’Den padlende and’ er et symbol på de børn og unge, der ofte flyver under radaren

Martin Olander Kern Larsen sidder med billedet af ’den padlende and’ foran sig. Det er et godt billede, synes han. Fordi det er et meget sigende billede.

Som specialist i klinisk neuropsykologi på Vejlefjord Rehabilitering møder han mange børn og unge, der ’padler rundt’ ligesom anden på billedet. Og de er i fare for at blive glemt eller overset i en travl hverdag, fortæller han:

’Det er fuldt forståeligt, at det sker. Men mange af de her børn og unge har ofte store udfordringer med mental udtrætning, langsommelighed og vanskeligheder med overblik. De kompenserer rigtig meget i hverdagen, og derfor kommer de totalt på overarbejde. Faktisk lider mange i stilhed.’

’De gør ikke meget væsen af sig’

Billedet af ’den padlende and’ fortæller historien om en del af de børn og unge, der lever med såkaldt skjulte handicap som følge af en erhvervet eller medfødt hjerneskade. Det er den gruppe, der ikke udadtil reagerer på den belastning, som de oplever.

De gør ikke så meget væsen af sig. Det er tit dem, der bliver kaldt for ’godt opdraget’. Ofte ser de endda ud til at være i god trivsel. Men under vandet pisker deres fødder rundt, og i virkeligheden handler det om, at de er ’overfladetilpasset’ – som begrebet hedder,’ siger Martin Olander Kern Larsen.

Modsat findes der også en gruppe børn og unge med skjulte handicap, som giver meget røre i overfladen, fortæller han. Hvor det er tydeligt at se, at her er der noget på færde. Disse børn og de unge er ifølge Martin Olander Kern Larsen ligeså forpinte i deres tilstand. De er bare ikke på samme måde i fare for at blive glemt eller overset:

’De børn og unge som er udadreagerende påkalder sig opmærksomhed, og dermed også hjælp. De kommer hurtigt til at fylde meget – særligt i forbindelse med undervisning i skolen,’ forklarer han.

Et skjult handicap

Et skjult handicap er et handicap, der i sig selv er enten usynligt for omverden eller synligt i så lav en grad at selve handicappet næsten ikke bemærkes.

Det kan ifølge Martin Olander Kern Larsen dreje sig om børn og unge med for eksempel cerebral parese, epilepsi eller en lav intelligenskvotient. Men også børn og unge der har været involveret i en trafikulykke, har pådraget sig en hjernerystelse eller på anden måde har været udsat for et hovedtraume, er i risiko for at ’flyve under radaren’.

Nogle af de børn og unge ved, ifølge Martin Olander Kern Larsen, slet ikke at de har forskellige udfordringer på grund af en hjerneskade, eller at de kan udvikle en maskeringsadfærd, hvor de bevidst eller ubevidst skjuler deres vanskeligheder.

’Som mennesker er vi flokdyr. Vi vil bare gerne være ligesom alle andre. Vi har ikke lyst til at skille os ud. Og det har børn og unge i særdeleshed ikke. En maskeringsadfærd handler rigtig meget om, at man ikke vil være anderledes, føle sig forkert – eller være ’handicappet’,’ siger Martin Olander Kern Larsen.

Stedfortræder-krige

Smækken med døre. Råben og skrigen. Kasten med ting. Slåen og sparken.

’Det kan virkelig være voldsomt,’ påpeger Martin Olander Kern Larsen.

Han kalder det ’stedfortræder-krige,’ når børn og unge giver udtryk for, at de er overbelastede, udtrættede og fortvivlede et andet sted end der, hvor belastningen finder sted. Det er ofte indenfor hjemmets fire vægge, at børn og unge får afløb. Og selvom det bestemt ikke altid går stille for sig, betyder det alligevel, at overbelastningen ofte ikke bliver erkendt, fordi barnets eller den unges reaktion kommer til udtryk i en anden sammenhæng.

Ifølge Matin Olander Kern Larsen er det derfor afgørende, at flere voksne omkring børnene tager dykkerbrillerne på og kigger ned under overfladen. Ikke fordi man skal lede efter problemer, pointerer han, men fordi mange børn og unge med skjulte handicap har gavn af en tidlig indsats:

’Desværre ser vi først en del af de børn og unge, der flyver under radaren, når det gået er ’galt’. Der hvor de allerede er kommet ud i skolevægring, og hvor de bokser med et lavt selvværd og en lav selvtillid. Måske har de nået at få angst eller en depression. De kan også have udviklet tvangshandlinger som for eksempel OCD eller have udviklet en selvskadeadfærd.’

Ned på flad fod

En bedre trivsel blandt børn og unge med skjulte handicap handler om at få dem mere ’ned på flad fod’, som Martin Olander Kern Larsen udtrykker det.

Det er simpelthen i stort og småt, at de her børn og unge ’står på tæer’. Et frikvarter i skolegården kan være voldsomt krævende for et barn, der har svært ved overblik eller har problemer med mental udtrætning. Konsekvensen er, at barnet eller den unge ikke får brugt det potentiale, som han eller hun har og for eksempel ikke får lige så meget ud af sin skolegang, som han eller hun kunne have fået,’ siger han.

At komme ned på flad fod betyder ifølge Martin Olander Kern Larsen at skabe en ro og struktur i barnets eller det unge menneskes tilværelse. En hverdag hvor de ikke hele tiden oplever at skulle leve op til krav og omstændigheder, som de – på grund af deres hjerneskade – ikke har forudsætningerne for. Det handler om at frigøre dem fra maskeringsadfærden ved hjælp af viden og en større forståelse hos dem selv og omgivelserne. Her kan en neuropsykologisk undersøgelse være gavnlig.

’Der er et positivt budskab i, at man kan gøre rigtig meget i forhold til at skabe øget livsduelighed og livskvalitet hos den her gruppe af børn og unge. På deres egne præmisser. Vi kan jo ikke ændre på deres forudsætninger, men ved hjælp af en fælles forståelse for, hvordan vi møder de her børn og unge mere optimalt, så kan vi skabe gladere børn, der kommer i bedre trivsel. Ved at få tilpasset nogle krav kan barnet eller den unge også få øje på, hvad de er gode til, fordi de pludselig lykkes med noget’

Nej tak til fejlfinder-kultur. Ja tak til øget opmærksomhed

Men hvordan får man øje på et skjult handicap? Hvordan finder man ud af, at der ikke er smult vande under overfalden?

’Det handler om at have en opmærksomhed på barnet eller den unge uden, at det udvikler sig til en fejlfinder-kultur. Sådan en løbende monitorering i forhold til om der er nogle ting, som er blevet sværere for et barn eller en ung, end det var tidligere. Eller det kan være, at man lægger mærke til en ændring i deres adfærd. Hvis man oplever, at barnet eller den unge bliver mere indadvendt, kortluntet eller irritabel, ikke har overskud til sine venner og i højere grad har brug for flere rutiner og mere forudsigelighed, så skal man reagere, fordi det kan være tegn på en hjerne, der kommer mere og mere på overarbejde,’ siger Martin Olander Kern Larsen.

Spil med åbne kort

Et handicap kan være så diskret og et barns forløb så skånsomt, at forældrene med tiden kan blive usikre på eller helt glemme, at det stadig eksisterer, fortæller Martin Olander Kern Larsen.

I takt med at barnet bliver ældre øges kravene til selvstændighed. Man har en forventning om, at barnet selv begynder at vise initiativ og kan strukturere en opgave. Det sociale samspil bliver også mere komplekst. Det er i summen af alle de her øgede krav, at barnet kan vokse sig ind i nogle vanskeligheder, der ikke har været så tydelige, da det var yngre,’ siger han.

Han oplever fra tid til anden forældre, der bekymrer sig for den mulige stigmatisering, der kan følge med, hvis de fortæller omgivelserne om det skjulte handicap, som deres barn har. Martin Olander Kern Larsen vurderer dog, at det altid vil være i barnets favør at spille med åbne kort.

’Hvis et ungt menneske er fuldstændig ubeskrevet i en handicaprådgivning, når det står på tærsklen til at fylde 18 år og ikke selvstændigt kan klare en hverdag – så kan det blive rigtig svært. Det kan faktisk være et ekstra handicap oveni det skjulte handicap,’ siger han.