Selina er i praktik i en børnehave: ”Jeg var bange for, at de ikke kunne bruge mig”

Med sin venstre underarm klemmer 23-årige Selina Tove Akar kartonen med den økologiske minimælk mod venstre side af overkroppen, mens hun med højre hånd forsøger at åbne kartonen. Et utålmodigt ”argh” undslipper stilfærdigt hendes læber, men smilet blegner ikke, selvom kartonen er svær at åbne. Blikket er både koncentreret og stædigt. Til sidst lykkes det for hende at lirke åbningen på mælkekartonen op.

Det er tirsdag formiddag i Børnehuset Skovly, og for en lille gruppe børnehavebørn betyder det bagedag sammen med Selina. Køkkenet er fyldt med ivrige små stemmer. Langs køkkenbordet står fem piger på hver deres skammel. Nysgerrigt følger de med i hver eneste af Selinas bevægelser på den modsatte side af bordet. På skift tripper pigernes ben spændte op og ned af skamlerne. Forventningens glæde sitrer i luften.

”Hvad skal vi bage i dag?” lyder det fra en af pigerne, mens en anden gerne vil vide om, de snart er klar til at gå i gang. Stille og roligt finder Selina gær og mel frem.

”Vi skal bage boller. Har I husket at vaske jeres fingre?”

Selina sætter skålen fra røremaskinen frem på bordet og kigger på pigerne. Et par af dem forsvinder straks ud mod håndvasken, mens en pædagog sørger for, at de andre får elastikker og spænder i håret.

Hjernetumor gav en anden vej i livet. Og i skolelivet.

Selina var otte år gammel, da en scanning afslørede en tumor i hendes hjerne, fortæller hun.

Tumoren påvirkede mit syn, så jeg blev hurtigt indkaldt til en scanning af hjernen. Efterfølgende blev jeg opereret, men natten efter operationen fik jeg en blodprop i hjernen og blev lam i hele venstre side. Det gik også udover mit syn, så jeg kan ikke se den venstre del af synsfeltet på begge øjne.

Efter et langt behandlings- og genoptræningsforløb genvandt Selina sin gangfunktion, men styrken i venstre ben er stadig nedsat, og førligheden i venstre arm er aldrig vendt helt tilbage. Derfor lever Selina i dag med en knyttet venstre hånd og med venstre arm bøjet i det, der nogenlunde svarer til en 90 graders vinkel. Hjernetræthed er en daglig følgesvend, der betyder, at Selina må prioritere at hvile sig flere gange om dagen.

Trods udfordringerne har hun alligevel haft mod på at kaste sig ud i en praktik, hvor dagene er aktive med gåture i skoven, bagning i køkkenet og leg på legepladsen. Det kan ikke undgås, at lydniveauet i en børnehave ofte er højt, og at der indimellem sker noget uforudsigeligt. Men for Selina har der aldrig været skyggen af tvivl: Børnehaven er hendes drømme-praktiksted.

Bare det at være sammen med børnene og opleve deres glæde, gør mig i godt humør. Sådan har det været fra jeg selv var helt lille, og da jeg gik i folkeskole. Børn har altid interesseret mig. Da jeg kom på specialskole, blev jeg set som en lille hjælper, fordi jeg hjalp de mindre børn, der sad i kørestol

Selinas vej gennem skole og uddannelse blev udfordret af den hjerneskade, som tumoren og blodproppen medførte, og undervejs har hun oplevet nederlag. Efter genoptræningen kunne hun ikke længere følge de andre børns tempo i folkeskolen, og i en periode modtog hun hjemmeundervisning. I 6. klasse kom Selina på specialskole, og da hun afsluttede specialskolen med 9. klasse fulgte et års tid, hvor hun gik derhjemme, mens forskellige muligheder for videre uddannelse blev undersøgt.

I dag bor Selina på Ny Fjordbo, der er Vejlefjord Rehabiliterings botilbud til unge mennesker med en hjerneskade. Da hun flyttede ind for to år siden var det samtidig startskuddet til en 3-årig stu (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, red.). Det er som led i denne uddannelse, at Selina er i praktik i Børnehuset Skovly.

Jeg er vildt glad for det. Praktikken er det bedste, jeg har på skemaet, siger Selina.

Tid og tålmodighed

Karin Beck Mortensen er stu-lærer på Ny Fjordbo, og hun fortæller, at Selinas iver efter at komme i praktik var så stor, at personalet på botilbuddet i den bedste mening måtte bremse hende lidt. Sammen med Selina husker hun tilbage på den begyndelse, Selina havde på praktikforløbet.

Selina havde fra starten af et meget stort ønske om at komme i praktik, og vi var aldrig i tvivl om, at hun skulle i praktik. Men jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Vi skal ikke have den åbnet for hurtigt’. Vi skulle lige lære det her unge menneske at kende først.

Efter et halvt år aftalte Karin Beck Mortensen og Selina et møde med Karin Rabjerg Vestergaard, der er leder af Børnehuset Skovly. Selina husker tydeligt de følelser, der løb igennem hende, da hun skulle præsentere sig.

”Jeg tænkte, at hun nok ville sige, de ikke kunne bruge mig alligevel, når jeg fortalte om problemerne med min arm og mit syn. Jeg var bange for, at de ikke kunne bruge mig, fordi jeg måske ikke ville være til så meget hjælp.”

Men Selina blev glædeligt overrasket. Karin Rabjerg Vestergaard havde nemlig ikke de samme bekymringer. I stedet mødte hun Selina med åbenhed og med tillid til, at det kunne hun godt klare. Til at starte med en enkelt dag om ugen i halvanden time.

”Det var du ikke helt tilfreds med, Selina. Kan du huske det? Du var fuld af ideer, og du ville gerne det hele. Allerede efter den første dag var du klar til hurtigt at komme op i timer, og jeg tror, du bandede os væk langt væk, fordi vi ikke bare skruede op for timerne med det samme,” siger Karin Beck Mortensen og smiler til Selina.

Men det var den helt rigtige vurdering at gå langsomt frem, mener hun.

Der er mere træthed i spil i starten, hvor det hele er nyt. Selina skulle aflæse mange forskellige nye situationer, og der var meget, der skulle læres: Hvad er min rolle? Hvornår skal jeg blande mig? Hvad skal jeg løse? Hvad gør de andre? Det kan godt være svært i starten. Så tålmodighed og tid til at udvikle sig langsomt er vigtigt, ellers kan en praktik komme til at føles som et kæmpe pres. Også selvom personalet er meget opmærksomme på at støtte op om praktikanten, som ikke skal med stå ansvaret for en situation selv.

Og set i bakspejlet er Selina enig. Den hjernetræthed, som forfølger hende, mærker hun ofte først på bagkant. Derfor kan det i situationen være svært selv at sige stop. Særligt når man – som Selina – er ”vildt glad” for at være blandt børn og medarbejdere i Børnehuset Skovly.

Træningen på Ny Fjordbo støtter op om praktikken

Det overordnede formål med en praktik i et stu-forløb er, at den unge får erfaring med at være på en arbejdsplads og samtidig lærer noget om sig selv. For Selina handler det blandt andet om at få indsigt i, hvor mange timer hun kan være i praktik, uden det sker på bekostning af hendes øvrige liv. Derfor arbejder personalet på Ny Fjordbo aktivt sammen med Selina om energiforvaltning, siger Karin Beck Mortensen.

”Selina har blandt andet energiforvaltning som et mål, fordi det kan være svært for hende mærke, hvornår hun er træt. Hun er ved at lære, hvordan hun finder den rette balance mellem aktivitet og hvile, og det støtter vi hende i ved for eksempel at være opmærksomme på, om hun har overskud til alle dagens gøremål og aktiviteter. Overordnet handler en stu jo om, at den unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til et så aktivt og selvstændigt liv som muligt. Her er praktikken i kombination med den træning, undervisning og den dagligdag, vi har på Ny Fjordbo med til at give Selina mange værdifulde erfaringer, hun kan bruge i sit liv.”

Siden opstarten i praktikken for 15 måneder siden har Selina i samråd med personalet på henholdsvis Ny Fjordbo og i Børnehuset Skovly øget praktiktiden til i alt otte timer fordelt over to dage. Hver tirsdag og torsdag cykler hun derfor de ni kilometer, der er frem og tilbage mellem Ny Fjordbo og praktikstedet. Det er en cykeltur, der umiddelbart kan virke uoverskuelig med de fysiske udfordringer, Selina har på grund af sin hjerneskade. Nogen vil måske endda mene, at turen er uforsvarlig.

Den nedsatte funktion i venstre hånd og arm begrænser Selina i at holde om cykelstyret, og hendes venstre ben spænder op, når hun har cyklet i kort tid. På grund af det nedsatte syn må Selina stoppe helt op og dreje hovedet meget langt til siderne, når hun skal orientere sig i trafikken. En cykel med to hjul er med andre ord ikke et sikkert transportmiddel.

Men en del af praktikken i et stu-forløb på et rehabiliterende botilbud som Ny Fjordbo handler også om, at undersøge om og hvordan man selvstændigt kan komme fra sin bopæl til praktikpladsen.

Op til praktikken begyndte en fysioterapeut fra Ny Fjordbo derfor at træne transport med Selina. Sammen har de cyklet op og ned af bakkerne omkring Vejlefjord, og Selina har afprøvet forskellige typer af cykler og fundet en model, hun er tryg ved. Da Selina begyndte at cykle i praktik agerede fysioterapeuten ”følgevogn” og medvirkede til, at det blev en god oplevelse. I dag klarer Selina selvstændigt turen mellem Ny Fjordbo og Børnehuset Skovly. Der foregår på en særlig elcykel med tre hjul – og sådan et transportmiddel går ikke ubemærket hen blandt børnene i børnehaven.

De kalder den for en racercykel. Jeg synes det er fedt, at de ser sådan på det. I stedet for at det er en handicapcykel eller sådan noget, siger Selina.

Aftenen inden Selina skal møde i praktik holder hun øje med vejrudsigten. Er vind og vejr for voldsomt øver hun sig med støtte fra personalet i at bestille en flex-taxa.

Vi er ikke ens, men alle har noget at byde ind med

I køkkenet kører røremaskinen på fuld kraft. Lidt af gangen hælder Selina mel i den klistrede dej.

”Har vi mere hvedemel?” spørger hun.

En hurtig eftersøgning afslører, at den er blevet brugt på hjemmelavet modellervoks. I stedet har en af pædagogerne fundet en pakke grahamsmel frem til Selina, men det er ikke uden bekymring for udfaldet af bageprojektet, at Selina tager imod pakken med det grove mel. Det kan nemlig gøre bollerne tørre, forklarer hun.

Rammerne for Selinas praktik er fastlagte og hendes opgaver er klart definerede. Alligevel kan det ikke undgås, at hun indimellem støder på udfordringer. Køkkenredskaber, der bytter plads og forstyrrer overblikket. Et ben der ikke kan løbe med, når børnene gerne vil lege fangeleg. En mælkekarton, der er svær at åbne. Den venstre arm og hånd, der nogle gange spænder op, og gør det vanskeligt at arbejde med den, så det for eksempel er svært for Selina at hjælpe børnene med deres overtøj.

De udfordringer Selina støder på er hun blevet dygtigere til at tackle i løbet af sin praktik, lyder det fra Karin Beck Mortensen.

Selina har fortalt mig, at hun er blevet meget bedre til at sige: ’Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg prøver lige, men det er ikke sikkert, at jeg kan i dag.’ Hun viser, at man godt kan prøve. Nogle gange lykkes det ikke, og så spørger man om hjælp, fordi det faktisk er helt okay at spørge om hjælp. Ligesom det er okay at blive træt. Og fortælle at man bliver træt.

Selina nikker, mens hun lytter til Karin Beck Mortensens ord. Med tiden har hun valgt at være åben omkring sit sygdomsforløb og de begrænsninger, hun oplever i hverdagen. Børnene i børnehaven har set billeder af Selina med forbinding om hovedet, efter hun blev opereret, og de har set billeder fra dengang, hun som barn sad i kørestol. Vi skal ikke alle sammen være ens og kunne det hele, men vi skal huske, at alle har noget at byde ind med. Det er blevet en vigtig værdi for Selina at give videre.

Jeg synes, det er godt, at børnene oplever, at en arm også kan være sådan som min er, og at alle ikke nødvendigvis kan løbe, fordi bentøjet måske driller lidt. De kan jo rigtig godt lide at lege fangelege og den slags, men så siger jeg til dem, at jeg ikke kan løbe, fordi så snubler jeg og vrikker om på foden. Det forstår de det godt, og jeg synes, det er fedt, at de er nysgerrige på det.

På køkkenbordet ligger dejen skåret ud i mindre stykker, der hver er klar til at blive formet til boller. 60 stk. er der i alt. Selina har talt efter for at være helt sikker på, at der er lune eftermiddagsboller nok til alle børnene. Nogle af dejklumperne bliver til traditionelt formede boller, mens kreative børnefingre former andre til blomster og pizzasnegle.

”Selina er i høj grad vokset med opgaven, og hun kan nu følge børnenes initiativ. Vi er så glade for at have hende i huset. Hun er vellidt blandt både børn og voksne, og fra første færd har hun været ambitiøs og taknemlig for denne mulighed,” siger Karin Rabjerg Vestergaard.

Praktik er en vigtig opgave, der tjener et større formål

Karin Rabjerg Vestergaard var fra starten af sikker på, at Selina havde noget værdifuldt at tilbyde børnehaven, siger hun.

Selina har en naturlig ro over sig, og hun udviser stor omsorg for de enkelte børn. Sammen med hende gør det ikke noget, at det hele tager lidt længere tid, og den ro har mange af vores børnehavebørn stor gavn af at kunne læne sig op ad.

Men at modtage et ungt menneske med en hjerneskade i praktik var alligevel ”nyt land”, som Karin Rabjerg Vestergaard udtrykker det. I starten af praktikforløbet sagde hun ja til alle Selinas initiativer og gode ideer, men i dialog med Ny Fjordbo fandt hun ud af, at det kostede for meget af Selinas energi, fordi personalet på Ny Fjordbo så, at Selina manglede overskud til andre ting. Derfor er samarbejdet med Ny Fjordbo afgørende for at skabe et godt og udviklende praktikforløb for Selina.

”Vi har et supergodt samarbejde. De har virkelig gjort en dyd ud af at klæde os på til opgaven. Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg skal henvende mig, hvis vi får brug for hjælp, og jeg er heller ikke i tvivl om, at vi nok skal få den rette hjælp, hvis behovet opstår.”

For Karin Rabjerg Vestergaard handler det at have Selina i praktik ikke om at få et par ”ekstra hænder”. Ifølge hende er det tværtimod en vigtig opgave, der tjener et større formål.

”Jeg synes, vi har et ansvar på samfundsniveau for at være med til skabe rammerne for, at unge mennesker som Selina får mulighed for at afprøve deres ressourcer og kompetencer, så de kan finde deres vej i livet. Måske med nogle krumspring og omveje undervejs. Vi har en arbejdsplads med højt til loftet, og her er plads til at prøve ting af. Det at vi kan bidrage til at skabe mening for Selina, se hende blomstre og udvikle sig og opleve, hvordan hun føler sig hjemme i vores arbejdsfællesskab. Det er det hele værd.”