Har du brug for hjælp?

 Du kan ringe til sekretariatet på 7682 3333 i dagtimerne.

Uden for almindelig telefontid kan du skrive til os på
sekretariatet@vejlefjord.dk

Et springbræt til voksenlivet


Marie fik troen på sig selv og en lys fremtid tilbage under sit ophold på Ny Fjordbo

Tilbage i august 2011 blev den dengang 13-årige Marie Søgaard Kristensen opereret for en stor tumor i hjernen. Marie havde i mange år klaget over hovedpine, men ingen havde taget det videre alvorligt. ”De troede jo bare, at jeg var hysterisk”, fortæller den i dag 21-årige Marie.

Det første halve år efter operationen er Marie indlagt på Hammel Neurocenter til genoptræning, og herefter kommer hun atter hjem og begynder i en specialklasse. Marie oplevede ikke, at underviserne var klædt på til at forstå og støtte unge med hjerneskade, ofte blev hendes problemer negligerede, og Marie følte, at hun blev opfattet som dum. Marie gik i denne specialklasse i knapt to år, hvor hun var meget ulykkelig, men heldigvis gav Maries forældre ikke så let op, og med hjælp fra VISO kom Marie i en 9. klasse for unge med særlige udfordringer på en privatskole.

Da Marie var gammel nok til at komme til Vejlefjords ungeafdeling Ny Fjordbo (min. 15 år), var der ingen tvivl om, at det var hér, Marie skulle tage de næste skridt mod voksenlivet. Maries familie havde hørt godt om stedet, og Marie er den dag i dag taknemmelig for, at valget faldt på lige netop Ny Fjordbo, hvor hun har oplevet at få den nødvendige specialiserede hjælp til sine vanskeligheder. Marie blev bevilget et ophold på Ny Fjordbo fra 01.08.2017 til 31.07.2020, og hun oplever det som et godt springbræt til voksenlivet. ”Det er en god mellemstation mellem at bo hjemme hos mor og far og så til at skulle flytte selv og være mere selvstændig”, fortæller Marie og ranker ryggen.

Maries mål med opholdet er at blive mere selvstændig og klare sig selv, herunder at få kompetencer til at tackle de vanskeligheder, som man kan opleve som ung med en erhvervet hjerneskade. Marie finder det helt centralt ved opholdet, at hun føler sig set, hørt og mødt i øjenhøjde, ligesom det har været en stor hjælp for Marie at møde andre unge med hjerneskade, som hun kan spejle sig i.

Foruden målet om at blive selvstændig nok til at kunne flytte i egen lejlighed med tilknyttet støtteperson, drømmer Marie også om at tage en uddannelse. ”Jeg har også et ønske om at kunne blive i stand til at tage en ungdomsuddannelse. Den helt store drøm er at læse jura”. Siden opstart på Ny Fjordbo har Marie været i gang med en STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse).

Det ugentlige program for Marie og de andre unge består af en bred vifte af aktiviteter, som alle er tilrettelagt med udgangspunkt i den enkeltes mål, interesser og niveau. På nuværende tidpunkt har Marie undervisning cirka fire gange om ugen, hvilket både kan foregå individuelt og sammen med andre. Derudover rummer programmet bl.a. samtaler og hjernetræning med neuropsykolog, individuel træning med fysioterapeut samt diverse holdaktiviteter med de andre unge på afdelingen. Marie har sammen med sin primære fysioterapeut en onsdagstradition med at bade i fjorden, hvilket de gør én gang i ugen året rundt. ”Det er virkelig dejligt… Altså mest når man kommer op igen!”, beretter Marie og smiler ved tanken om den gode relation til fagpersonerne omkring hende. Derudover har Marie forskellige praktiske opgaver på programmet så som at dække bord, lave mad, rydde op og gøre rent samt tøjvask. Alt sammen aktiviteter rettet mod at indfri Maries overordnede mål om at blive mere selvstændig i fremtiden.

Da Marie ankom til Ny Fjordbo, hørte hun fra flere af de andre unge, at de som et led i deres ophold var i praktik foranstaltet via Vejlefjord. Marie nærede et stort ønske om at starte i praktik ovre i De Termiske Bade på Vejefjord Hotel, og med hjælp fra hendes kontaktperson kom praktikken i hus. ”Jeg har været i praktik derovre siden jeg kom i august 2017. Det er virkelig dejligt. Jeg har de samme arbejdsopgaver som de andre ansatte derover. Ja, jeg føler mig ligeværdig. Dét er en succesoplevelse for mig!” forklarer Marie. Desuden har Marie en aftale om hver tirsdag at hjælpe til i kantinen, hvor hun er med til at lave aftensmad til de andre på afdelingen.

Afsluttende fortæller Marie, at hun føler, at hun er blevet mere voksen og har fået større selvtillid under sit ophold på Ny Fjordbo. ”Jeg har fundet ud af, at man kan mere end man tror. Man kan godt få et godt liv, selvom man er ung med en hjerneskade. Det handler bare om at tro på det. Og at turde at stille krav om at blive hørt og få hjælp”, siger Marie og afslutter med et godt råd til andre unge med en hjerneskade og deres pårørende: ”Kræv at få et godt liv!”