Vi skal tilbyde dem det, der er brug for fremfor det, der er på hylderne

Skal rehabilitering til borgere med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer lykkes, så kræver det, at der er fokus på mennesket bag adfærden.

Det var en af hovedpointerne i Helle Kyhnau Steffensen og Dina Kreiner-Møllers oplæg på Vejlefjord Rehabiliterings temadag, der i år blev afviklet i samarbejde med Hjernesagen og TrygFonden under overskriften ’Ulighed i sundhed’.

Helle Kyhnau Steffensen er centerleder for Neurorehabiliteringen på Lions Neurocenter, hvor Dina Kreiner-Møller er ansat som socialfaglig konsulent. Sammen gik de på podiet til temadagen for at give tilhørerne et indblik i deres erfaringer fra en hverdag, hvor omdrejningspunktet er at skabe meningsfuld rehabilitering målrettet borgere med kompleks erhvervet hjerneskade. Med udgangspunkt i tre forskellige cases blev der sat spotlight på det, de mener, der skal til for, at indsatsen lykkes, når en borgers behov falder udenfor normen.

En bred vifte af individer

Lions Neurocenter er et højt specialiseret tilbud til mennesker med kompleks erhvervet hjerneskade, men nogle af borgerne på stedet er ikke alene ramt af en hjerneskade. Med sig har flere af dem også forskellige psykiatriske problemstillinger, udviklingsforstyrrelser og/eller konkurrerende fysiske sygdomme. Nogle af borgerne kan have store sociale udfordringer med i kufferten. De kan have været i et misbrug, have gæld, et spinkelt netværk, komme fra hjemløshed og/eller opleve forskellige sproglige og kulturelle barrierer.

Det er med andre ord en bred vifte af individer, man favner, når man har med borgere med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer at gøre. Alligevel er der nogle fællestræk, siger Helle Kyhnau Steffensen.

Borgerne kan have en helt anden tilgang til verden end den, vi synes er logisk, og de kan være præget af nogle andre måder at være i verden på end gennemsnitsdanskeren. Derfor kan vi opleve, når vi møder dem i vores fagprofessionelle tilgang, at de prioriterer ting, der for os er uforståelige eller at de ikke prioriterer ting, der for os er livsnødvendige.

Flere af disse borgere trækker ofte et langt spor af mange forskellige sagsakter og kontakter i det offentlige system efter sig. Det stiller store krav til deres forudsætninger for at kunne koordinere og dele viden. Helle Kyhnau Steffensen og Dina Kreiner-Møller kalder det specialiseringens pris, men det er i virkeligheden også opskriften på ’the perfect storm’, siger Helle Kyhnau Steffensen.

”Som hovedregel har de færre ressourcer til at navigere i det offentlige system samtidig med, at de har en større opgave. Vores system er bygget til mennesker, der primært fejler én ting, men borgere med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer kommer ofte med en kompleksitet, en adfærd og nogle symptomer, som vi kan have svært ved at forstå og tolke. Som fagprofessionelle falder vi derfor nemt i den grøft, at vi bruger lang tid på at diskutere med hinanden om det er psykiatrien, misbruget, hjerneskaden eller noget helt fjerde, der er i spil. På den måde kommer borgerne til at vandre fra sted til sted uden at få den rette hjælp nogen steder.”

Det kræver tid og faglighed af opbygge en relation

Helt centralt for det rehabiliterende arbejde er relationen, fortæller Helle Kyhnau Steffensen.

Vi er nødt til at få skabt en relation for, at vi kan opnå et fornuftigt samarbejde. Ellers kan vi faktisk ikke lykkes med noget som helst andet.

Men det er ikke helt enkelt at opbygge en relation til en borger med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer. Ofte har borgeren ovenikøbet dårlige erfaringer med at indgå i relationer med repræsentanter fra det offentlige system, og det sætter fra starten af relationen under pres.

”Vi oplever, at de borgere vi har med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer møder os med en skeptisk tilgang. Allerede inden de fik deres hjerneskade, har de haft forskellige udfordringer, der farver deres møde med os. De kan have ’slået sig’ på både sagsbehandlere, forvaltning og andre, som vi jo ellers tænker er sat i verden for at løse problemer og få ting til at ske,” siger Helle Kyhnau Steffensen.

Derfor kræver det først og fremmest veluddannede medarbejdere med både basal- og specialviden, at få skabt, bevaret og udviklet den afgørende relation, vurderer hun.

”Det handler ikke bare om at være sød og rar og byde på en kop kaffe. Man må simpelthen ikke undervurdere, hvor meget det kræver fagligt at få lov til at opbygge en relation.”

Bevar tålmodigheden

Relationsarbejdet kan være langvarigt og undervejs sætte medarbejdernes tålmodighed på prøve. Det kan være hårdt for medarbejderne, hvis de for eksempel gentagne gange bliver afvist, og det være svært at være vidne til, hvis borgeren måske igen og igen bringer sig selv i risikofyldte situationer. Endeligt kan det være vanskeligt at finde kærligheden til de utallige gentagelser, der er nødvendige, hvis en borger blandt andet har en svært påvirket hukommelse, som følge af sin hjerneskade.

Vi skal være i stand til, som fagprofessionelle, at bevare håbet på borgerens vegne. Også når de mister det selv,” siger Helle Kyhnau Steffensen.

Her spiller den opbakning, som medarbejderne møder fra ledelse og organisation en afgørende rolle. Især i de forløb, hvor der går lang tid inden medarbejderne ser en effekt af relationsarbejdet, pointerer hun:

”Der er kontinuerligt brug for, at medarbejderne kan låne lidt håb og perspektiv fra nogen udenfor deres eget team, så de kan blive ved med at forsøge at finde en vej, der er meningsfuld for borgeren og bevare troen på, at det nok skal lykkes. De skal have hjælp til at holde fast i, hvem borgeren er som menneske og holde fokus på, hvad der er forklaringen på den adfærd, de ser. Og hvad svaret på det kan være.”

Det betyder også, at både organisation og medarbejdere nogle gange må imødekomme borgeren i, hvem der kan få lov til at hjælpe borgeren, siger Helle Kyhnau Steffensen.

”Som fagprofessionelle kan vi godt synes, at det er lidt svært, fordi ’man må jo tage imod den hjælp, der er tilgængelig’. Men når vi har med borgere med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer at gøre, skal vi forstå, at det ikke handler om et valg, men derimod om hvad borgeren kan.”

Narrativet er vigtigt

Uden den nødvendige støtte og faglige sparring risikerer medarbejderne at havne i en følelse af afmagt. Det øger risikoen for udbrændthed, omsorgstræthed og forråelse og kan betyde, at en borger bliver ’dømt ude’, fordi han eller hun får sat nogle negative personlige ’stempler’ på sig. Hvis det sker, går samarbejdet i hårdknude.

Derfor er Helle Kyhnau Steffensen meget opmærksom på det narrativ, der allerede fra starten af et rehabiliteringsforløb bliver skabt omkring en borger, fortæller hun:

Når vi skal tage imod en borger, er noget af det allervigtigste, at vi som organisation forholder os til, hvad det er for en fortælling, vi skal have etableret omkring borgeren. Fokus skal fra starten af ligge på, at vi formidler situationen fra borgerens perspektiv, og vi ser på, hvordan vi kan hjælpe det her menneske bedst muligt. Ellers kan vi ikke gøre en forskel for nogen.

Fleksibilitet i fundamentet

Udover faglighed og tålmodighed kræver det en stor grad af fleksibilitet at opbygge en relation til en borger med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer for at kunne arbejde med rehabiliteringen.

”Det betyder, at medarbejderne indimellem må være indstillede på nogle lidt anderledes arbejdsdage,” siger Helle Kyhnau Steffensen.

På Lions Neurocenter kan man derfor opleve, at neuropsykologen nogle gange må agere flyttemand for borgeren eller have en samtale med en borger fra kanten af varmtvandsbassinet. Måske er det nødvendigt, at det er fysioterapeuten, der udleverer medicin til borgeren i stedet for sygeplejersken. Det kan være, at arbejdsdagen går med at feje blade sammen på gårdspladsen eller ordne fuglehuse, fordi det er det, som giver mening for borgeren og dermed kan skabe kontakt.

Men det handler ikke alene om, at medarbejderne er fleksible i deres faggrænser. Fleksibilitet må findes i alle led i organisationen, pointerer Helle Kyhnau Steffensen.

”Fleksibiliteten er så afgørende, at den skal bygges ind i hele organisationens fundament. Vi skal turde, at lave fleksibilitet i hele opgaveløsningen, og medarbejderne skal mødes med faglighed og opbakning fra ledelsen, når de gør det.”

Glidende overgange er afgørende

Helle Kyhnau Steffensen og Dina Kreiner-Møller har gode erfaringer med brobygning. Det vil sige at skabe glidende overgange mellem sektorer til gavn for de borgere, det handler om. Når en borger med kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer står overfor at flytte fra et rehabiliteringstilbud til eget hjem, har det stor betydning, at lade en kendt medarbejder fra rehabiliteringstilbuddet følge borgeren i hjemmet den første tid. Det giver mulighed for at implementere resultaterne fra rehabiliteringen i de nye rammer og under andre forudsætninger, mens borgeren også gradvist opbygger en relation til de fagprofessionelle, der fremadrettet bliver en del af borgerens liv.

Brobygning er netop et eksempel på det nuancerede menneskesyn og den fleksibilitet i det offentlige systems tilbud, som ifølge Helle Kyhnau Steffensen og Dina Kreiner-Møller er vejen frem, hvis rehabilitering til borgere med en kompleks erhvervet hjerneskade og sociale udfordringer skal lykkes.

Derfor lod Helle Kyhnau Steffensen også oplæggets sidste ord falde som et spørgsmål.

”Vi skal tilbyde dem det, der er brug for fremfor, det der er på hylderne. Det er vores oplevelse, at vi på den måde, kan lykkes med rehabiliteringen. Spørgsmålet er bare, hvad man må, og hvad der kan lade sig gøre på samfundsniveau og i den organisation, hvor man er ansat. Er det muligt at være så kreativ, som vi oplever, at det ofte kræver?”