Om Enhed for forskning og udvikling

Alle afdelinger bidrager på forskellig vis til forskning og udvikling på Vejlefjord Rehabilitering. Arbejdet har form af såvel interne kvalitets- og udviklingsprojekter som forskningssamarbejder med eksterne forskningsmiljøer herunder universiteter, hospitaler og andre rehabiliteringsinstitutioner. Studerende fra professionshøjskoler og universiteter kan også udføre interviewundersøgelser eller anden form for dataindsamling i samarbejde med enheden i forbindelse med eksempelvis bacheloropgaver eller kandidatspecialer. Enheden har også ph.d.-studerende tilknyttet.

En overordnet målsætning for Vejlefjord Rehabiliterings forsknings- og udviklingsprojekter er at kunne bidrage til ny viden inden for neurorehabilitering herunder om effekten af forskellige former for træning, teknologi og andre rehabiliteringsindsatser. Et yderligere formål er at styrke evidensen og sikre kvaliteten af den behandling, som patienter tilbydes på Vejlefjord Rehabilitering.

Til brug for kvalitetssikring indsamles løbende data fra de tests og måleredskaber, der benyttes under rehabiliteringsforløbet. Vi benytter blandt andet disse data til at monitorere ændringer i vores patienters funktionsniveau, dokumentere opnåede behandlingsresultater og vurdere egnetheden af de anvendte måleredskaber hos patientgruppen. Du kan læse mere om de anvendte måleredskaber her.

Som led i vores kvalitetssikring spørger vi fast vores patienter, pårørende og eksterne samarbejdspartnere i kommunerne om deres oplevelse af rehabiliteringsforløbet. De pågældende tilfredshedsundersøgelser giver os værdifuld viden, som vi benytter til løbende at sikre, at vores forløb i videst mulig grad imødekommer de behov, man har som patient, pårørende eller samarbejdspartner. Du kan se vores seneste tilfredshedsundersøgelse her.

Advisory board

Vejlefjord Rehabilitering har et videnskabeligt advisory board, der står for at rådgive os i forhold til aktuelle projekter og forskningsstrategi. Advisory boardet mødes årligt og består af:

  • Lise Leth Jeppsen, overlæge, ph.d., Neurologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital
  • Jakob Lorentzen, Klinisk professor, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet samt Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet
  • Erik Lykke Mortensen, professor emeritus, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Vil du vide mere?

Vil du høre mere om forskning og udvikling på Vejlefjord Rehabilitering, eller er du interesseret i et samarbejde, så kontakt forsknings- og udviklingschef Jens Bak Sommer: jebs@vejlefjord.dk

Som studerende på en videregående uddannelse har du mulighed for at udføre dit bachelorprojekt eller kandidatspeciale i samarbejde med enheden for forskning og udvikling. Du er velkommen til selv at forelægge en projektidé eller høre, om der kunne være igangværende eller planlagte projekter, som du vil kunne indgå i.