Fra viden til færdigheder: ”Vi skal genfinde håndværket i vores fag”

2025 er året hvor Vejlefjord Rehabilitering markerer hele to jubilæer – 125 år med rehabilitering og 40 år med neurorehabilitering. På årets temadag for fagprofessionelle lå fokus derfor på, hvad de forskellige fag indenfor neurorehabilitering er rundet af, og hvilken retning de bevæger sig i.

Hvor står vi i 2025? Hvad er status? Vi ved efterhånden en masse om, hvad der virker indenfor neurorehabilitering. Vi har fokus på kompetencer og tværfagligt samarbejde. Vi er opmærksomme på at inddrage patient og pårørende. Vi har i tusindvis af guidelines, og vi er blevet meget klogere på neuroplasticitet. Men vi har svært ved at omsætte vores viden til færdigheder og kompetencer. Hvorfor?

Spørgsmålet stillede Katrine Lyders Johansen i sit oplæg, hvor hun tog tilhørerne med på en rejse gennem den neurologiske fysioterapis historie og gav sine bud på hvad, der især er væsentligt for at styrke de fysioterapeutiske tilbud i neurorehabilitering til dem, det hele handler om: Mennesker med erhvervet hjerneskade og deres pårørende.

To tilgange er udgangspunktet

Da de første specialiserede enheder for neurorehabilitering – Center for Hjerneskade og Vejlefjord Rehabilitering – blev grundlagt i Danmark i 1985, byggede den fysioterapeutiske indsats på Bobath-konceptet.

Det var den dominerende tilgang og tog udgangspunkt i kliniske observationer og viden omkring normal bevægelse. Som fysioterapeuter ville vi gerne normalisere muskeltonus og genetablere hensigtsmæssige bevægemønstre. Det var ’hands on’ og handlede meget at guide og facilitere, siger Katrine Lyders Johansen.

På den anden side af jorden, i Australien, havde fysioterapeuterne Roberta Shepard og Janet Carr en anden indgangsvinkel til den fysioterapeutiske genoptræning af mennesker med hjerneskade. Deres tilgang tog udgangspunkt i bevægevidenskaber og neurofysiologi, fortæller Katrine Lyders Johansen.

De arbejdede med målrettet indlæring ud fra devicen ’one learn what one pratices’. Groft sagt var det mere ’hands off’ og en tankegang, der på det tidspunkt endnu ikke var kommet til Europa eller Danmark.

Fundamentet er neuroplasticitet

Det ændrede sig i løbet af 1990’erne, hvor der langsomt kom mere fokus på neuroplasticitet som et teoretisk grundlag for den neurologiske fysioterapi.

Fysioterapeuter blev i højere grad opmærksomme på, at give patienter og borgere den træning, de havde brug for. Man kunne høre sine kollegaer tale om ’use it or loose it’ eller ’use it to improve it’. Det var sådan, man dengang formulerede sig om neuroplasticitet.

Samtidig modtog danske fysioterapeuter stadig undervisning i både Bobath-konceptet samt Shepard og Carrs tilgang. Det førte, ifølge Katrine Lyders Johansen, til en ’koncept-diskussion’ blandt fysioterapeuter om, hvilken tilgang, der var den ’rigtige’.

”Holdningen i Dansk Selskab for Neurologisk Fysioterapi er, at det er en forældet snak. Vi mener, at det fundament vi står på i dag hedder neuroplasticitet. Fokus skal ligge på, hvordan vi skaber forandring i hjernen og påvirker hjernens plasticitet.”

Fra erfaringsbaseret til evidensbaseret

Neuroplasticitet blev anerkendt som et teoretisk grundlag for fysioterapi i starten af det nye årtusinde. Samtidig førte ændringer i uddannelsen til fysioterapeut til, at der kom et stigende fokus på forskningsbaseret viden og øgede kravene til en mere evidensbaseret praksis i faget.

Meget af det vi i 1980’erne og 1990’erne gjorde i vores kliniske arbejde som fysioterapeuter var erfaringsbaseret. Evidens var et nyt begreb og blev på det tidspunkt stort set ikke brugt i vores faglige virke, siger Katrine Lyders Johansen.

Opmærksomheden på at akademisere faget og leve op til en evidensbaseret praksis førte meget godt med sig, blandt andet blev mulighederne for videreuddannelse flere og den specialiserede indsats blev forbedret. Bagsiden var, at håndværket gled i baggrunden, lyder det fra Katrine Lyders Johansen.

Som fysioterapeut er det rigtig vigtigt at være dygtig til bevægeanalyse – det er der, vores håndværk ligger. I dag ved nyuddannede fysioterapeuter rigtig meget. Men de kliniske færdigheder i at mestre håndværket fysioterapi, mener vi i Dansk Selskab for Neurofysiologi, mangler.

 Viden skal omsættes til færdigheder

I dag ved fysioterapeuter, ifølge Katrine Lyders Johansen, udmærket godt, hvad der virker. I teorien kan de også godt. Udfordringen ligger i at få deres viden omsat til konkrete færdigheder og få dem implementeret i praksis, siger hun.

”Det er der, hvor vi står lige nu. Vi har så meget viden, men vi møder forskellige barrierer i forhold til at få den viden omsat og tilpasset vores håndværk.”

Katrine Lyders Johansen peger på, at det er afgørende for effekten af den fysioterapeutiske indsats i neurorehabilitering at få flyttet det høje vidensniveau til praktiske kompetencer. Kun på den måde kan fysioterapeuter bidrage til læring og udvikling hos de mennesker, som er blevet ramt af en hjerneskade og modtager genoptræning.

Det er et helt grundlæggende element, når vi bedriver fysioterapi. Det er der, vi skal lægge vores energi. Vidensgrundlaget er der, men hvis vi ikke ved, hvordan vi får omsat det til praksis, så kan vi ikke rykke vores vidensniveau videre til et færdighedsniveau.

Genopfrisk de faglige fællesskaber

Katrine Lyder Johansens understreger, at det ikke handler om, at fysioterapeuter skal glemme eller nedtone vigtigheden af forskning, evidens og teoretisk viden. Hun mener til gengæld, at en øget bevidsthed om og mulighederne for at supplere akademiseringen af faget med en mere praksisnær tilgang både vil klæde faget og er nødvendig for det udbytte patienter og borgere får af den fysioterapeutiske indsats.

Vi skal bygge bro. Jeg synes, det er noget af det allervigtigste. Og det gør vi når, vi formår at få omsat vores viden til færdigheder i en fælles tværfaglig og tværsektoriel ramme. Vi skal simpelthen genfinde håndværket i vores fag – vi skal være dygtigere praktikere som fysioterapeuter.

Et skridt i den retning er at genopfriske de faglige fællesskaber. Ifølge Katrine Lyders Johansen led kontakten og nærheden i fællesskaberne på mange måder et knæk under Corona, hvor erfaringen blev, ”at det fungerede jo på afstand,” som hun siger og uddyber:

”Vi må ikke underkende betydningen af fællesskabet og den relationelle koordinering. Uanset hvor vi er ansat. Når vi møder hinanden, eller når vi tager telefonen og ringer til hinanden, så har det stor betydning for vores fælles sprog og forståelsesramme. Vi skal dyrke samtalen og fællesskaberne igen og derigennem blive klogere på hinanden og udviklingen af vores fag.”

Mere praksisnær forskning

En mere langsigtet og praksisnær forskning er der også behov for, peger Katrine Lyders Johansen på.

Forskningsprojekterne i dag er ikke langsigtede nok. Det er dyrt, at lave et 2-årigt interventionsstudie i forhold til de 3-6 måneder, som studier i dag typisk foregår over. Men konsekvensen er blandt andet, at man ikke kan vise politikerne at træningen hjælper – også på den lange bane.

Hun mener, at forskningen i højere grad skal tage udgangspunkt i den kliniske praksis og inddrage fysioterapeuter samt andre fagpersoners perspektiver og erfaringer, så tiltagene i højere grad kan omsættes og fungere i den hverdag, der er virkelighed for mange fysioterapeuter og deres kollegaer.

Vi skal ikke nødvendigvis have et utal af valgmuligheder i forhold til dyrt udstyr, hvis det ikke er implementerbart. Derfor skal vi i stedet prioritere at finde ud af: Hvor er patienten? Hvor er de pårørende? Hvor er vi? Ofte er det med de perspektiver som udgangspunkt, at vi kan se, hvad der mangler, hvad der kan forbedres, og hvad der i virkeligheden batter.

Derfor er det ikke nok – eller nødvendigvis den eneste rigtige løsning – ’bare’ at investere i dyr teknologi. Heller ikke selvom teknologiske tilbud har været en del af fysioterapien i mange år og uden tvivl fortsat vil være det i fremtiden, siger hun.

Træningsmængden skal øges. Det ved vi. Med den rigtige træning, rigtige intensitet, rigtige dosis og med den rigtige motivation – kan hjernen godt forandre sig. Også 10 år efter borgeren fik en hjerneskade. Men med de begrænsede midler, der er til rådighed, er vi nødt til at tænke endnu mere kreativt. Er vi gode nok til at stole på, at borgerne kan lave selvtræning? Husker vi de pårørende, som ofte gerne vil deltage og hjælpe? Er man som fysioterapeut dygtig nok til at finde en selvtræningsøvelse, som passer til patienten?