Vejlefjord Rehabilitering er et privat specialhospital der tilbyder genoptræning og rehabilitering til mennesker, der efter en operation, skade eller et længere sygdomsforløb ønsker en målrettet genoptræning i optimale og trygge rammer.
Vi består af et neurorehabiliteringsafsnit med plads til 38 indlagte patienter, et botilbud til unge med plads til 13 beboere samt et børneneurocenter, som er et ambulant tilbud til børn og unge. Vi er mange forskellige faggrupper samlet for at yde den bedste genoptræning og rehabilitering til vores patienter. Du vil bl.a. komme til at arbejde med neuropsykologer, audiologopæder, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter/hjælpere, sundhedsfaglige patientkoordinatorer og administrativt personale.
Lige nu søger vi en dygtig klinisk underviser i fysioterapeut til en fast stilling på 32-37 timer/ugen.
Vores fysioterapeutgruppe består af 13 nysgerrige og kompetente terapeuter, som socialt og fagligt inspirerer hinanden og ledelsen. Vi har en meget ligeværdig kommunikation med en uformel tone og med plads til grin. Vi vægter høj faglighed samt personlig og faglig udvikling meget højt.
Vi har unikke rammer med adgang til terapibassin, træningskøkken og værksteder, nyeste teknologiske træningsredskaber samt lokaler til træning individuelt og i grupper. Desuden er der rig mulighed for træning ude i vores naturskønne område, blandt andet i vores terapihave.
En fysioterapeut på Vejlefjord Rehabilitering bruger meget tid sammen med patienterne. En stor del af din arbejdsdag vil derfor være fyldt med træningsseancer enten individuelt, sammen med en kollega eller på hold. Vi er til stede i tværfaglige aktiviteter omkring patienterne; det kan være i forflytninger, i spisesituationer og træder til når der er brug for vores hjælp fra tværfaglige kollegaer.
I denne stilling vil din arbejdstid være delt mellem arbejdet med klinisk undervisning af de studerende og arbejdet med patienter.
Vi modtager studerende på 2., 5. og 6. semester og 6. semester føres til eksamen. Forløbene med de studerende er 2-10 uger og vi modtager 2 studerende ad gangen.
Du skal være med til at understøtte brobygningen mellem uddannelsesinstitution og praksis, således det teoretiske rum bliver integreret med klinisk praksis. Du skal kunne planlægge og gennemføre kliniske undervisnings- og vejledningsforløb målrettet de studerendes individuelle behov og tidligere erfaringer.
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. Stillingen er på 32-37 timer om ugen og med opstart pr. 1. maj 2025.
Fysioterapeuter møder primært i dagvagt mandag til fredag, og vi er imødekommende over for individuelle tilpasninger i mødetider.
Du kan få mere information om stillingen hos ledende terapeut, Marlene Jørgensen på tlf. 30739462. Du kan også læse mere om os på www.vejlefjord.dk.
Send dit CV og ansøgning til HR@vejlefjord.dk. Noter i emnefelt ”Klinisk underviser i fysioterapeui”.
Vi behandler ansøgninger løbende, dog er der ansøgningsfrist den 24. marts 2025.
Samtaler forventes afholdt d. 26. marts 2025.