Har du brug for hjælp?

 Du kan ringe til sekretariatet på 7682 3333 i dagtimerne.

Uden for almindelig telefontid kan du skrive til os på
sekretariatet@vejlefjord.dk

ADHD


pædagogik og diskurser i samfundet

I Danmark bruger vi diagnosesystemet ICD-10. Hyperkinetisk forstyrrelse er betegnelsen, der bruges i ICD-10, og som dækker over de vanskeligheder vi i daglig tale betegner som ADHD. Betegnelsen ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) er fra det amerikanske DSM-IV system. Betegnelsen ADHD benyttes i stigende grad i Danmark, når diagnosen omtales – dog bør man være opmærksom på at hyperkinetisk forstyrrelse er mere snæver i sine diagnostiske kriterier end ADHD diagnosen. (Sundhed.dk 3.12.13) I denne tekst benyttes betegnelsen ADHD.

ADHD som klinisk diagnose stilles i børnepsykiatrisk regi på baggrund af observationer af barnets adfærd. I en periode på mindst seks måneder skal barnet udvise symptomer inden for områderne manglende koncentration/uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.(Damm m.fl. 2006) Symptomerne skal være i et sådant omfang, at barnets udvikling trues, og desuden skal symptomerne være afvigende i forhold til alder og kunne iagttages i alle de miljøer barnet bevæger sig i – dog med en variation af udtryk, idet det næppe kræver samme opmærksomhedsgrad at indgå i en skoleklasse, som i en selvvalgt fritidsaktivitet. Under observationen skal det kunne udelukkes, at barnets adfærd kan skyldes andre ting, såsom utryghed, indlæringsvanskeligheder eller problemer i hjemmet eller med kammerater. Symptomerne skal have været til stede fra før syvårs alderen, og det skal kunne udelukkes, at de kan forklares med andre kliniske diagnoser.

Der er i debatten om ADHD divergerende diskurser i forhold til symptomernes oprindelse. Denne teksts ærinde er ikke at diskutere disse diskurser eller deres validitet, men de er vigtige at kende, fordi diskursernes positionering angiver forskellige årsagsforklaringer til de problemer barnet står i, og hvordan disse løses. Der er således uenighed om, hvor årsagerne skal findes, iboende barnet og/eller som konsekvens af miljøet.

Den mest fremtrædende diskurs i debatten omhandlende ADHD er den naturvidenskabelige-medicinske tilgang, hvor forklaringerne for diagnosens symptomer findes i neurobiologien i form af medfødte ændringer af hjernestrukturen. Problemerne vil således være iboende barnet og løsningerne skal være målrettet barnet og kompenserende i forhold til dennes mangler – herunder også medicinsk behandling (Hertz 2008:153). Russel R. Barkley (Damm m.fl. 2006:23) er blandt fortalerne af denne forståelse af ADHD, og han påpeger desuden de eksekutive funktioner som værende væsentlige for forståelsen af børn med ADHD. De eksekutive funktioner kan kort beskrives som værende styrende og regulerende for adfærd. Et barn med dysfunktion i de eksekutive funktoner vil således have besvær med at planlægge og målrette sin adfærd, med problemløsning og arbejdshukommelse, med opmærksomhed og fokusskifte samt selvkontrol. Dysfunktionerne manglende hæmning og problemer med arbejdshukommelsen er væsentlige for Barkleys forståelse af barnet.

Pædagogiske tiltag der retter sig imod den naturvidenskabelige-medicinske tilgang kan være:

  • Medicinsk behandling – ofte med centralstimulerende medicin
  • Visuel struktur over dagen med udgangspunkt i de 9 h´er (http://www.cabiweb.dk/media/947861/de-9-h.pdf)
  • Hukommelses og opmærksomhedstræning
  • Afskærmning fra visuelle og auditive stimuli der kan forstyrre barnet
  • Tilpassede undervisningskrav
  • Konkrete anvisninger til barnet om forventninger
  • Forberedelse af barnet
  • Rutiner og faste rammer i skole og hjem
  • Pauser i form af fritagelse for sensorisk, følelsesmæssigt og kognitive krav (hjernepauser)

En anden diskurs er den psykosociale tilgang (Hart 2009). I denne tilgang er der fokus på hvordan miljømæssige faktorer påvirker udviklingen af ADHD symptomer. Det kan være påvirkninger af hjernen, der forekommer både før og efter fødslen af barnet. Den psykosociale tilgang beskriver, at der er et dialektisk forhold mellem arv og miljø, og kritiserer neurobiologien for ikke at se på miljødelen i årsagsforklaringerne for symptomerne. Forsimplet kan det siges, at det således er manglende adækvat stimulering af barnet og barnets personlighedsstruktur, der forsager manglende modning af det autonome nervesystem og derved skaber symptomerne med manglende selvregulering. Behandlingen vil også i denne tilgang være målrettet barnet i form af at skabe en støttende, regulerende og omsorgsfuld kontakt med voksne for derigennem at modne centralnervesystemet og de processer i hjernen, som barnet behøver til selvregulering.

Pædagogiske tiltag der retter sig imod den psykosociale tilgang:

  • Tæt voksenkontakt
  • Spejling af barnets følelser
  • Hjælp til selvbeherskelse
  • Se barnets vanskeligheder bag adfærden
  • Anerkendelse af barnet trods adfærd
  • Lære barnet værdier og moral i fredstid

Dr. Linda J. Graham (2006) bidrager til diskurserne omhandlende ADHD ved at argumentere for, at læringsmiljøet og lærerens rolle har betydning i forhold til, at det enkelte barn udvikler og identificeres med ADHD symptomer. Graham er inspireret af Foucaults magtbegreb(Nielsen 2004:56-57). Foucault definerer, at viden er magt, og at der med denne viden følger magten til at bestemme, hvad der er normalt og hvad der ikke er, og derved også magten til at segregere børn fra normalområdet samt at anvende global viden i form af generaliseret viden om typer og kategorier. Graham beskriver, hvordan skolens praksis er med til at patologisere børn i form af de betingelser, der opstilles for læringsmiljøet i skolen og det sprog, der lægges ned over problematikken. Hun beskriver, at langt de fleste tiltag, der foretages i skoleregi er målrettet barnet og ikke lærerens undervisningspraksis eller fællesskabets rummelighed, og at netop disse faktorer kan være med til at fremprovokere ADHD symptomer.

Det springende punkt ved diskurserne omhandlende ADHD er således ikke, hvordan symptomerne ser ud hos barnet, men derimod årsagsforklaringerne og hvordan de primært skal behandles: Medicinsk eller pædagogisk – målrettet barnet eller konteksterne.

Generelt anbefaler vi på Vejlefjord Rehabilitering at der i pædagogikken både laves tiltag der er målrettet barnet og konteksterne- således at en blanding mellem de tre diskursers tiltag er at foretrække.

Kilder:

www.Sundhed.dk

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/boernepsykiatri/tilstande-og-sygdomme/udadrettet-adfaerd/hyperkinetiske-forstyrrelser/

Damm, Dorthe, Thomsen, Per Hove (2006): Om børn og unge med ADHD. Hans Reizels Forlag

Hertz, Søren. (2008). Børne- og ungdomspsykiatri: Nye perspektiver og uanede muligheder. Kbh.: Akademisk Forlag

Graham, Linda. (2006): “From ABCs to ADHD… The role of schooling in the construction of “behaviour disorder and production of disorderly objects”.

http://eprints.qut.edu.au/5447/1/5447_1.pdf

Hart, Susan (2009): Er tiden moden til en mere nuanceret forståelse af ADHD?

www.neuroaffect.dk/Til_Sundhedsplejersken-2009.pdf

 

Tekst af Charlotte Just Bukh

Neuropædagogisk Konsulent

Vejlefjord Rehabilitering