Ingen døgnrytme – Ingen rehabilitering

Uden et kontinuerligt fokus på patientens hvil og døgnrytme har den rehabiliterende indsats trange kår. Sådan lyder erkendelsen på Vejlefjord Rehabilitering. Her arbejder stedets mange sygeplejersker målrettet og engageret med at sikre, at der finder specialiseret rehabilitering sted døgnet rundt ud fra den enkelte patients behov og forudsætninger. Det sker i et stærkt tværfagligt arbejdsfællesskab med ’Fjordens’ øvrige fagprofessionelle. Men uden viden om og opmærksomhed rettet mod patientens grundlæggende behov kommer man ikke langt med de forskellige rehabiliteringstiltag, lyder pointen fra en af stedets erfarne sygeplejersker.

Sygeplejersken er rygraden i patientens døgnrytme

”Det er alfa og omega at have fokus på patientens døgnrytme. Som sygeplejersker er vi her fireogtyve syv, og derfor tænker vi naturligt på hele døgnets forløb. Rehabiliteringen slutter jo ikke kl. 16.00. Den foregår hele tiden!”. Ordene er Trine Jomaas. Hun tilhører den store faggruppe af sygeplejersker der på Vejlefjord Rehabilitering er omkring patienten i døgnets 24 timer på alle årets dage. Det gør sygeplejerskernes position til noget særligt i forhold til at værne om patientens døgnrytme og sikre en relevant opfølgning på patientens træning – ikke mindst i døgnets ydertimer. ”Det er vigtigt at tænke udover sin egen vagt og være opmærksom på, hvordan man kan bidrage til en normal døgnrytme for patienterne. At planlægge patientens program med indlagte hvil og tilrettelægge træning og øvrige aktiviteter i en tværfaglig dialog med sine kollegaer er vigtigt – også så patienterne opnår en naturlig træthed til natten” forklarer Trine Jomaa. Hun peger dermed på at opmærksomhed rettet mod patientens døgnrytme ikke udelukkende handler om en praktisk og logistisk stillingtagen til på hvilke tidspunkter patientens træningssessioner kan placeres. Døgnrytme handler om meget mere, understreger Trine Jomaa: ”Det er vigtigt, at beskæftige sig med patientens døgnrytme i forhold til at få udnyttet de ressourcer patienten har i form af kræfter til at være frisk til træning. Nogle gange er bare det at medvirke til P-ADL træning nok i sig selv for patienten, hvis der også skal være kræfter til fx at spise bagefter. Det gælder om at få træning og aktiviteter fordelt – især hos plejekrævende patienter”. Menneskets døgnrytme er grundlæggende et biologisk fænomen, og læsioner i hjernen af forskellig art såsom en tumor eller en apopleksi kan forårsage forstyrrelser i reguleringen af døgnrytmen med indvirkning på det enkelte menneskes sundhed og livskvalitet. Samtidig er det Trine Jomaas erfaring at ikke kun fysiologiske aspekter, men også patientens livshistorie bør tages i betragtning, når talen falder på emnet om døgnrytme: ”Det handler jo også om, hvad der er gået forud, og hvad vi så kan forvente af patienten. Det at møde patienten i hvordan livet har været før hjerneskaden og så skabe en struktur på døgnet og være vedholdende uden at blive formynderisk. Det synes jeg er meget væsentligt i forhold til, hvordan vi får tilpasset rehabiliteringen til der, hvor patienten er”.

Sygeplejersker og terapeuter understøtter hinandens faglighed

Vejlefjord Rehabilitering modtager året rundt patienter i alle aldre og fra hele landet. Patienterne kommer med meget varierende behov og forudsætninger for at modtage specialiseret rehabilitering. Uden sygeplejerskernes tilstedeværelse ville den træning terapeuterne forestår i langt mindre grad blive integreret i hverdagslivet på ’Fjorden’. ”Det er vigtigt at vide, fordi det er så mange gange mere, at patienten kan nå at træne en funktion henover døgnet. Det at vi ved, at nu kan patienten komme op og sidde på sengekanten i stedet for at rulle fra side til side, nu kan han komme op at stå, eller nu må vi gerne lave en bestemt forflytning med den og den patient. Jamen så træner vi det, og er vedholdende i det – også selvom patienten måske ikke lige er motiveret netop den dag” fortæller Trine Jomaa. Undervisning i specifikke kompetenceområder som ligger udenfor sygeplejerskernes traditionelle monofaglige felt, finder derfor også sted. Det udvider sygeplejerskernes palette af kompetencer og handlemuligheder, hvilket gør dem til et stærkt og fagligt velspillende hold på Vejlefjord Rehabilitering. ”Efterhånden er vi mange som har været her i lang tid. Vi gør ikke bare tingene. Vi har en viden, som vi arbejder med konsekvent og hele tiden. Vi har et godt samarbejde med terapeuterne, og de har tillid til, at vi godt kan” siger Trine Jomaa og uddyber: ”Vi er fx nogle sygeplejersker, der har været på et udvidet kursus sammen med ergoterapeuter fra hele landet, men alle sygeplejersker der er ansat her får et kortere kursus i mundstimulering og spisning med forskellige konsistenser. Som kollegaer supplerer vi på den måde hinanden på tværs af vores forskellige monofaglige ståsteder. Vi spiller hinanden stærkere til gavn for både patienterne, vores arbejdsmiljø og faglige og personlige udvikling. Terapeuterne er jo også nysgerrige på vores sygeplejefaglige observationer og vurderinger”.

Patienten er et fælles anliggende

Når sygeplejersker og terapeuter i plejen af og samværet med patienterne vedvarende holder fokus på, hvor langt patienten er nået i sin træning, og hvordan træningen bedst muligt kan tilrettelægges og følges op sker det med udgangspunkt i ligeværdige, tværfaglige drøftelser. Konkret betyder det ifølge Trine Jomaa, at en sygeplejerske i aftenvagt eksempelvis har blik for at en patient med synkeproblemer kan have behov for, at få flyttet et planlagt hvil fra kl. 15.00 til kl.17.00. Så er patienten frisk og kan bedre samarbejde omkring spisetræningen ved aftensmaden. Således får patienten både en bedre oplevelse, men også et større udbytte af indsatsen. Det betyder ligeledes, at når sygeplejerskerne er til stede i caféen eller på patientens værelse i forbindelse med et af dagens måltider, så bemærker de patientens siddestilling, får sat en armholder på bordet, hjælper patienten over i en særlig stol og guider i forhold til spisetempo. Uagtet om der er tale om neuropædagogiske strategier udarbejdet af neuropsykologen, ergoterapeutiske interventioner, fysioterapeutisk træning eller specifikke øvelser fra audiologopæden, så bistår sygeplejersken døgnet rundt patienten og faciliterer en fortsættelse af træningen med respekt for den tværfaglige vurdering af og plan der er lagt for indsatsen. Dermed modtager patienterne på Vejlefjord Rehabilitering reelt mere målrettet træning, end den der står angivet i deres dagsprogram.

Back-to-basics: Den afgørende værdi af grundlæggende sygepleje

Et udbytterigt rehabiliteringsforløb er dog ikke kun defineret af specialiserede og afgrænsede indsatser. Grundlaget for al rehabilitering forudsætter, at de fagprofessionelle omkring patienten har en viden om og prioriterer patientens grundlæggende behov, vurderer Trine Jomaa. Fra første parket har hun været vidne til, hvordan forstyrrelser i patientens ernæring, udskillelser og søvn samt ved over- eller understimulering, uhensigtsmæssig lejring, smerter og uro mv. uundgåeligt påvirker patientens døgnrytme og træningspotentiale i en negativ retning. ”Der er nogle primære behov hos patienten, som skal dækkes, inden det er realistisk for patienten at deltage i træningen. Det er meget ’back-to-basics’” konstaterer Trine Jomaa. Når hun forholder sig til patientens døgnrytme og træningspotentiale sker det med udgangspunkt i 14 grundlæggende almenmenneskelige behovsområder, der er formuleret af sygeplejeteoretikeren Virginia Henderson. Behovsområderne omhandler alt fra basale fysiske behov til mere værdibaserede og eksistentielle behov. De grundlæggende behov danner samtidig udgangspunkt for meget af sygeplejerskens dokumentation og fungerer som en støtte for sygeplejersken i forhold til at komme hele vejen ’rundt om’ patienten, så udfordringer og problemområder ikke overses i den individuelle pleje og behandling. Virginia Hendersons 14 behovsområder danner endvidere baggrund for ’Fundamentals of Care’ der er en nyere, internationalt udviklet forståelsesramme af basal sygepleje. ”Det er meget spændende faktisk. Det her med hvad der er det helt basale. At kunne komme ind til kernen af hvad der er væsentligt!” siger Trine Jomaa.

Patientens basale behov er udgangspunkt for rehabiliteringen

”Jeg synes, at vi er blevet meget bedre til italesætte og inddrage de basale behov”. Sådan udtrykker Trine Jomaa sig om det mono- og tværfaglige samarbejde på Vejlefjord Rehabilitering og forklarer at: ”Ved de meget plejekrævende patienter er almindelige dagligdagsaktiviteter træning nok i sig selv. Det er det, vi kan træne her og nu, og der er jo så meget træning i alt det, som vi i forvejen går og gør sammen med patienten. Det at vaske sig, børste tænder, spise, lave forflytninger, bækkenløft, vendinger osv. Flere patienter har så store problemer med udtrætning, at de ikke er klar til at deltage i en reel 45 minutters træningssession. Så bliver vi nødt til at fange dem der, hvor de er og gå to sammen om patienten. Det synes jeg samtidig er en win-win situation i forhold til at samarbejde tværfagligt omkring fx forflytninger. De forskellige faggrupper kan lære meget af hinanden og få en større forståelse for hinanden på den måde. Vi er gode til at se patienten som et fælles anliggende. At vi i samarbejde kan løfte den opgave det er at få lavet optimal træning for hver enkelt patient”. Trine Jomaa og kommer her ind på, hvordan kommunikationen mellem kollegaer såvel mono- som tværfagligt spiller en afgørende rolle i den sammenhæng. ”Overleveringen er vigtig. Det er væsentligt at få vide om en patient fx har ligget vågen hele natten i forhold til, hvor meget vi kan kræve af patienten, men også at få videreformidlet hvilke aftaler der er lavet med patienten, uanset om det drejer sig om hviletider, brug af mobiletelefon eller noget helt tredje. Det handler om, hvordan vi bedst kan støtte patienten” siger Trine Jomaa, som undervejs i patientens ophold på Vejlefjord Rehabilitering er meget bevidst om, at en dag rejser patienten videre. ”Der ligger jo også en øvelse i at lære at lytte til sig selv. Vi følger jo ikke med på sidelinjen, når patienten bliver udskrevet. Så det handler også om fx at lære sin egen udtrætning at kende og kunne mærke efter, hvornår jeg har brug for at hvile. Vi italesætter det meget: Har du sovet godt? Hvordan har du det lige nu? Er du træt? Har du brug for et hvil?” forklarer Trine Jomaa og understreger, at graden af interventioner altid er baseret på en individuel vurdering af, hvor meget struktur patienten har behov for, at sygeplejersken sætter på døgnet.