I skrivende stund er kataloget blevet downloadet over 1400 gange og 600 fysiske kataloger er kommet ’ud at leve’ blandt personer med afasi, pårørende, fagprofessionelle eller andre med interesse for området.
Udgivelsen af idékataloget ’Familier med afasi på vej’ afrundede forskningsprojektet med samme navn, men arbejdet med at forbedre vilkårene for familier med afasi fortsætter, siger Sille Nielsen. Idekataloget, der beskriver konkrete behov hos familier med afasi, danner nemlig grundlag for to nye ph.d.-projekter med fokus på at afdække, udvikle og afprøve interventioner målrettet familier, der lever med afasi.
Projekterne løber i perioden 2024 til 2027 med Sille Nielsen på projektet, der omhandler forbedring af det mentale helbred hos familier med afasi og Lisbeth Frølund Kristensen på projektet om forbedring af kommunikationen i familier med afasi. Begge ph.d.-projekter er en del af forskningsprojektet ’Livet med afasi – familietilbud’ (LiFT).
Ligesom det var tilfældet med forskningsprojektet ’Familier med afasi på vej’ inddrager de to ph.d.-projekter mennesker med afasi, pårørende og fagprofessionelle undervejs i projektforløbene. Det sker, for at gøre forskningen så relevant og anvendelig som muligt.
Ph.d.-projekterne er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Vejlefjord Rehabilitering og City, University of London og er finansieret af Novo Nordisk Fonden. Du er velkommen til at kontakte Sille Nielsen (sillniel@sdu.dk) eller Lisbeth Frølund Kristensen (liskr@sdu.dk), hvis du vil vide mere eller er interesseret i at deltage.
Idekataloget ’Familier med afasi på vej’ kan hentes på Syddansk Universitets forskningsportal via dette link:
https://findresearcher.sdu.dk/ws/portalfiles/portal/254946262/Familier_med_afasi_A4_mail.pdf