Frederik og Henriette sidder ved siden af hinanden om et lille rundt bord. Det har de gjort utallige gange i Frederiks tre år lange ophold på Ny Fjordbo. Snakken går livligt. Frederik har lige købt en ny computertaske, bemærker Henriette. Den er drønsmart, synes hun, og Frederik fortæller, at den var et røverkøb.

”Vi har mødtes næsten hver dag, og vi har haft nogle gode samtaler. Vi har både haft sjove samtaler, og nogle der var mere alvorlige. Jeg tror, at Henriette er den jeg har været mest åben overfor, og det har været rart,” siger Frederik om deres relation.

Berøringsmod

Henriette er i dag afdelingsleder på Ny Fjordbo, men det var i rollen som Frederiks lærer, at de lærte hinanden at kende. Mellem de mange matematikstykker, som Frederik ihærdigt lavede, dukkede hans bekymringer og de store spørgsmål om livet op. Henriette mødte alt det svære, som Frederik oplevede med det, som hun kalder berøringsmod. Det modsatte af berøringsangst.

”Det kræver mod at være i det svære, men jeg kan godt lide, at vi kan være vidner til hinandens liv på godt og ondt. Noget af det svære bliver reduceret, når man er flere om at bære det. Det er for tungt, at bære det hele selv ” siger Henriette.

Åbenhed er et godt fundament

En god relation kommer ikke ud af det blå. Den er betinget af, at man tør åbne sig og lukke hinanden ind, fortæller Henriette. Hun roser Frederik for det mod, som han har vist med sin åbenhed.

”Det er jo sådan, at man skal inviteres ind i en andens liv for at få en plads – og det gjorde Frederik ret hurtigt. Da du fandt modet til at åbne dig, og sætte ord på alt det der var svært, var det nemmere at hjælpe dig. Det kan godt være, at jeg selv var med til at sparke døren lidt ind, men så var det jo heldigt, at Frederik tænkte: ’Okay. Nu står hun her – så lad da gå’”

Frederik nikker og peger på noget andet, der også har haft stor betydning:

”Vi har den samme humor, og vi har ikke overskredet hinandens grænser. Det har også gjort, at det blev meget lettere”.

En god relation kan bære det svære

Da Frederik havde været på Ny Fjordbo i et års tid, skulle han flytte fra afdelingen på 5. sal af Vejlefjord Rehabilitering og op i ’Huset’ – en tidligere lægebolig et stykke oppe af den snoede og kuperede Sanatorievej. Det blev Henriettes opgave, at fortælle Frederik, at han skulle flytte, og hun husker tydeligt Frederiks reaktion, for han var bestemt ikke begejstret.

”Der var du ikke tilfreds med mig Frederik. Du har aldrig været så ked af som den dag. Jeg tror, at du tænkte: ’Det skal hun ikke sige. Hun må finde på noget andet’. Men jeg sagde det kun fordi, at jeg vidste, det ville blive godt. Jeg vidste også, at det ville blive hårdt, og at du skulle kæmpe”.

For Frederik var ’Huset’ forbundet med en høj grad af usikkerhed. Hvordan skulle han komme frem og tilbage? Hvordan med det sociale fællesskab? Sammen lagde Henriette og Frederik en plan.

”Vi købte en scooter og arrangerede køretimer. Det hjalp gevaldigt. Du sad heroppe ved mig, og vi lavede en målestok, hvor du kunne markere, hvor langt du var i processen – hvor klar du følte dig. Og nu sidder du her i dag og synes, at ’Huset’ er det fedeste sted i verden. Så det var kampen værd,” siger Henriette.

Udviklingen

Der er stor forskel på den Frederik, der nu står på tærsklen til at flytte i egen lejlighed, og den Frederik der tre år tidligere flyttede ind på Ny Fjordbo.

”I starten der var jeg ikke så social, men der er sket en klar bedring fra dengang til nu. Jeg var meget stille og genert – nu fjoller vi mere. Jeg tør mere. I starten kæmpede jeg meget med kvalme. Det går bedre nu. Jeg har mere overskud,” siger Frederik.

Da Frederik flyttede ind på Ny Fjordbo, mødte Henriette en ”meget stille og forsagt ung mand, der var meget indadvendt”, men hun så også en stærk ung mand med en stædighed, der gjorde, at det han satte sig for, det fik han gennemført.

Den unge mand er for kort tid siden blevet STU-student. Derfor vil Frederik gerne sige til andre unge mennesker med en erhvervet hjerneskade:

”Det skal nok gå. Også selvom det kan se lidt træls ud”