“Du er god nok Lars!” Fortællingen om at få øjnene op for en usynlig hjerneskade

Lars kender parkens stier særdeles godt, men i sit indre vandrer han på nyt terræn. Det var med en vis uro i sjælen, at Lars i foråret indlogerede sig på Vejlefjord Rehabilitering: ”Jeg var ikke bange, men jeg var bekymret. Rent fysisk vidste jeg, at jeg var godt kørende. Men jeg var meget bekymret for, hvad de kunne finde – dem der skulle ”kigge ind” ind i hjernen på mig. Ville de finde nogen ting, som jeg ikke kunne håndtere?”. Vi tager plads på en af parkens ”tænke-bænke.” Her er læ og fuglesang. Skærmet for forårets kølige vinde mærker vi solens varme. I en stor del af Lars’ liv har han været ude i stormvejr og han har ikke haft for vane at søge efter læ: ”Jeg har gået den hårde vej. Det er der ingen tvivl om. Det får jeg også at vide alle steder fra. Jeg kan se det nu, men jeg har ikke kunnet se det tidligere”.

En kognitiv hjerneskade gav livet ”blinde vinkler”

I 2001 fik Lars konstateret og bortopereret en stor tumor hjernens pandelap. Efter operationen vågnede Lars op med sin fulde førlighed intakt, men til et liv med kronisk hovedpine og med nedsat indsigt i egne ressourcer og vanskeligheder. ”Det kan undre mig, at jeg som uddannet fysioterapeut med erfaring som behandler indenfor hjerneskadeområdet, ikke kunne se at jeg – med min sygdomshistorie – havde de her udfordringer. Det er svært fordi, at det er så usynligt” forklarer Lars med henvisning til at hans hjerneskade er af kognitiv art. Opgaver der krævede struktur, overblik og planlægning voldte problemer for Lars. Det påvirkede alle livets områder: ”Jeg kan blive helt flov over at sige det, men nogle gange tænker jeg, at det ville være lettere, hvis det var et ben jeg slæbte efter mig”. Stress og depression fulgte i kølvandet på udfordringerne og i 2019 fik Lars tilkendt førtidspension. Under opholdet på Vejlefjord Rehabilitering har en del af Lars’ træning har været at kigge indad og mærke efter. Det har været en emotionel rejse. Støtten og inspirationen er kommet fra behandlerne på flere af de hold, som Lars har deltaget i: ”Det er som om, at det der før var en trekant, kan jeg nu se faktisk er en firkant”. For Lars handler det i høj grad om, at han har fået koblet en følelsesmæssig og erkendelsesmæssig del på hans liv, som ikke var der før: ”Pludselig var der noget, der kom som en aha-oplevelse for mig. Jeg kunne se det, som jeg har måttet vælge fra for at overleve”.

Naturens terapeutiske muligheder

Som en del af den kognitive træning har behandlerne aktivt inddraget naturen og dens rehabiliterende potentiale. Lars har dyrket yoga ved fjordens bred, været på ”orienteringsløb” og han har gået mange ture i skovene og parken. ”Opholdet hernede har givet mig nogle stunder, hvor jeg har været mere tænksom end jeg har været i lang tid. Her er en ro i naturen, som gennemsyrer hele kroppen. Det er nogle andre ting, som kommer til at være af højere prioritering i mit liv nu”. Koblingen af natur og rehabilitering er en tendens der er på vej frem. I naturen anvendes den såkaldt spontane opmærksomhed, hvor overblik, kreativitet og evnen til at forstå større sammenhænge trænes. Ophold i naturen giver en refleksion og ro, som skaber mulighed for at føle sig som et helt menneske. Naturen på Vejlefjord Rehabilitering har Lars også nydt at bruge i sin ”fritid” under opholdet. I selskab med medpatienter er det ofte blevet til en aftentur i parken, og samværet med ligestillede har været et vendepunkt for Lars, som har givet opholdet en ekstra dimension: ”Det at være blandt nogen som forstår og har interesse i at kende en – det betyder simpelthen så meget! Jeg har ikke en klar fornemmelse af, hvad et venskab er, men jeg har fået øjnene op for, at jeg få beriget mit liv ved at søge nogle relationer”.

På vej mod det umulige

Vi forlader tænke-bænken med citatet af St. Francis Assisi: ”Start med at gøre det der er nødvendigt, herefter hvad der er muligt og pludselig gør du det, der er umuligt”. Citatet er ikke uden parallel til Lars’ livshistorie, og måske er Lars på vej mod at gøre det umulige? Det der før var usynligt, er nu blevet til at få øje på: ”Jeg har en kæmpe længsel efter at komme hjem og vise, at jeg har fået et par Supermands-briller af kryptonit på hernede. At der er grobund for en forandring, som jeg skal hjem og være gartner på”. Lars ved at forandringens vej indimellem vil synes ufremkommelig. Den vil sno og bugte sig som stierne i parken. Han vil miste pusten og føle sig vildfaren, men med sig tager han den erfaring, at pauser giver overskud og fornyet overblik. Han har lært, at tålmodighed skaber muligheder og at egenomsorg er livgivende: ”Tingene forandrer sig. Derfor er det godt nogle gange, at ryste posen og se, at der er altså andre måder at gøre det på. Det der ikke tidligere har fyldt kan komme til at veje tungere i skålen, men jeg har ikke været åben for det før nu”.