Vejlefjord har stor erfaring i hjerneskaderehabilitering, og vi hjælper hvert år mange personer med hjerneskade til at kunne fungere i deres hverdag igen. Det bliver muligvis ikke en hverdag på samme niveau som før hjerneskaden, men målsætningen er at støtte den ramte til at få et liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet.
En hjerneskade vil ofte påvirke flere livsområder på samme tid, og af denne årsag er vores forløb tværfaglige, koordinerede og helhedsorienterede. Dette indebærer, at rehabiliteringen varetages af et team af fagprofessionelle, der arbejder tæt sammen med den ramte person om at adressere den kombination af vanskeligheder, som en hjerneskade kan medføre.
Vores forløb tager udgangspunkt i specialiseret viden om hjernen, dens funktioner og rehabiliteringsmetoder, men også i det enkelte menneske, som er blevet ramt af sygdom eller skade. Herunder en anerkendelse af betydningen af den ramtes identitet, værdier, målsætninger og hverdag for rehabiliteringsprocessen.
Står du som kommune eller forsikringsselskab, med en borger der potentielt ville have glæde af et forløb på Vejlefjord Rehabilitering, er det muligt at rette henvendelse til vore sundhedsfaglige koordinatorer, der vil være behjælpelig med indhold og pris af et muligt ophold hos os.