Mennesket og mestring i fokus for fremtidens ergoterapi

”Det er ikke så tit, at jeg stopper op og tager et helikopterperspektiv på mit eget fag, men det har jeg fået muligheden for i dag, og jeg kan se, at ergoterapeuter jo stadig er optagede af ADL og andre aktiviteter. Så er der egentlig så meget, der er forandret?” spørger Pia Kold, forperson for Ergoterapifagligt Selskab for Neurorehabilitering.

Det mener hun nu nok, at der er. For selvom aktivitet gennem årene har været kernen i ergoterapi – og fortsat er det – så spænder ergoterapi som fag i dag bredere, stiller andre krav og byder på nye muligheder. Og det kræver at ergoterapeuter er gode til at reflektere og stille spørgsmål ved egen praksis, siger Pia Kold.

Er vi gode nok til at sikre os, at patienter og borgere er i stand til at håndtere det nye liv, de skal ud og leve efter, de er blevet ramt af en hjerneskade? Kan vi gøre mere for, at hjælpe dem til at mestre deres nye livssituation med en forandret krop og kognition? Hvornår skal vi stoppe med at træne en arm, der ikke fungerer og i stedet fokusere på at lære patienten at kompensere og udføre aktiviteter på en anden måde?

De overvejelser – og flere til – præsenterede Pia Kold i sit oplæg om ergoterapeutiske perspektiver i neurorehabilitering. Svarene er ikke entydige, men i fællesskab blev der reflekteret over den retning, faget bevæger sig i og diskuteret muligheder, løsninger og udfordringer.

Er der egentlig så meget, der er forandret?

Ergoterapi som fag tager sit udspring i starten af det 20. århundrede, hvor det dengang var et fag udsprunget af håndarbejdsfaget og med fokus på udførelsen af kreative aktiviteter. I takt med at samfundet har udviklet sig, så har faget i løbet af årene også gennemgået forandringer og har i dag en bredere forståelse af aktiviteters betydning for menneskers sundhed og velvære. Faget spænder fra at være med fokus på kroppens – og særligt armenes – funktion til at kognition, dysfagi, energiforvaltning og tilbagevenden til arbejdsmarkedet er blevet indlemmet i forståelsen af, hvilke områder ergoterapi som fag dækker over.

Senest er neuroplasticitet i høj grad blevet omdrejningspunktet for udførelsen af den ergoterapi, der tilbydes nutidens patienter og borgere med erhvervet hjerneskade, og her vejer det tværfaglige samarbejde tungt, lyder det fra Pia Kold.

Der er rigtig meget, der skal puttes ind i ligningen, når vi taler om neuroplasticitet – lige fra det enkelte menneskes oplevelse af meningsfuldhed i træningen til repetition og intensitet i øvelserne og videre til, at mad og søvn også spiller en vigtig rolle.

I dag er ergoterapeuter med i alle faser af neurorehabilitering – lige fra det akutte og intensive forløb på hospitalerne til de næste faser, hvor der er et større fokus på rehabilitering og tilbagevenden til hverdagslivet. I ’krystalkuglen’ ser Pia Kold for sig, at ergoterapeuter naturligt kunne fylde mere i fase 4 – den vedligeholdende fase – end de gør i dag.

Det kunne godt være en stjerne, der lyser lidt stærkere. Måske ved at lade vederlagsfri ergoterapi blive en mulighed til de mennesker, som har levet med en hjerneskade i mange år? Jeg har oplevet, hvordan flere kan have brug for hjælp til justeringer i deres hverdagsliv, fordi noget i deres omgivelser har forandret sig.

Aktiviteter er omdrejningspunktet

”Kernen i ergoterapi er aktivitet,” står der på et af de første slides i Pia Kolds oplæg.

”Det synes jeg er værd at holde fast i. Det er vores unikke fokus som ergoterapeuter og vores fælles opgave at muliggøre aktiviteter med al den kompleksitet, der er i det,” siger Pia Kold.

Aktivitet er almenmenneskeligt, fortæller hun. Vi indgår hver især i mange forskellige aktiviteter, og vi udfører aktiviteter hele tiden. Summen af dem bliver til vores arbejdsdage, hverdagsliv og definerer os som mennesker. Det er aktiviteterne, der siger noget om, hvem vi er, og hvad der er vigtigt for os. Vi udfylder vores roller og udvikler os igennem aktiviteter, men de udføres ikke i et vacuum. Aktiviteter bliver altid til i et samspil med og under påvirkning af vores omgivelser.

Det betyder, at de aktiviteter vi tilbyder patienter og borgere – og de rammerne vi sætter dem i – kan være meget afgørende for den måde, de kan deltage i en aktivitet. Samtidig er både vores fag og det arbejde, man som ergoterapeut udfører, også påvirket af det dynamiske samspil og den udvikling, der undervejs er sket indenfor vores felt, siger Pia Kold.

Mennesket og mestring

I den nyeste definition af rehabilitering fra 2022 er mestring blevet tilføjet, gør Pia Kold opmærksom på.

Det handler om, at vi er nysgerrige på, hvordan vi bedst hjælper patienterne med at blive klædt på til at håndtere det liv, de skal ud og leve med en forandret krop og kognition. Er vi gode nok til det? Hvornår skal vi for eksempel stoppe armtræningen og i stedet støtte patienten i at lære kompenserende strategier?

Det har samtidig fået Pia Kold til at reflektere over, hvad det er ergoterapeuter egentlig skal sætte spot på hos den enkelte patient og borger. Får de spurgt sig selv: Hvad er hovedproblemet lige her? Hvad skal jeg være med til at forandre? Hvilke tilgange skal jeg arbejde med?

Det kræver ergoterapeuter, der er til stede der, hvor der er behov for neurorehabilitering, og at de er skarpe på aktivitetsanalysen: Hvad er der egentlig på spil i den her specifikke aktivitet, i den her præcise udførelse, i lige netop det her menneske? Er der nogle nye ting, vi skal gøre? Hvad skal vi holde fast i? Hvad ved vi, der virker – og hvad virker ikke?

Ved at tage udgangspunkt i det enkelte menneske kan ergoterapeuter bidrage til, at skabe forandringer i den hjerne, der har fået en skade, så den ramte kan opleve at deltage i meningsfulde aktiviteter. Og det er vigtigt, siger Pia Kold.

Vi ved, at neuroplasticitet fremmes ved personcentrering. Derfor skaber det læring, når det enkelte menneske oplever at være aktivt medvirkende, mærker engagement, føler sig motiveret og får en tro på egne evner i det forløb, som han eller hun indgår i. Når vi samtidig inddrager omgivelserne og arbejder i den kontekst, som patienten eller borgeren skal udføre sit liv og aktiviteter i, opstår der en overføringsværdi, der er helt afgørende for læring.

En fælles problemløsende proces

I den nye definition af rehabilitering er der – udover opmærksomheden på mestring – fokus på at patienten indgår i et ligeværdigt samarbejde med det team, der er tilknyttet rehabiliteringen, fortæller Pia Kold.

Patienternes præferencer og deres forudsætninger for at indgå i et rehabiliteringsforløb er så forskellige. Hvad kan lige netop den her patient være med til, hvad er det han eller hun kan deltage i og hvilken tilgang passer til den enkelte? Det handler om at finde en balancegang i, hvad patienterne er motiverede for, men også hvad de efter hjerneskaden er i stand til at deltage i.

Neurorehabilitering er kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet, og forløbene er meget afhængige af den kontekst patienten og fagpersonerne står i. Derfor kræver det nogle helt særlige kompetencer, at kunne planlægge og indgå en et personcentreret rehabiliteringsforløb.

”Vi skal passe på med at tro, at vi kan bruge den samme intervention til den patient, som er ramt af en lettere hjerneskade og den patient, som har fået en stor og komplet skade på hjernen. Der er hele tiden mange forskellige veje at gå, og vi skal konstant forholde os til den målgruppe, vi har med at gøre. Spektret af skader er stort, interventionerne er mange og konteksten forskellig – så hvad er det præcist for en indsats, vi skal have i netop den kontekst, vi står i?”

Inspireret af Derick T. Wade opfordrer Pia Kold til at se neurorehabilitering som en fælles problemløsende proces i det tværfaglige team. En slags hypotese-testning kalder hun det, hvor teamet i fællesskab målrettet tester hypoteser ved indsamling af  viden, målsætning, igangsætter interventioner og evaluering.

Man kan godt se på det som en kreativ og nysgerrig proces, hvor teamet undersøger, hvad der er på spil og prøver at blive klogere på det. Vi spørger os selv: Hvad skal prioriteringen være? Hvad er det vigtigste, vi sammen skal arbejde målrettet på? Vi arbejder struktureret og tester vores hypoteser ved at koble handlinger på, og så forholder vi os til, om det forandrede noget.

Og netop samarbejdet omkring patienten fremhæver Pia Kold som det allervigtigste. Både mono- og tværfagligt, men ikke mindst tværsektorielt. For som ergoterapeut skal man ikke kunne det hele selv, siger hun.

”Man skal have kollegaer, man kan sparre med, og som kan hjælpe en med at holde fast i det ergoterapeutfaglige samtidig med, at man indgår i et værdifuldt tværfagligt samarbejde med kollegaer, som kan nogle helt andre ting og med en bevidsthed om, at vi også kan samarbejde med dem, som vi på et tidspunkt sender patienterne videre til.”

Implementering og prioritering af evidens

De seneste to årtier er ergoterapi som fag i stigende grad blevet præget af akademisering, der medfører en forventning om, at ergoterapeuter baserer deres arbejde på evidensbaseret viden. Og det er helt på sin plads, siger Pia Kold. Samtidig opfordrer hun dog til, at man som ergoterapeut kigger med et lidt mere kritisk blik på den viden, man får fra forskningen.

Der er en forventning om, at vi bedriver evidensbaseret praksis – og selvfølgelig skal vi det. Men lad os komme derhen, hvor vi dykker lidt mere ned i, hvad der egentlig er evidens for. Hvad er det præcist, at forskningen siger?

Det er nemlig ikke nok at kunne læse og forstå en videnskabelig artikel, fortæller Pia Kold. Det kommer i sig selv ikke patienter og borgere til gode. Set med hendes øjne er der derimod et behov for at få ”oversat viden fra forskningen til den praksishverdag, man befinder sig i som ergoterapeut”. Det betyder en højere grad af prioritering i forhold til, hvad der kan og skal implementeres i arbejdet med patienter og borgere.

”Hvad er det, vi kan implementere, og hvad er det vi skal prioritere? Hvem er det, der får gavn af lige præcis den nye og specifikke viden, vi kigger på? Hvad er det for et oversættelsesarbejde, vi skal igennem for, at vi kan skabe de her nye tilgange, hvor mennesket og mestring kommer i fokus?”

Selvom der, ifølge Pia Kold, er brug for at dykke dybere ned i den viden, forskningen frembringer, så understreger hun, at vi ikke må glemme al den erfaringsbaserede viden, der er ”derude”. Hun opfordrer til, at man nærmer sig  nysgerrigt med en intention om at blive klogere på erfaringerne og undersøge dem nærmere.

Jeg kan godt tænke, at vi lever i en tid, hvor viden hurtig bliver letomsættelig: Hvis der er evidens for det, så har vi svaret – og så er det ’bare’ det, vi skal gøre. Måske er det ikke helt så enkelt. Lad os sammen kigge ind i hvad der egentlig er evidens for og huske på, at der også er en masse erfaringsbaseret viden, som vi mangler at blive klogere på og undersøge nærmere.