Et trygt hjem giver et større rehabiliteringspotentiale

Det er Henriette Grauslunds erfaring. Hun er leder af Ny Fjordbo, der er Vejlefjord Rehabiliterings botilbud til unge mennesker med en hjerneskade. Derfor gør hun og medarbejderne alt, hvad de kan for, at beboerne skal føle sig trygge. Men tryghed er en variabel størrelse, der bliver skabt på forskellige måder. Her spiller både hjemlige omgivelser, kendt personale, dialog, medbestemmelse og friheden til at komme omkring en stor rolle.

Oliver Meidger Larsen stiller sig helt hen foran det store vindue i sit højloftede værelse. Han vender ryggen til rummet og retter blikket mod horisonten.

”Det her” siger han. Uden tøven.

Udsigten fra det store vindue er nemlig det, som Oliver sætter størst pris på ved sit værelse i ’Huset’. Her kan han se ud på gamle frugttræer og store rhododendronbuske. Han kan følge med i hvem, der bevæger sig og op ned at den snoede og stejle Sanatorievej, som ’Huset’ ligger ved. Og længst ude kan han ane fjordens blå vand. Netop derfor er det også lige nedenfor vinduet, at Oliver har indrettet et hyggehjørne med sofa, lænestol, et lille bord og TV.

”Når bladene falder af, så…”

Med hænder og arme viser Oliver en dalende bevægelse, mens han leder lidt efter ordene. Om efteråret og vinteren når træerne står helt nøgne, så er udsigten til fjorden endnu bedre. Det er det, han gerne vil fortælle.

For seks år siden ændrede Olivers liv sig på et splitsekund. Han var netop startet i gymnasiet, da han i en idrætstime faldt om med en blodprop i hjernen. Blodproppen påvirkede både hans førlighed og evne til at kommunikere. Derfor lever Oliver i dag med en moderat grad af afasi, har en let haltende gang og bruger en skinne på sin højre hånd og underarm.

Findes der virkelig sådan et sted?

Sammen med fire andre unge bor 22-årige Oliver i ’Huset’. En gammel villa i gule mursten, der i begyndelsen af sidste århundrede blev bygget som tjenestebolig til inspektøren for det daværende ’Sanatorie for brystsyge’. I dag kendt som Hotel Vejlefjord. Siden dengang er en moderne tilbygning, der nu huser boligens køkken, kommet til.

Ved første øjekast er der ikke meget, der afslører, at villaen i dag danner rammen om et botilbud for unge mennesker med en hjerneskade. I entreen snor en stejl trappe sig op til førstesalen, de gamle plankegulve knirker under fødderne og fyldningsdørene giver sig lidt hver gang, der bliver taget i håndtaget. I køkkenet står et spisebord med seks stole omkring, og friske krydderurter suger dagslys til sig i vindueskarmen. Et potpourri af personlige billeder hænger på væggen i stuen, hvor også sofaen med puder og tæpper inviterer til afslapning og hyggestunder. Her kunne ligeså godt bo en helt almindelig familie. Akkurat som der gjorde i inspektørens tid.

”Det er noget, som vores beboere italesætter. De havde ikke regnet med at komme i et botilbud, der i den grad afspejler et hjem. Det synes, de virkelig er lækkert. Men de fortæller også, at de simpelthen ikke havde turdet håbe på det. De troede ikke, at sådan et sted fandtes,” siger Henriette.

Kun tavlen med personalets arbejdsplan, oversigten over beboernes maddage, skemaet med fordeling af tider til brug af vaskemaskinen, de små ramper over dørtrinene, en badestol i brusekabinen og diskret placerede vejledninger på strategiske steder fortæller historien om, at ’Huset’ er bolig for en håndfuld unge mennesker, hvor sygdom eller en ulykke kom på tværs i livet.

To matrikler. Én enhed

Ny Fjordbo fordeler sig på to matrikler: ’Huset’ i den gamle inspektørbolig og ’5. sal’, der ligger placeret øverst oppe i Vejlefjord Rehabiliterings nyere bygninger. Herudover råder Ny Fjordbo over et værelse på Vejlefjord Rehabiliterings ungeafsnit. I alt er der plads til 13 beboere. En del af dem bor på Ny Fjordbo, mens de – ligesom Oliver – tager en STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, red.). Andre kommer til Ny Fjordbo for at fokusere på træning.

Udover de fem beboere og fire faste medarbejdere, tæller ’Huset’ også Ruth og Sune. To navngivne scootere, der holder klar i ’Husets’ carport. Og de spiller, ifølge Henriette, en vigtig rolle i dagligdagen. Præcis 300 meter og en stejl stigning op til ’Huset’ adskiller nemlig de to matrikler.

Godt nok er vi fordelt på to matrikler, men vi er én enhed. Beboerne i ’Huset’ og på ’5. sal’ træner sammen, får undervisning sammen, tager på fælles ture og besøger hinanden på kryds og tværs af boligerne. Scooterne er bindeleddet mellem alt det. Med scooterne får de beboere, der er gangbesværede frihed til at transportere sig selv,” siger Henriette.

Selvom afstanden mellem ’Huset’ og  ’5. sal’ er overskuelig, ikke mindst på grund af Ruth og Sune, kan ’Huset’ alligevel føles langt væk. Især når medarbejderne sidst på aftenen forlader ’Huset’ og først møder ind igen tidligt næste morgen. Om natten er de unge mennesker altså alene i ’Huset’, dog med mulighed for at tilkalde en sygeplejerske fra Vejlefjord Rehabilitering.

”Der er de bare cool. Mega cool. Beboerne bliver selvfølgelig klædt på til, hvad de skal gøre, hvis de får brug for hjælp, men medarbejderne i ’Huset’ er rigtig dygtige til at få skabt det her trygge hjem, der gør, at det bare fungerer. Vi oplever faktisk, at beboerne vokser med opgaven, når vi betror dem, at det her kan I godt klare. Det modner dem, og vi kan tydeligt mærke, at de bliver mere selvstændige,” siger Henriette.

Alfa og omega er tryghed

At ’Huset’ afspejler et hjem er ifølge Henriette Grauslund alfa og omega. Hjemlige omgivelser forbindes nemlig af mange med tryghed, og tryghed er en forudsætning for udvikling. Derfor har tryghed også en betydning for den botræning, der i særlig grad er fokus på i ’Huset’, fortæller Henriette:

Det at have et trygt hjem betyder simpelthen alverden. Beboernes rehabiliteringspotentiale bliver større. Når der er tryghed tilstede, så er der mulighed for udvikling. Derfor oplever vi også, beboerne virkelig udvikler sig og kommer herfra med nye færdigheder”.

Men det er ikke kun de hjemlige omgivelser, der er med til at skabe den vigtige tryghed. Ifølge Henriette handler det i ligeså høj grad også om de relationer og det fællesskab, som medarbejderne er gode til at etablere mellem beboerne.

Det er klart, at når man bor så tæt som beboerne i ’Huset’ gør, så krydser man klinger indimellem. Der vil opstå situationer, hvor man er uenige eller opfatter noget forskelligt. Der hjælper medarbejderne beboerne, så det ikke eskalerer. Og netop fordi medarbejderne er så tæt på beboerne hver eneste dag, ved de hvornår og hvordan, de skal gribe ind.

Men hvad er det de gør, der virker tryghedsskabende? Ifølge Henriette handler det især om, at medarbejderne har fokus på, at der skal være plads til alle. Med alle de forskelligheder, beboerne hver især har.

”Først og fremmest snakker de sammen om tingene. Det betyder, at nogle skal lære at byde lidt mere ind til fællesskabet, og nogle skal lære at give mere plads til andre. Fordi de skal være der allesammen. De har simpelthen ret til at være der allesammen”.

Med andre ord handler det om social træning. Og håndteret på den rigtige måde bliver det både tryghedsskabende og lærerigt for de involverede. Derfor er beboersamtaler og ugentlige husmøder en fast bestanddel af hverdagen i ’Huset’. Her drøfter beboere og medarbejdere, hvad der rører sig af stort og småt, og beboerne er for eksempel med til at bestemme, hvad der skal laves til aftensmad, eller hvor turen går hen i weekenden.

Botræning er – også – en øjenåbner

Bag den dobbeltfløjede dør summer støvsugeren. I dag står den på oprydning og rengøring af eget værelse for Oliver og de øvrige beboere i ’Huset’. Sammen med Christian Støhrmann er Oliver gået i krig mod nullermændene. Og så er det ikke nogen fordel at have det største værelse i ’Huset’, griner de.

Christian er fysioterapeut og Olivers kontaktperson. Han holder sig lidt i baggrunden, men er hele tiden i nærheden. Med jævne mellemrum spørger Oliver ham til råds. Et par gamle sko skal smides ud, men Oliver er i tvivl om, hvor han skal aflevere dem. I fællesskab finder han og Christian en løsning. Samtidig bliver de enige om, at rengøringen vist har udviklet sig til en hovedrengøring. Indimellem gør Christian nemlig diskret Oliver opmærksom på, at der i et hjørne eller bagved radiatoren gemmer sig en lille gruppe nullermænd, der har overlevet støvsugerens fremfærd.

”Det er en hårfin balancegang, hvor meget jeg er indover. Værelserne er beboernes domæne. Det har de råderet over, og vi går aldrig ind uden at spørge om lov. Medmindre der er lavet en specifik aftale om, at vi gerne må og hvorfor. Vi har også en forventning om, at beboerne i ’Huset’ i større udstrækning selv holder overblik over deres aftaler og gøremål. Det betyder, at vi skal have tillid til hinanden for, at der er en udvikling,” siger Christian.

’Huset’ skal afspejle virkeligheden

Rengøring og oprydning er en del af botræningen. Men i ’Huset’ deles de fem beboere også om to badeværelser. Fordi ’Huset’ er en ældre villa, der oprindeligt blev bygget til en familie, er det ikke muligt at etablere bad og toilet til hvert enkelt af beboernes værelse, som det er gjort på ’5. sal’. Men spørger man Henriette er det slet ikke så skidt endda. Faktisk tværtimod. Heller ikke selvom det i perioder kan give anledning til diskussioner og bekymringer blandt beboerne. At være fælles om bad og toilet er, ifølge hende, nemlig en væsentlig del af botræningen.

Det stiller krav til beboerne om at være fleksible, planlægge, koordinere og være rummelige. Men det handler også om at lære, hvordan man forlader noget, og hvordan man gerne vil modtage det igen. I løbet af et helt normalt ungdomsliv bor mange fælles i lejligheder eller på kollegier, hvor de jo også skal forholde sig til at dele bad og toilet. Så der afspejler ’Huset’ i dén grad virkeligheden. Og på Ny Fjordbo vil vi rigtig gerne ligge os så tæt op af virkeligheden som muligt.

Formålet med botræningen er at klæde beboerne bedst muligt på til en så selvstændig livsform som muligt. Ved at få indblik i og erfaring med de opgaver der hører til en ganske normal hverdag, bliver beboerne ofte i stand til gradvist at løfte de forskellige opgaver mere selvstændigt. Men det er ikke kun udvikling af kompetencer og opnåelse af mål, botræningen sigter mod. Det handler også om afklaring, siger Henriette:

”Det er en proces, der hjælper beboerne med at forstå, hvilken type bolig, der er mest hensigtsmæssig for dem at flytte ind i efter deres tid på Ny Fjordbo. Derhjemme kommer forældrene helt naturligt til at kompensere for dem. Derfor starter beboerne ofte ud med en tanke om, at de gerne vil bo i egen lejlighed og klare sig selv. Når de så kommer i ’Huset og skal begynde at vaske tøj, rydde op, gøre rent, planlægge indkøb, tage ud og handle og lave mad, bliver det tydeligere for dem, hvad de kan, og hvad de har brug for hjælp til”.

Flytning er en ambivalent størrelse

Sådan har det også været for Oliver. I snart tre år har han boet på Ny Fjordbo. Først på ’5. sal’ og de sidste to år i ’Huset’. I den tid har han erfaret, at han befinder sig godt med, at have andre mennesker omkring sig, der kan træde til ved behov. Og om kort tid, når Oliver bliver STU-student, flytter han derfor i en lejlighed på et sted, hvor der bor andre unge, og hvor der er personale tilstede.

En hvid papkasse på Olivers skrivebord fanger Christians blik. Dens anonyme udseende afslører ikke indholdet.

”Hvad har du her?” spørger Christian interesseret.

Sammen med Oliver åbner han kassen, der gemmer på en lille rund glaskrukke med et mørkt trælåg. Oliver fortæller, at det er til hans nye lejlighed.

”Jeg har tænkt mig, at have morgenmad i den. Mysli og den slags”.

Oliver glæder sig til det nye kapitel. Det bliver spændende at flytte i noget nyt og lære nye mennesker at kende. Men flytningen fra ’Huset’ er også forbundet med vemod og en naturlig usikkerhed overfor det nye, fortæller han.

Han lægger forsigtigt krukken på plads i papkassen og tager mobilen op af sin lomme. En lille film, der viser en indflytningsklar lejlighed med et stort badeværelse, ruller henover skærmen. Store vinduer med udsigt til åbne vidder går igen på billederne. Også i sin nye bolig får Oliver et godt udsyn til verden.