Træning i Vejlefjord Rehabiliterings varmtvandsbassin er et unikt tilbud til Ny Fjordbos unge beboere. ”Det er ikke mange bosteder, der har så let adgang til et varmtvandsbassin. Der er vi heldige,” siger Marie, der er den ene af bassinholdets to faste fysioterapeuter. Sammen med sin kollega Sarah planlægger og gennemfører hun såvel individuel som holdtræning i varmtvandsbassinet. Et fast indslag på ugens program er bassinholdet, hvor de unge der profiterer af tilbuddet hver fredag formiddag tilbringer en god times tid i det 30+ grader varme vand under kyndig vejledning af de to erfarne fysioterapeuter. Og deltagelse er sjældent noget de unge beboere skal overtales til. ”De er bare klar! De vil rigtig gerne i vandet og prioriterer det højt,” erfarer Marie. Men begejstringen for bassinholdet er ikke kun stor hos de unge mennesker, der deltager. Det er den i høj grad også hos både Marie og Sarah, der begge ser bassinholdet som en enestående mulighed for at sætte en bred vifte af trænings- og læringsaktiviteter i spil. Alt sammen tilpasset den enkelte unges formåen, og ikke mindst i kombination med en masse sjove og hyggelige stunder, som de unge mennesker både motiveres af og værdsætter.
Varmtvandsbassinet på Vejlefjord Rehabilitering kan noget helt særligt i en rehabiliteringsproces, understreger Marie og Sarah. Det varme varm virker afslappende og smertelindrende, men ikke mindst giver opdriften i vandet en oplevelse af bevægelsesfrihed. ”De føler sig frie,” konkluderer Sarah og forklarer: ”Mange af vores unge beboere har forskellige fysiske udfordringer, og kan ikke bare bevæge sig uproblematisk rundt. I vandet bliver det nemmere at styre sine bevægelser og lettere at finde balancen, fordi vandet kan bruges som både modstand og opdrift. Følelsen af at være oppe og gå når man til daglig sidder i kørestol, – det er noget helt særligt! Det giver en bevægelsesfrihed, som vores unge beboere ikke er vant til”. ”Plus” indskyder Marie og påpeger: ”Alt går langsommere nede i vandet. Du har længere tid til at reagere, hvis du føler, at du er ved at miste balancen og er bange for at snuble. I vandet falder man ikke, og slår sig på samme måde som oppe på land”. Den tryghed vandet dermed kan tilbyde, giver mulighed at lave noget af det, som især de unge mænd på Ny Fjordbo sætter pris på. ”Hvis du som dreng savner at tumle og småslås lidt for sjov – som mange teenagere gerne vil – så er det blandt andet noget af det, der bedre kan lade sig gøre i vandet,” siger Marie.
Netop det at imødekomme beboernes ’ungdommelige’ behov og ideer fylder meget i planlægningen og udførelsen af træningen på bassinholdet. ”Det er unge mennesker, som nyder at der leges lidt,” siger Sarah. Hun forklarer, at bassinholdets aktiviteter tilrettelægges i forløb med forskellige temaer, der overordnet inddrager elementer af styrketræning og konditionstræning med fokus på koordination, balance, kognitive færdigheder og afspænding. Ofte er Ny Fjordbos unge beboere medbestemmende i forhold til hvilket tema træningen kan have. ”Der er en stor vigtighed i at lave noget, der er meningsfuldt for de unge, for så ser vi en helt anden fremgang. Hvis de ikke var motiverede for at komme med i bassinet, så ville vi heller ikke kunne rykke særlig meget med dem,” erkender Sarah. Indimellem italesætter de unge selv et ønske, men ligeså ofte griber Marie og Sarah de chancer, der byder sig i forbindelse med træningen på bassinholdet. ”Så var der lige én, der havde taget dykkerbriller med en dag! Det blev der godt nok lagt mærke til blandt de andre unge og stemningen blev hurtigt, at så ville alle have dykkerbriller med næste gang. Det udviklede sig til et dykkertema, vi havde i en periode,” fortæller Marie. Der lægges vægt på, at alle deltager aktivt på holdet. Derfor er aktiviteterne tilrettelagt med øje for, at hver enkelt deltager kan indgå i det planlagte program og få et udbytte af træningen. ”Alle kan være med på deres niveau,” siger Sarah og uddyber: ”Når vi for eksempel kaster forskellige små bolde ud i vandet, vil nogle af boldene flyde ovenpå, og andre vil synke til bunds. Der vælger man selv, om man vil samle dem, der ligger i vandoverfladen op, eller om man vil dykke ned efter en bold på bunden. Det kan også lade sig gøre at samle dem op med brug af foden eller lige bøje sig ned og gribe fat i en bold under vandet. Muligheden for at regulere bassinets dybde, boblebadseffekten der kan slås til og fra, den indbyggede ’svømmetræner’ samt de mange hjælpemidler i form af blandt andet vægte, svømmeplader, halskraver og ’orme’ af skum skaber i kombination med fysioterapeuternes faglige viden og kreative ’hittepåsomhed’ utallige muligheder for at variere og målrette træningen til Ny Fjordbos unge beboere.
På bassinholdet er der plads til forskellighed. Det er netop en af styrkerne ved holdet, understreger Marie. Træningen planlægges og udføres altid med udgangspunkt i holdets sammensætning og med stor vægt på et trygt socialt fælleskab. ”Vi er en lille gruppe i kendte rammer. Vi er meget omkring ’vores’ unge, og de føler sig virkelig trygge. Det er jeg sikker på!” siger Marie. ”Det gør også, at de skubber nogle grænser på en helt anden måde,” supplerer Sarah. Succesoplevelser fylder meget på holdet, og her viser de unge beboeres forskellighed og varierende udfordringer sig at være en styrke. ”Det er tydeligt at se, hvordan de spejler sig i hinanden og ser op til hinanden. De hjælper hinanden og hepper på hinanden” siger Marie. Den løbende udskiftning der finder sted på holdet, når en beboer flytter fra Ny Fjordbo og nye kommer til betyder, at de unge mennesker er forskellige steder i deres udvikling. Det inviterer til en erfaringsudveksling blandt de unge, og kan være givende for den unge, som efter langs tid hårdt arbejde helt eller delvist har genvundet en færdighed, og gerne vil dele ud af sin erfaring. Ligeledes kan det også være givende for den unge, som er nyere i processen med at genoptræne en eller flere færdigheder, at modtage råd og vejledning fra en der kender situationen fra egen krop. Forskellene på holdet består selvfølgelig ikke kun i at være forskellige steder i rehabiliteringen. De handler ligeså meget om, at de unges udfordringer er af forskellig karakter. Et faktum som træningen i høj grad både tilgodeser og arbejder bevidst med. ”Nogle gange laver vi holdkonkurrencer, hvor hvert hold skal samle forskellige Legoklodser og sætte dem sammen til bestemt figur, som man får et hurtigt glimt af. Her kan vi se, at de unge der fysisk er meget udfordrede, måske viser sig at være de bedste til at huske, hvordan figuren så ud. Det kan godt være, at man har en hånd, der ikke kan hjælpe til, når figuren skal samles, men så kan man i stedet bidrage med at forklare de andre, hvordan det skal gøres. På den måde lærer man at finde de ressourcer, man har sammen som hold samtidig med, at den enkelte bliver opmærksom på både sine egne og andres styrker,” forklarer Marie. ”Alle har noget, de er gode til! Det oplever både vi og de unge blandt andet i sådan en situation,” understreger Sarah.
Når de første tegn på forår viser sig udvides bassinholdets program med jævnlige ture ned til fjorden, hvor de unge og deres to fysioterapeuter skyder weekenden i gang med et fjorddyp. Hvor ofte afhænger typisk af gruppens ønske, men generelt er et fjorddyp i høj kurs hos de unge på Ny Fjordbo. ”De synes jo det er fedt! Det er helt tydeligt, at man er mega stolt, når man har været i,” siger Marie og understreger, at sikkerheden både i varmtvandsbassinet og ved fjorden prioriteres højt og at ingen udfordres mod sin vilje.
Vi respekterer altid den grænse, hver enkelt ung har. Hvis man bare lige vil ned og dyppe tæerne eller prøve at gå i til knæene, så er det, det vi gør. Alt er fint! Der er ikke nogen der lokker eller presser nogen. Det er bare en helt speciel fed stund, vi har sammen, som er svær at forklare! pointerer Marie.
Turen ned i fjordens blå vand bliver foreviget så de unge beboere, der ønsker det, kan sende et billede af bedriften hjem til familie og venner. Det er noget de unge, hver især modtager stor anerkendelse for fra hjemmefronten, fortæller Marie: ”De oplever, at her er noget, de kan gøre, som andre synes er lidt sejt, og det har de virkelig brug for at mærke”.
Kendetegnede ved bassinholdet er, at der favnes bredt i forhold til at integrere det tværfaglige arbejde med de unge beboeres forskellige kompetencer og udfordringer i træningen. Hvordan det finder sted, har både Marie og Sarah utallige eksempler på. ”Er I klar?!” Sådan fortæller Marie, at det helt automatisk lyder, inden der gives en serv op i den volleyball-kamp, der ofte markerer afslutningen på det ugentlige bassinhold. ”Egentlig behøver vi ikke at sige det,” afslører hun samtidig, men fortæller, at det er en måde at skærpe de unges opmærksomhed på og samtidig arbejde udviklende med sproget hos de unge, der oplever vanskeligheder med at udtrykke sig. En anden ung beboer har taget initiativ til at lave en pointtavle, tilføjer Sarah. Det giver ikke alene et bedre overblik, men udfordrer også de matematiske kundskaber, når bassinholdets deltagere med stort engagement forsøger at holde styr på hvilket hold, der fører og med hvor meget. Det er ikke alle unge beboere på Ny Fjordbo, der ved ankomst har de fysiske forudsætninger, der er nødvendige, for at kunne deltage på bassinholdet, men det kan nås med tiden. Enkelte unge ønsker ikke at deltage på holdet, og så er individuel træning i bassinet en mulighed. ”De er jo alle sammen meget forskellige,” pointerer Sarah og siger: ”Vi tænker meget individuelt og laver målsætninger i samarbejde med den unge. Vores hovedfokus er at gøre den enkelte så god som overhovedet muligt. Det handler om at finde nogle ressourcer hos hver enkelt beboer, og her kommer vi ikke udenom, at varmtvandsbassinet er guld værd”.