Henvisning §79, stk.2

Regionerne har pligt til at yde vederlagsfri behandling ved specialsygehuse, herunder Vejlefjord, som er nævnt i sundhedsloven i § 79, stk. 2. Henvisning over fritvalgsrammen §79,2 sker via sygehus eller egen læge. Antallet af patienter er begrænset af en fast årlig økonomisk ramme, hvilket resulterer i en relativt lang venteliste.

For at komme i betragtning til et ophold, skal der være tale om et behov for specialiseret tværfaglig rehabilitering af såvel fysiske som kognitive vanskeligheder. Henviser skal beskrive de tværfaglige mål for rehabiliteringen. Hvis hjerneskaden er indtruffet for mere end 4 år siden skal patienten være i en rehabiliteringsproces, hvor der ses en fortsat udvikling, og hvor en specialiseret genoptræningsindsats vil kunne bedre funktionsniveauet.

Målgruppe:

  • voksne med en verificeret hjerneskade
  • hjerneskaden skal være opstået efter at patienten er fyldt 18 år
  • skaden skal være indtruffet indenfor de seneste 4 år
  • hjerneskaden skal være diagnosticeret indenfor følgende grupper:
  • blodprop i hjernen
  • hjerneblødning
  • kranietraume
  • svulster (type 1 og 2)
  • infektioner
  • itmangel (hjertestop, kulilteforgiftning mm)
  • hjerneskaden skal være den primære problematik/lidelse
  • den hjerneskaderamte skal være motiveret og skal kunne profitere af et tværfagligt rehabiliteringstilbud på specialiseret niveau
  • den hjerneskaderamte skal være i besiddelse af fornødne ressourcer – det vil sige være klar til at arbejde med sig selv og sin egen situation samt være motiveret for behandling og samarbejde
  • patienten skal være selvhjulpen, dermed menes:
  • patienten skal selvstændigt kunne varetage bad og påklædning
  • patienten skal kunne færdes uden støtte
  • patienten skal kunne møde til og deltage i holdtræning uden væsentlig støtte
  • patienten skal kunne følge et ugeskema

Progredierende hjernesygdom er ikke målgruppen til behandlingsophold i henhold til fritvalgsrammen § 79, stk.2. For CNS tumorer gælder at patienten ikke aktuelt er i behandlingsforløb.

Der må ikke være en svær misbrugsproblematik.

Ved genhenvisning til et §79 ophold, skal der være indtruffet en ny hjerneskade.

Ventetiden er lige nu 16 måneder på Vejlefjord Rehabilitering til et ophold betalt af Regionen. Opholdets længde varierer, men vil typisk være 6 uger.

Læs mere om §79 ophold

 

Henvisning §140 – G-GOP Specialiseret Rehabilitering

140 Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 84 om genoptræningsplaner.

Genoptræningstilbud efter Sundhedslovens §140 til borgere med behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehuset, hvor der er en lægefaglig begrundet vurdering af genoptræningsbehovet, herunder en genoptræningsplan. Vejlefjord Rehabilitering modtager henvisninger fra sygehuse og kommuner på borgere med en Genoptræningsplan (G-GOP) til specialiseret rehabilitering efter hjerneskade.

Rehabilitering på specialiseret niveau organiseres som teambaserede, tværfaglige, helhedsorienterede forløb, hvor timing og faglig koordinering af den samlede specialiserede indsats er afgørende.

Målgruppe:

  • Patienter med svære og omfattende mentale funktionsnedsættelser af væsentlig betydning for funktionsevnen
  • Patienter med adfærdsproblemer og/eller betydelige problemer med orienteringsevnen, som kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for dem selv eller andre
  • Patienter med svære funktionsnedsættelser af sproglige funktioner og tale og/eller ingen mulighed for kommunikation, fx patienter med Locked-in syndrom
  • Patienter med svære udtrætningsproblematikker
  • Patienter med svære funktionsnedsættelser af bevægefunktioner og andre kropsfunktioner
  • Patienter, som på baggrund af hjerneskaden har svære problemstillinger i forhold til familiesituation, arbejdsmarkedet og/eller boligsituation

Patienterne har behov for en betydelig, intensiv og helhedsorienteret indsats, som retter sig mod alle relevante områder af funktionsevnen, og hvor tilstedeværelsen af samtidig interdisciplinær ekspertise er nødvendig. Patienterne har behov for både genoptrænings- og andre rehabiliteringsindsatser på specialiseret niveau, samt inden for sundheds- og social-, undervisnings- eller beskæftigelsesområdet.

Patienterne har således typisk behov for en eller flere af følgende indsatser:

  • Specialiserede indsatser i forhold til håndtering af mentale funktionsnedsættelser, kommunikation og mobilitet
  • Særlige hjælpemidler21, herunder kommunikationsudstyr, som kræver betydelig ekspertise, tilpasning og anvendelse, samt andre avancerede tekniske hjælpemidler, som kræver særlige kompetencer hos fagpersonerne
  • Betydelige og specialiserede indsatser til afklaring og eventuelt træning i forhold til uddannelse, arbejde, boligsituation og andre livsområder
  • Særlige familieorienterede indsatser i relation til børn og andre pårørende
  • Nogle patienter vil have behov for et døgntilbud, så indsatsen kan foregå i alle patientens vågne timer

Patienter med en genoptræningsplan til rehabilitering på specialiseret niveau vil have behov for både genoptræning varetaget af autoriserede sundhedspersoner samt andre rehabiliteringsindsatser varetaget af en række andre faggrupper som fx neuropsykologer, audiologopæder, socialrådgivere og pædagogisk personale.

Der er i øjeblikket ingen ventetid til Specialiseret rehabilitering.

Opholdets længde varier, men vil typisk vare 4-8 uger.

Læs mere om §140 ophold