
Vejlefjord Rehabilitering er et privathospital der primært tilbyder neurorehabiliteringsforløb på specialiseret niveau samt genoptræning og rehabilitering til mennesker, der efter en operation, skade eller et længere sygdomsforløb ønsker en målrettet indsats i optimale og trygge rammer.
Vi består af et Sengeafsnit med plads til 38 indlagte. Sengeafsnittet er opdelt i fire tværfaglige teams, som består af sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter/hjælpere, neuropsykologer, audiologopæder og sundhedsfaglige patientkoordinatorer. Vi er mange forskellige faggrupper samlet i teamet for at kunne yde den bedste rehabilitering og genoptræning til vores patienter som har svære funktionsnedsættelser af fysisk, kognitiv, emotionel og social art.
Vores sygeplejegruppe består af 30 sygeplejersker, 2 SSA’er og 1 SSH’er. Vi har en meget ligeværdig kommunikation med en uformel tone og med plads til grin. Vi vægter høj faglighed samt personlig og faglig udvikling meget højt.
Som sygeplejerske på Vejlefjord Rehabilitering får du mulighed for at blive en del af en arbejdsplads, hvor vi med respekt for hinandens monofaglige ståsted, arbejder tæt og tværprofessionelt sammen i teams. Som sygeplejerske her får du således mulighed for at være med til at præge og skabe gode patientforløb med afsæt i det enkelte menneskes liv.
Stillingen er på 30-37 timer/ugen. Ønsket tiltrædelse er 1. maj 2026.
Der arbejdes dag- og nattevagt eller dag- og aftenvagt. Du skal påregne at arbejde hver 3. weekend samt ca. 12 nattevagter på 12 uger eller 18 aftenvagter på 12 uger. Vi arbejder med selvtilrettelæggende vagtplanlægning.
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst mellem Dansk Erhverv og Dansk Sygeplejeråd.
Du kan få mere information om stillingen hos Ledende sygeplejerske, Susan Schlytter på tlf. 48883740. Du kan også læse mere om os på www.vejlefjord.dk.
Send dit CV og ansøgning til HR@vejlefjord.dk. Noter i emnefelt ”Ansøgning sygeplejerske”.
Vi indkalder løbende til samtaler. Ansøgningsfrist dog 08.03.2026