Genoptræning i varmtvandsbassin

Jane Rendbæk nyder i høj grad sit genoptræningsophold på Vejlefjord Rehabilitering. Den daglige træning består af minimum én times træning i varmtvandsbassin, én times fysiurgisk træning samt en daglig gåtur i Vejlefjords smukke natur. Ifølge Jane, er specielt genoptræningen i det 34 graders varme bassin ganske enkelt ”herligt”.
”For at styrke min muskulatur specielt i ryggen hopper jeg på trampolin, jeg cykler og jeg løfter håndvægte i bassinet – og det er jo ingen sag, når vandet er 34 grader varmt”, fortæller Jane.
Træningen i varmtvandsbassinet gennemføres altid i tæt samspil med Janes fysioterapeut, som også fungerer som hendes daglige mentor og kontaktperson Pia Bonde Kudsk.
Hun har udarbejdet et konkret øvelsesprogram med fokus på at styrke muskelkorsettet omkring rygsøjlen samt holdningskorrigerende øvelser til Jane.
”Inden jeg kom på Vejlefjord oplevede jeg stærke rygsmerter, kramper og blev uendeligt træt, når jeg blot gik en lille tur. På Vejlefjord lærer jeg at økonomisere med mine ressourcer og restituere i løbet af dagen, så jeg har de fornødne kræfter til min daglige træning. Min fysioterapeut Pia forklarer mig, at jeg skal se på mine kræfter som et klippekort, og at jeg kun har et begrænset antal daglige klip”, forklarer Jane.
Det var Janes læge, der anbefalede et genoptræningsophold på Vejlefjord, efter at Jane ved en MR scanning på Aleris-Hamlet privathospital fik konstateret spinalstenose i ryggen, en forsnævring i rygkanalen, som ofte giver stærke smerter i bl.a. ryg og ben. Jane fik den 9. januar foretaget en laminektomi for at skabe mere plads.
Måltiderne på Vejlefjord er også en god oplevelse og en hyggestund, hvor alle patienter fra samme etage mødes og spiser dagens måltider.
”Vi får altid veltillavet og ernæringsrigtig mad her på Vejlefjord, og maden smager rigtig godt. Samtidig er det også hyggeligt og givende, at få snakket med de andre om dagens træning, oplevelser og udfordringer. Vi hjælper hinanden, vi hygger og vi griner sammen”, fortæller Jane Rendbæk med et smil.