Om os

Vejlefjord Rehabilitering er et privat specialhospital, der tilbyder genoptræning og rehabilitering til mennesker, der efter en operation, skade eller et længere sygdomsforløb ønsker en målrettet genoptræning i optimale og trygge rammer.

Vi består af et neurorehabiliteringsafsnit med plads til 38 indlagte patienter, et botilbud til unge med plads til 13 beboere samt et børneneurocenter, som er et ambulant tilbud til børn og unge. Vi er mange forskellige faggrupper samlet for at yde den bedste genoptræning og rehabilitering til vores patienter. Du vil bl.a. komme til at arbejde med neuropsykologer, audiologopæder, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter/hjælpere, sundhedsfaglige patientkoordinatorer og administrativt personale.

Jobbet og afdelingen

Vores terapeutgruppe består af 17 fagligt kompetente terapeuter, som socialt og fagligt inspirerer hinanden og ledelsen. Vi har en meget ligeværdig kommunikation med en uformel tone og med plads til grin. Vi vægter høj faglighed samt personlig og faglig udvikling meget højt.

Vi har unikke rammer med adgang til terapibassin, træningskøkken og værksteder, nyeste teknologiske træningsredskaber samt lokaler til træning individuelt og i grupper. Desuden er der rig mulighed for træning ude i vores naturskønne område, blandt andet i vores terapihave.

En terapeut på Vejlefjord Rehabilitering bruger meget tid sammen med patienterne. En stor del af din arbejdsdag vil derfor være fyldt med træningsseancer enten individuelt, sammen med en kollega eller på hold. Som ergoterapeuter har vi fokus på kognitiv udredning og træning, energiforvaltning, træning i aktivitet i P-ADL og I-ADL og dysfagi-behandling. Alt sammen i tæt samarbejde med vores tværfaglige kollegaer. Som fysioterapeut har vi fokus på at arbejde både på funktions- og aktivitetsniveau både individuelt og på hold. Vi bruger de udendørs faciliteter meget.

Om dig

Du har autorisation som ergo- eller fysioterapeut.

Det er vigtigt for os, at du har erfaring med træning og rehabilitering – og gerne interesse inden for det neurologiske område.

Som person har du gennemslagskraft, kan bevare overblikket og har gode kommunikations- og formidlingsevner. Du er opsøgende, hjælpsom og motiverende for både patienter og kollegaer.

Du er nysgerrig på dit fag og har lyst til at udvikle dig.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. Der er tale om en kort periodeansættelse i et sommervikariat.

Ergo- og fysioterapeuter møder primært i dagvagt mandag til fredag, og vi er imødekommende over for individuelle tilpasninger i mødetider.

Du kan få mere information om stillingen hos ledende terapeut, Marlene Jørgensen, på tlf. 30739462 eller på e-mail: mjor@vejlefjord.dk Du kan også læse mere om os på www.vejlefjord.dk.

Ansøgning

Send din ansøgning til hr@vejlefjord.dk. Mærk ansøgning ”Ansøgning ergo- og fysioterapeut vikar ”. Vi ansætter løbende.