Spørg! Det er vores allerbedste råd

Når en patient træder over dørtærsklen til Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, bliver han eller hun som det første spurgt: ’Hvad er det, du har brug for, at vi hjælper dig med?’ Ofte er svaret noget helt andet end det, patienten er henvist med.

En af dem, der nogle gange stiller spørgsmålet, er sygeplejerske Kirsten Malig Larsen. Eksemplet ovenfor er hendes personlige erfaring fra hverdagen på Indvandrermedicinsk Klinik. Det er et udtryk for, at mange fagprofessionelle kan finde det både komplekst og omfattende at afdække hvilke behov, bekymringer og symptomer en patient med anden etnisk baggrund end dansk kommer med. Travlhed kan være en af årsagerne til, at man går skævt af hinanden, men også brugen af tolk kan give udfordringer.

Når patienterne kommer ind til os er det tit fordi, at tingene er gået for hurtigt. Det kan også handle om at mange af de samtaler, der finder sted med brug af tolk har samme længde som samtalerne uden tolk. Det betyder virkelig ulighed i sundhed, fordi en samtale med tolk ikke kan undgå at tage længere tid, siger Kirsten Malig Larsen.

 Ramt på flere måder

Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital er en lille tværfaglig afdeling med få ansatte. Fælles for dem er, at de er eksperter i at hjælpe patienter fra andre lande eller patienter, som har rødder i andre lande med en bred vifte af sundhedsrelaterede problemstillinger. Da Kirsten Malig Larsen stod overfor næsten 100 fagprofessionelle på hjerneskadeområdet til Vejlefjord Rehabiliterings temadag, lød hendes indledende ord derfor også:

Jeg er ikke specialist på hjerneskadeområdet. Overhovedet ikke. Det jeg til gengæld ved noget om er at møde mennesker, som har en anden etnisk baggrund end dansk, med et helhedsorienteret blik.

Den viden og erfaring var årsagen til, at Kirsten Malig Larsen blev inviteret til at holde et oplæg om etnicitet, kultur og hjerneskade på temadagen, der i år blev afviklet i samarbejde med Hjernesagen og TrygFonden under overskriften ’Ulighed i sundhed’. Og netop borgere med en anden etnisk baggrund end dansk er ofte særligt udsatte for ulighed i sundhed, pegede Kirsten Malig Larsen på.

”Når man har en anden etnisk baggrund end dansk er man som regel ramt på flere måder. Det kan være på sproget, økonomien, sociale færdigheder og social viden. Alt i alt handler det om rigtig mange ting. Det er ikke udelukkende det at komme fra et andet land, der har betydning.”

Husk at du kan spørge om alt

Helhedssynet på patienten er altid det centrale omdrejningspunkt i den indsats, de ansatte på Indvandrermedicinsk Klinik yder. Udgangspunktet er, at du kan spørge patienten om alt. Bare du spørger med åbent hjerte, siger Kirsten Malig Larsen.

Vi spørger om rigtig, rigtig mange forskellige ting, fordi vi har erfaret, at det er vejen til at komme videre. Hver gang vi undrer os over noget, som en patient eller patientens familie siger eller gør, så spørger vi: ’Hvorfor siger du det?’ eller ’Hvorfor har det betydning for dig at gøre?’ Spørg! Det er vores allerbedste råd.

Hun understreger, at hvis den patient man sidder overfor har en hjerneskade og for eksempel lider af mental træthed, så har den fagprofessionelle selvfølgelig et ansvar for at tilpasse samtalen og spørgsmålene efter det.

Erfaringen på Indvandrermedicinsk Klinik er, at patienterne ikke selv fortæller om deres traumatiske oplevelser, deres største frygt eller om de sårbare tanker, som de går rundt med. Og som fagprofessionel holder man sig nogle gange fra at spørge ind til det, fordi man er bekymret for, at patienten får det endnu dårligere. Men det er en misforstået opfattelse, lyder det fra Kirsten Malig Larsen.

”Ofte siger vores patienter, at de får det meget dårligere ved ikke at blive spurgt. Vi ved at traumer, frygt og bekymringer ikke forsvinder af sig selv. Det er derimod rigtig vigtigt at få talt åbent om det, særligt når man er syg. Vores patienter er ikke altid opmærksomme på, at det er faktorer, der kan påvirke deres sygdom. Derfor er det så vigtigt, at vi får spurgt ind til det.”

Hvis man som fagprofessionel er usikker på, om det er okay at spørge patienten, så er det altid bedre at sige det end at undlade at spørge, pointerer Kirsten Malig Larsen, mens der på storskærmen bag hende står: Ingen bliver fornærmet, hvis de bliver spurgt pænt og af interesse.

Tag udgangspunkt i livshistorien

Livshistorien er noget af det første Kirsten Malig Larsen og hendes kollegaer dykker ned i, når de tager imod en patient. Og det er der en helt særlig grund til, fortæller hun.

”Det er vores oplevelse, at der er så meget viden at hente i patienternes forskellige livshistorier. Mange af vores patienter bliver henvist til os på grund af smerter, men det kan vise sig at bunde i en frygt for at blive udvist af landet eller at deres børn mistrives. Der kan være så utrolig mange ting på spil, og hvis vi ikke møder vores patienter der, hvor det giver mening for dem, så er det meget svært at hjælpe.”

Livshistorien er en måde at fange helheden på. Ved systematisk og detaljeret at spørge ind til patientens liv opnår man som fagprofessionel en viden om og forståelse for patienten, der kommer begge parter til gode. Som Kirsten Malig Larsen siger, så er det ofte her ”det hele folder sig ud.”

Når en ansat på Indvandrermedicinsk Klinik taler med en patient om hans eller hendes livshistorie, så handler det ikke alene om at få indblik i, hvordan det for eksempel har påvirket patienten at blive ramt af sygdom, eller hvad der er sket under flugten til Danmark. Livshistorien starter der, hvor patienten er vokset op og tager den fagprofessionelle med gennem patientens barndom og skolegang, videre til voksenliv og de store som små nedslag, der har været undervejs i patientens liv.

Med livshistorien prøver vi at forstå patienten og finde ud af, hvad der er det vigtige for ham eller hende. Vi kan tit finde nogle ressourcer frem hos patienterne ved at lade dem gå langt tilbage i deres liv, og alle parter får en forståelse for, hvordan deres oplevelser har præget dem.

Det kan give god mening at inddrage patientens pårørende i at fortælle livshistorien, særligt hvis patienten har kommunikative vanskeligheder, som for eksempel afasi. Men de pårørende kan også vægte noget i livshistorien, der er relevant viden for både patienten og de fagprofessionelle.

Kig i rygsækken – også din egen

Mødet mellem en patient med en anden etnisk baggrund end dansk og en fagprofessionel er ikke alene et møde mellem mennesker. Det er også et kulturmøde.

”Når vi møder mennesker, som ser anderledes ud eller reagerer anderledes end vi forventer, så bliver der altid et ’dem’ og et ’os’. Det gør der fra begge sider, og det kan give en usikkerhed og ængstelse, der kan komme til at stå i vejen for, at man får tillid til hinanden.”

Der er med andre ord altid en forforståelse på spil i det møde, der finder sted mellem patienten, patientens familie og den fagprofessionelle. Det er Kirsten Malig Larsens erfaring, at den forforståelse gør alle parter sårbare, når de mødes. Derfor opfordrer hun til, at man som fagprofessionel altid husker at kigge i ’rygsækken’.

Vi kommer alle sammen gående ind til et møde med hver vores rygsæk. Det vi har med i den rygsæk, påvirker os. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at kigge i andres rygsæk og undersøge, hvad de har med sig, men det er også helt vildt vigtigt at kigge i sin egen rygsæk og være nysgerrig på, hvad der er i den, og hvor det kommer fra.

Ved at gøre det sætter man sin forforståelse i spil, og det er der – ifølge Kirsten Malig Larsen – brug for, når man samarbejder med patienter, som har en anden etnisk baggrund end dansk. Uden at have øje for sin egen forforståelse bliver det svært at stille spørgsmål, der får nye og væsentlige informationer frem i dagens lys og at lytte med et åbent sind til de svar, som patienten giver.

Gå på opdagelse i hvem der bestemmer

I Danmark er det som regel mand, kone eller børn, der bliver opfattet som patientens nærmeste pårørende. Men den opfattelse kan man gå galt i byen med, når man møder patienter fra andre kulturer. Her taler man ikke altid om kernefamilien, men derimod ofte om storfamilien, hvor det er en helt anden familiestruktur, der gør sig gældende end den, vi typisk kender i Danmark. Samtidig er rollerne i en familie ikke statiske, men foranderlige som følge af for eksempel sygdom eller tab af erhvervsevne.

Derfor laver Kirsten Malig Larsen og hendes kollegaer på klinikken ofte et såkaldt genogram sammen med deres patienter. Genogrammet er en detaljeret visuel fremstilling af en familie, der minder om et stamtræ. Det bruges til at skabe overblik over de enkelte familiemedlemmers relation og deres forskellige positioner i familien.

”På den måde bliver det synligt, hvem der har beslutningskompetence i patientens familie. Det er måske en onkel eller en bror, der sidder langt væk i et andet land. Det er vigtigt at have øje for, når der skal træffes afgørelser sammen med patienten, og når vi skal give vigtig information. Ellers risikerer vi at de familiemedlemmer, vi betragter, som patientens nærmeste kommer i klemme i deres egen familie.”

Tag ansvaret når samtalen foregår med tolk

Tolken er et betydningsfuldt menneske, der træder ind i patientens liv. Gennem tolken deler patienten både meget private oplysninger og følelser, der kan være svære at åbne op omkring. Derfor er det afgørende for både samtale og behandling, at patienten føler sig tryg ved tolken.

Den fagprofessionelle kan gøre meget for at få etableret den tryghed. Først og fremmest ved at huske, at pårørende aldrig skal bruges som tolke. Dernæst ved sikre, at der er booket en uddannet tolk, som taler det rigtige sprog og den rigtige dialekt. Men også ved at være opmærksom på, at selvom det sproglige er på plads, så kan det påvirke samtalen negativt, hvis en patient og tolk kommer fra samme konflikt- og krigshærgede område, men hver især repræsenterer ’modparten’.

Når tolken ankommer, er det vigtigt, at den fagprofessionelle briefer tolken om samtalen inden, de går ind til patienten, siger Kirsten Malig Larsen.

Tolken er ikke bare en oversætter. Tolken er et menneske, der oversætter. Derfor er det vigtigt for tolken at vide på forhånd hvilken form for samtale, han eller hun skal være en del af. Er det for eksempel en svær samtale der venter eller handler det mere om informationer af praktisk karakter. Det er så vigtigt for den måde, tolken træder ind i rummet og får startet samtalen på.

Inden samtalen skal patienten og tolken have mulighed for at hilse på hinanden, og her er det også vigtigt at den fagprofessionelle sætter rammen for samtalen. Det gøres ved at italesætte nogle ’spilleregler’, fortæller Kirsten Malig Larsen.

Først og fremmest skal man som fagprofessionel understrege, at tolken har tavshedspligt, så patienten kan føle sig sikker på, at indholdet af samtalen ikke bliver givet videre andre steder. Dernæst skal tolken vide, at han eller hun skal fortælle det til den fagprofessionelle, hvis de ikke forstår, hvad patienten siger. På den måde undgår man som fagprofessionel at blive hægtet af samtalen, og tolken er ofte glad for at blive fritaget for den rolle, hvor de er nødt til at forklare patienten forskellige ting. Det er også vigtigt, at patienten ved, at han eller hun skal sige til, hvis de ikke forstår, hvad der bliver sagt. Ikke mindst har den fagprofessionelle både undervejs i samtalen og afslutningsvist et ansvar for at evaluere.

”Når I har snakket et stykke tid så spørg patienten og tolken, hvordan de synes, at det går med samtalen. Det er jer, der har ansvaret. Når samtalen er slut, evaluerer I sammen, hvordan det er gået. Hvis det fungerer godt mellem tolk og patient, så gør alt hvad I kan for at få lov til at bruge den samme tolk igen. Det betyder så meget for den patient, det handler om.”

Der findes ikke en facitliste

De ansatte på Indvandrermedicinsk Klinik bliver indimellem kontaktet af fagprofessionelle, som efterspørger en liste over, hvad man skal være opmærksom på i samarbejdet med en patient, der kommer med en bestemt kulturbaggrund.

De får altid det samme svar, fortæller Kirsten Malig Larsen. Et svar der helt overordnet lyder, at det findes der ikke findes en facitliste på.

”Alle mennesker er forskellige, og man kan sige, at alle kommer med hver deres kultur afhængig af, hvad de er stødt på i deres liv, og hvordan livet har formet sig for dem. Derfor ser vi meget bredt på kultur som begreb, og derfor er det så vigtigt, at vi husker at spørge ind til patienternes egen opfattelse og værdier.”