Neuropsykologens rolle i det tværfaglige arbejde

Neuropsykologen som teamkollega

”Det er noget helt særligt, at vi herude er så meget sammen med hvert vores team, og at vi indgår i så stærkt et samarbejde med vores teamkollegaer”. Sådan udtrykker Karina sig om det at være ansat som neuropsykolog på Vejlefjord Rehabilitering. ”Det er en anden konstellation, end mange andre gør tingene på. Vi er et af de få steder, hvor man er så dybt involveret i patientforløbene,” påpeger hun. Sengeafdelingen på Vejlefjord Rehabilitering er opdelt i fire tværfaglige teams med hver sin neuropsykolog tilknyttet. ”At vi som neuropsykologer er så meget til stede, og at vi i den grad er tilgængelige, tænker jeg er en meget meningsgivende og samarbejdsfremmende måde at arbejde på,” siger Karina. Derfor oplever hun også, at hendes dør er velbesøgt, at det er derfor hun lige bliver hevet til side ude på gangen, eller at nogen har noget, der skal vendes, når hun kommer forbi teamkontoret. ”Det er egentlig der, at nogle af de bedste drøftelser sker. Når vi lige har 10 minutter til at gennemgå en patient ved en konference afspejler det jo ikke altid, hvad der egentlig er på spil omkring patienten,” forklarer Karina. ”Jeg tænker, at der kommer en meget større forståelse og meget mere læring ud af at være tæt tilknyttet hinanden. Jeg er lidt blæst bagover af, hvor fagligt engagerede og up to date mine tværfaglige kollegaer er. Det gør også, at jeg bliver nødt til at være ekstra skarp. Jeg tror, at hvis jeg ikke havde den fornemmelse med mine kollegaer – af hvor dygtige de er – så ville jeg hurtigt kommer til at sidde oppe på en piedestal, udstikke nogle tiltag, forvente at det skete og så blive frustreret, hvis det ikke lykkes. Nu kan jeg jo se, at det ikke er fordi mine kollegaer ikke vil eller ikke kan. Det handler om noget andet, og på den måde bliver jeg faktisk endnu mere nysgerrig,” uddyber Karina, der også påskønner, at kunne mærke den rehabiliterende stemning på en anden måde end hun har været vant til fra tidligere ansættelser:

Her får jeg lov til at se og fornemme, hvad det gør, når der sker noget akut, eller hvordan det liver huset op, når man glædes over, at en patient kan klare nye funktioner. Det kan måske blive mere uigennemsigtigt, hvornår jeg er neuropsykolog, men det er netop en indikator for, hvor meget man faktisk er med inde i tingene. Til gengæld så tror jeg, at det jeg byder ind med har en større relevans og er lettere omsætteligt, fordi det så er meget mere praksisnært.

Mest mulig meningsfuldhed på flest mulige livsområder

På Vejlefjord Rehabilitering har neuropsykologen det overordnede ansvar for at sikre, at patientforløbene foregår på et helhedsorienteret grundlag ud fra en neuropsykologisk og patientcentreret tilgang. ”Det fremhævede ord her er jo rigtig meget ’helhedsorienteret’,” understreger Karina, og tilføjer at ’helhedsorienteret’ og ’neuropsykologisk tilgang’ efter hendes mening er to alen af ét stykke: ”At have en neuropsykologisk tilgang betyder, at vi kigger bredt på patientens funktionsniveau, hvor vi som faggruppe kan holde både det neurologiske, det kognitive, det somatiske, det psykiske men også det affektive, det reaktionelle, det relationelle og det personlighedsmæssige op samtidig og derudover yderligere trække pårørende, beskæftigelse og livsfunktion i eget hjem med indover. Vi kan virkelig favne bredt”. For patienten og for det tværfaglige arbejde har den helhedsorienterede tilgang afgørende betydning. Specialiseret rehabilitering, og rehabilitering generelt, handler nemlig om at skabe mest mulig meningsfuldhed på flest mulige livsområder for det enkelte menneske, fortæller Karina og pointerer: ”Det kan vi kun, hvis vi er meget patientcentrerede i vores arbejde samtidig med, at vi også er helhedsorienterede, og der tænker jeg, at neuropsykologer har en force i det tværfaglige arbejde. Vi kan godt snakke med om, hvad for eksempel håndens funktion betyder for ens personlige liv, selvom vi ikke er fysioterapeuter. Vi kan forholde os til, hvad det betyder, at kunne klare en ADL-funktion godt eller mindre godt. Vi kan tale med omkring det, som sygeplejen oplever, og hvad det for eksempel betyder for patienten at kunne ernære sig selv og have en fornemmelse af døgnrytme eller ej. Vi kan tale med ind i forskellige faggruppers monofaglige områder og hele tiden have for øje, hvor patienten er i det”. På den måde kan neuropsykologen guide og vejlede teamet i forhold til, at vurdere og prioritere indsatser i patientforløb, der alle er meget forskellige. Med andre ord er neuropsykologen den, der holder overblikket over, hvordan brikkerne med fordel kan placeres i det komplekse puslespil, som et patientforløb er. ”Vi har et ansvar for at behandlingsplanerne for hver enkelt patient er vurderet i forhold til den genoptræningsplan, som patienten kommer med, at vi er fagligt opdaterede og at vi har en viden om, hvad patienten kan profitere af i forhold til, hvilken skade patienten har pådraget sig. Vi skal være velorienterede i det empiriske grundlag bag de indsatser, som vi laver,” siger Karina i den forbindelse.

Faglig nysgerrighed baner vej for en øget kvalitet

”Det handler meget om, at man skal lære det team man samarbejder med rigtig godt at kende. Vi skal som neuropsykologer ikke diktere noget, og vi skal ikke pålægge noget. Vi skal derimod være nysgerrige på andres fagligheder for at kunne bruge de informationer, som vi får og for at kunne handle ind i den viden. På den måde håber vi jo også på, at vi er med til at gøre de andre faggrupper i teamet gensidigt nysgerrige på hinanden,” fortæller Karina. At være fagligt nysgerrig er ifølge Karina væsentligt at bære med sig hele vejen igennem et patientforløb. Det er på mange måder afgørende for kvaliteten af den tværfaglige indsats, der ydes. ”Kan det lykkes? Kan det ikke lykkes? Hvorfor kan det ikke det? Kan vi rette på noget i vores tilgang? Det tænker jeg, at neuropsykologerne her i huset er gode til at få spurgt ind til, når vi oplever en faggruppe, der vurderer, at her er et projekt omkring en patient, som vi får svært ved at komme i mål med. Nogle gange er der et helt klart fagligt svar på, hvorfor det ikke går. Andre gange giver det mening lige at gå det ekstra afprøvende skridt. Så bliver man en erfaring rigere, og måske rykkede det lige det, der skulle til for patienten. Og hvis ikke så kan vi som fagpersoner finde ro i, at vi gjorde det ekstra, der skulle til for, at vi kunne være helt sikre i vores sag,” siger Karina. ”Det er jo kun en lille brik i puslespillet, at vi ser patienten,” påpeger Karina, og beskriver at hendes funktion ofte er af en mere indirekte karakter. Den handler ofte om alt det der ligger indimellem linjerne i patientens dagligdag, og som mere finder sted ude i kulissen end i den direkte patientkontakt. ”Selvom det er neuropsykologens navn, der står nederst på de fleste papirer, som patienten får med herfra, og selvom vi varetager både patientundervisning, samtaleforløb og laver vurderinger, så kan de ofte have svært ved at placere, hvem man er. Også selvom man selv synes, at man har været utrolig involveret i deres forløb. De mennesker patienten husker bedst er som regel dem, der har hjulpet med at løse et konkret problem i hverdagen. Det er ofte en kontaktperson,” fortæller Karina og peger på, at meget af neuropsykologens tid går med formidling. ”Vi har et stort formidlingsarbejde ud til alle faggrupper. Det handler rigtig meget om, hvordan vores tværfaglige kollegaer kan bruge den viden, som vi kan tilvejebringe i deres indsatser. Om man har en informerende eller orienterende tilgang til patienten, om man arbejder meget på det kropslige niveau med patienten, eller måske om fokus skal ligge på at dæmpe stimuli,” uddyber hun. Formidlingsarbejdet er et vedvarende projekt, som Karina og hendes kollegaer i gruppen af neuropsykologer hele tiden er opfølgende på for, som Karina siger: ”Det er ikke noget man bare kan slå ned på og beskæftige sig med en enkelt gang om ugen”.

En forløbsrettet indsats

Neuropsykologens formidlende funktion er ikke alene af betydning for det tværfaglige arbejde med patient og pårørende internt i teamet og på Vejlefjord Rehabilitering. En stor del af neuropsykologens jobbeskrivelse kredser i lige så høj grad om formidling i det tværsektorielle samarbejde, der foregår med andre fagprofessionelle udenfor matriklen. I sidste ende er det nemlig neuropsykologen, der har tjekket alt igennem i forhold til, hvad der skriftligt kommer til at følge med patienten videre, når forløbet på Vejlefjord Rehabilitering afsluttes. ”En stor del af vores arbejde ligger i at hive vores eksterne samarbejdspartnere med ind i patientforløbet, så de er velorienterede. At vi informerer og inddrager, når det er relevant. Der har vi en rolle i at være samlende, have overblikket og finde en balance. Vi skal producere et godt fagligt materiale, som lever op til en kvalitet, hvor det er brugbart for andre faggrupper, der skal arbejde videre med patient og pårørende i en anden kontekst,” fortæller Karina. ”Fordi vores eksterne samarbejdspartnere hele tiden står i foranderlige kontekster, skal vi være påpasselige med at holde på en fast form, der ikke giver mening, men i stedet være nysgerrige på hvilke behov de har, når vi formulerer os,” siger hun og understreger, at facilitering af en relation mellem patienten, de pårørende og den kommende samarbejdspartner også er noget hun vægter højt. ”Hvis vi kan få patient og pårørende til at se det som en ressource og føle sig trygge i, at der står et system, som er villig, lyttende og klar, når de forlader os, så synes jeg, at vi har gjort noget helt særligt. Der er noget smukt og meningsgivende ved, at vores indsats er så forløbsrettet. At Vejlefjord Rehabilitering er en station, hvor der virkelig skal fyldes noget på, men at vi også lægger de skinner, som patient og pårørende kan fortsætte den videre rejse af,” siger Karina, og afslører: ”Nogle gange ville jeg da ønske, at jeg kunne være den der neuropsykolog, som lige fik alle brikkerne til at falde på plads, og gjorde både sorgen og forståelsen lettere, men jeg tror også, at jeg er kommet ind i en forståelse for, hvor svært det er at være patient og pårørende i det her og at meget af det, som vi laver er forberedelsesarbejde til, at de kan blive grebet af nogle rigtig dygtige fagpersoner på den anden side af opholdet hos os”.