Hjernerystelse – et hårdt forløb

Jeg lå månedsvis i et mørkt rum og var lyd- og lysfølsom. Jeg havde svære hovedpiner, nakkesmerter, var abnormt træt og var præget af koncentrations- og hukommelsesbesvær m.m. Jeg var kun 22 år og følte mig meget alene, da læger og andre behandlere ikke havde oplevet lignende tilfælde. Men da jeg kom til Vejlefjord, ændrede min tilstand sig hurtigt. Jeg oplevede stor fremgang hver dag, og jeg fik troen tilbage på, at jeg nok skulle komme tilbage til et normalt liv.

Personalet på Vejlefjord var yderst kompetente og vidste alt om langvarig hjernerystelse og genoptræningen heraf. Jeg havde stor respekt for deres viden og engagement. Det var nemt at mærke, at mine behandlere ville gøre alt for, at jeg kunne blive rask. Uden deres hjælp var jeg ikke nået til det stadie, jeg er på i dag.

Når jeg i dag reflekterer over mit forløb, tænker jeg der skulle have været meget mere hjælp fra det offentlige system lige fra starten. Jeg blev ikke taget seriøst, og jeg kom først i behandling efter 6 måneder, hvilket helt klart burde have været anderledes. På baggrund af min nuværende situation kan jeg med sikkerhed sige, at det var det eneste rigtige for mig at komme under behandling og få hjælp til genoptræningen. Jeg ville ikke have været det foruden. Det var et meget hårdt forløb, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Men det var det, der skulle til. Og hvis jeg ikke havde fået den hjælp, havde jeg sikkert stadig ligget i et mørkt rum.

Jeg mener helt sikkert, at alle patienter med langvarig hjernerystelse bør få tilbudt et tværfagligt intensivt forløb, så man undgår langtidsfølger og kroniske hjernerystelser.

– 24 årig kvinde, tidligere patient på Vejlefjord.