Organisatoriske sundhedskompetencer er et vigtigt bidrag til at mindske ulighed i sundhed for mennesker med en hjerneskade

Billede: ’Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen. En vej til mere lighed’, side 14. Udgivet af Sundhedsstyrelsen 10.08.2022

Sundhedskompetencebegrebets fordring om differentiering står i kontrast til den generelle tendens på sundhedsområdet med standardforløb, faglige retningslinjer og ventetidsgarantier. Det er vigtigt at være bevidst om dette, og hvordan det skal håndteres lokalt.

Citatet fra en medarbejder i Københavns Kommune står på storskærmen bag Charlotte Haase, chefkonsulent og projektleder hos Hjernesagen, da hun indleder et oplæg om sundhedskompetencer på Vejlefjord Rehabiliterings årlige temadag for fagprofessionelle med ordene:

”Vi ved alle sammen, at der er social ulighed i sundhed. Det er desværre også tilfældet på hjerneskadeområdet. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi beskæftiger os med organisatoriske sundhedskompetencer. Det er herigennem, at vi kan tilpasse vores organisation, så vi kan rumme alle og skabe mere lighed.”

En måde at mindske ulighed i sundhed på er altså ved at arbejde bevidst og målrettet med organisatoriske sundhedskompetencer. Det ved Annette Fisker fra Københavns Kommune en del om. Hun er ansat som konsulent i Sundhedsforvaltningen og arbejder her med at udvikle genoptræningscentrene i kommunen til en såkaldt ’sundhedskompetent organisation’. Sammen med Charlotte Haase præsenterede hun på temadagen tilhørerne for nogle af de erfaringer, kommunen i forløbet har gjort sig.

Alle kan opleve at være sårbare og udsatte

I år blev Vejlefjord Rehabiliterings temadag for fagprofessionelle afholdt i samarbejde med Hjernesagen og TrygFonden under overskriften ’Ulighed i sundhed’. Social ulighed i sundhed ses også på hjerneskadeområdet, og det kan have store konsekvenser for den enkelte, når de  bliver ramt af for eksempel stroke, lød det fra Charlotte Haase.

Vi har for eksempel data på, at mennesker med lav socioøkonomisk status – sammenlignet med andre befolkningsgrupper – bliver indlagt senere på hospitalet, og at det at have en anden etnisk baggrund end dansk øger forsinkelsen før indlæggelse på hospitalet. Ved ikke at reagere på symptomer på stroke i tide, mindskes sandsynligheden for at modtage trombolysebehandling, hvilket kan have betydning for omfanget af følger efter et stroke. Vi ved også, at mennesker med lav indkomst fem år efter et stroke har højere dødelighed sammenlignet med mennesker med høj indkomst.

Der er med andre ord mange gode grunde til at have en særlig opmærksomhed rettet mod, hvordan man både som fagprofessionel og organisation kan støtte mennesker i udsatte og sårbare positioner. Charlotte Haase understreger, at alle kan opleve at være udsatte og sårbare på forskellige tidspunkter i løbet af deres liv, men at nogle grupper har det ekstra svært. Derfor skal der rettes fokus på dem, så de også har mulighed for at komme godt igennem et hjerneskadeforløb

Individuelle og organisatoriske sundhedskompetencer

Da Københavns Kommune i foråret 2022 tog de første skridt henimod at udvikle kommunens Center for Genoptræning til en sundhedskompetent organisation var Sundhedsstyrelsens rapport ’Social ulighed i mødet med sundhedsvæsenet’ netop udkommet. Rapporten blev udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet og giver et indblik i, hvorfor der er forskel på borgernes møde med sundhedsvæsenet og den hjælp, de får. Den peger på, at årsagerne til ulighed i sundhed ofte skal findes i, hvordan sundhedsvæsenet er bygget op og i den kommunikation, der finder sted mellem patienter, beboere eller borgere og fagprofessionelle på sundhedsområdet. Det skriver Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside.

Senere samme år blev rapporten fulgt op af en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen. Denne gang i samarbejde med Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. ’Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen’ hedder rapporten, der foreslår otte veje, der tilsammen eller hver for sig kan føre til mindre ulighed i sundhed. Grundlæggende handler det om måder at imødekomme borgernes forskellige viden og deres  ressourcer for at deltage i og få et udbytte af de tilbud, de bliver præsenteret for.

I denne rapport er sundhedskompetence defineret som: ”En kombination af de personlige kompetencer og ressourcer i omgivelserne, der bestemmer menneskers mulighed for at finde, forstå, vurdere og bruge information til at tage beslutninger om egen sundhed.” Begrebet inkluderer også evnen til at kommunikere, fastholde og handle på beslutningerne, står der.

Derfor inddeles sundhedskompetence blandt andet i individuelle sundhedskompetencer og organisatoriske sundhedskompetencer.

De individuelle handler om borgerens forudsætninger for at forstå og fortolke information om sundhed fra forskellige ’udbydere’ i sundhedsvæsenet. Det drejer sig om, hvorvidt borgeren kan tilgå sundhedsvæsenets tilbud samt er i stand til at interagere og være i dialog med forskellige fagprofessionelle på sundhedsområdet. Det indebærer også, at borgeren er i stand til at varetage sin egen og sine nære relationers sundhed i hverdagen, forklarer Charlotte Haase med reference til Sundhedsstyrelsens rapport.

Organisatoriske sundhedskompetencer handler om de rammer, der bliver skabt for at øge borgerens muligheder for aktivt at indgå i sundhedsvæsenets tilbud. Det vil sige, hvordan de forskellige sundhedstilbud, organisationer og systemer gør deres information og ressourcer tilgængelige for mennesker med forskellige individuelle sundhedskompetencer, siger Charlotte Haase.

”Ingen mennesker har de samme evner, den samme viden og de samme kompetencer, når de havner i et hjerneskadeforløb. Derfor handler det om, at vi skaber de bedste forudsætninger for, at alle – uanset individuelle sundhedskompetencer – har lige muligheder.”

Afdæk de individuelle sundhedskompetencer

Individuelle og organisatoriske sundhedskompetencer kan ikke helt skilles ad i arbejdet med at udvikle en sundhedskompetent organisation. Det er erfaringen fra Københavns Kommune. Her bruger de fagprofessionelle en borgers individuelle sundhedskompetencer til at prøve at forstå borgeren bedre, så de i højere grad kan nå borgeren med deres tilbud, fortæller Annette Fisker. Men hvordan finder man som fagprofessionel ud af, hvad borgerens individuelle sundhedskompetencer er?

”Der er udviklet forskellige screeningsværkstøjer til at måle en borgers sundhedskompetencer. Vi nedsatte en arbejdsgruppe, der kiggede på det værktøj, der hedder CHAT og tilpassede det til Københavns Kommune efter en lang kvalificeringsproces,” siger Annette Fisker.

Derfor tager de fagprofessionelle på genoptræningsområdet i Københavns Kommune nu udgangspunkt i tre spørgsmål, når de møder en borger første gang: Hvilke erfaringer har du med genoptræning? Hvad er årsagen til, at du er kommet til genoptræning? Hvad gør du for at holde dig sund og rask?

Annette Fisker understreger, at spørgsmålene skal ses som et dialogværktøj og indgå som en naturlig del af samtalen mellem borgeren og den fagprofessionelle.

Sundhedskompetencerne er ikke en vurdering af borgerens ressourcer. Der er selvfølgelig et vist overlap, men det handler ikke om at sige til borgeren, at han eller hun har gode eller dårlige sundhedskompetencer. Der er heller ikke tale om et effektmål, hvor vi arbejder på at forbedre borgerens sundhedskompetencer.

Den fagprofessionelle runder samtalen af ved at bruge teknikken ’teach-back’. Her samler man op på, hvad borgeren tager med sig videre, hvad planen er lige nu og om man har forstået hinanden, eller der er brug for yderligere dialog og afklaring. Herefter kan den fagprofessionelle gå i gang med at planlægge det videre forløb og efter behov inddrage pårørende og/eller andre fagprofessionelle.

Alle skal ikke tilbydes det samme

Nogle borgere har behov for mere hjælp end andre til at håndtere sygdom og genoptræning med alt hvad det kræver af behandling, kontroller og så videre. Men hvad gør man, hvis borgeren slet ikke dukker op til den første samtale? Eller hvis det for eksempel viser sig, at borgeren ”er superudfordret på at komme ind i Sundhedshuset,” som Annette Fisker siger.

Prøv at udvide rammerne. Lad den første kontakt være lidt mere blød. Hos os handler det om, at vi først og fremmest har fået en mere bevidst tankegang omkring formen på den kontakt, vi har med borgerne.

Derfor har kommunen opstartet forskellige holdtyper, hvor der er ekstra opbakning eller mere personaledækning. Det kan også være at borgerne får en sms, et telefonopkald eller måske et personligt besøg i stedet for et brev i e-Boks, når de bliver indkaldt til undersøgelse, genoptræning eller noget helt tredje. Måske foreslår terapeuten, at møderne foregår et sted i parken, på et aktivitetscenter eller hjemme hos borgeren. Uanset hvad tager forløbene nu i højere grad afsæt i borgerens forudsætninger og behov.

”Vi prøver i højere grad at tilpasse os den enkelte borger og lave vores forløb, så der er fokus på andre ting end ’bare’ at få lavet rygøvelser. Vi tænker lidt mere ud i ’civilsamfundet’ nu, og vi er begyndt at sætte hinandens erfaringer i spil på en ny måde,” siger Annette Fisker.

Det betyder, ifølge hende, at indsatsen er blevet differentieret ud fra devisen: ’Alle skal ikke have det samme tilbud. Alle skal have det samme udgangspunkt, for at indgå i det tilbud, de får’.

Vejene til en sundhedskompetent organisation

De otte veje, der bliver beskrevet i Sundhedsstyrelsens rapport ’Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen’, omhandler ledelse og kultur, kompetencer, proces og praksis, inddragelse, adgang, kommunikation, sårbarhed og højrisiko, monitorering og evaluering.

”Det er nogle pejlemærker, man skal være opmærksom på, før man kan karakterisere sig som en sundhedskompetent organisation,” siger Charlotte Haase.

Vejene skal bruges som inspiration til at styrke sundhedskompetencerne i forskellige organisationer i det danske sundhedsvæsen. Da Københavns Kommune igangsatte arbejdet med at udvikle Center for Genoptræning til en sundhedskompetent organisation, tog de udgangspunkt i alle otte veje, fortæller Annette Fisker og erkender, at det kan virke som en stor mundfuld at kaste sig over. Men mindre kan også gøre det, lyder det fra hende.

Man kan sagtens vælge at sige: ’Vi går ikke alle vejene, men vi har jo faktisk en udfordring med for eksempel vores kommunikationsmateriale’. Det er fint at tage den ene vej ud af de otte og lade sig inspirere af den.

Fælles for arbejdet med at udvikle organisatoriske sundhedskompetencer er dog, at uanset om man vandrer ud af en eller flere af de otte veje, så er der nogle opmærksomhedspunkter, der skal tilgodeses på et overordnet plan. I rapporten fra Sundhedsstyrelsen står beskrevet at:

”Det varierer hvilke, hvornår og hvor mange veje, det er relevant at følge i den enkelte organisation. Der er imidlertid grundlag for at anbefale følgende generelle principper på tværs af de otte veje: Udvikling af organisatorisk sundhedskompetence skal have ledelsesmæssig prioritet, integration af tilgangen skal foregå bredt på tværs af organisationen og skal understøtte en innovativ kultur og implementering bør foregå med en høj grad af medarbejder- og borgerinddragelse (…).”

Et systematisk og detaljeret blik på egen praksis

Den systematiske, detaljerede og kontinuerlige indsats kommer man ikke udenom i arbejdet med at udvikle en sundhedskompetent organisation, siger Charlotte Haase.

Det kræver ressourcer og et ledelsesmæssigt fokus. Og så skal der være systematik. Det er vigtigt at sige. Man skal igennem det slaviske arbejde, det er at gå helt ned i detaljer omkring rammer og arbejdsgange. Til gengæld får man et helt andet blik på sin egen praksis og øje på, at her er faktisk ret mange ting, vi kan gøre bedre.

Undervejs har Annette Fisker og hendes kollegaer kunnet plukke flere lavthængende frugter – ting der ikke fungerede, men var relativt simple at ændre. Andre gange har det været omfattende og tidskrævende, og arbejdet er endnu ikke afsluttet, tilføjer hun.

”Det er ikke bare noget, vi gør én gang. Det er noget vi gør hele tiden. Vi prøver kontinuerligt, at tænke sundhedskompetencebegrebet ind hver gang vi skal lave en ny indsats, udforme en pjece, når vi tager imod nye medarbejdere eller hvad der nu fore