Grethe var afhængig af en kørestol. Nu går hun uden stok: ”Det er helt fantastisk”

”Lige derover var der et rigtig godt sted,” siger 69-årige Grethe Rasmussen, mens hun retter blikket ud gennem vinduet og nikker i retningen af et afsides hjørne af parken. På det sted skød der en mangfoldighed af svampe op af skovbunden, fortæller hun.

Undervejs i sit ophold på Vejlefjord Rehabilitering blev det en ”dille” for Grethe at fotografere så mange forskellige svampe som muligt. Hun lærte derfor parken særdeles godt at kende. I alt 379 kilometer tilbagelagde hun i løbet af de otte uger, opholdet varede. Det har hun regnet ud ved hjælp af skridttæller og udførlige dagbogsnotater.

Størstedelen af kilometerne vandrede Grethe på sine daglige gåture i den kuperede park og de store skovområder, der omgiver Vejlefjord Rehabilitering.

”Der var en ro, når jeg gik i skoven og kunne se mig omkring. Omgivelserne fås ikke bedre,” siger Grethe.

I takt med at hun forbedrede sin fysiske formåen, begyndte hun at udforske de mere ufremkommelige områder af parken i jagten på nye svampe. For Grethe blev svampejagten på den måde et håndgribeligt udtryk for den udvikling, hun oplevede.

At gå en tur er ikke noget Grethe længere tager for givet. Da en hjerneblødning for tre år siden efterlod hende lam i venstre side af kroppen, blev hun afhængig af en kørestol. Senere af en stok. Derfor er det, at kunne gå en tur blevet en frihed, som hun skatter højt.

”Angsten for at jeg ikke ville komme til at gå igen fyldte meget i starten. Jeg kunne ikke forliges med tanken om, at jeg skulle sidde i en kørestol for altid. Det synes jeg var en hård tanke.”

Da Grethe nogle uger efter hjerneblødningen opdagede, at hun kunne bevæge sin ene storetå lidt, fandt hun modet til stille det spørgsmål, der havde optaget hendes tanker: ’Kommer jeg til at gå igen?’ Lægens svar var nedslående, siger hun.

”Jeg fik at vide, at chancen ikke var særlig stor. Det gjorde mig først helt vildt ked af det, men bagefter blev jeg gal og tænkte: ’Det skal jeg nok selv bestemme’. Så jeg trænede og trænede og trænede.”

Siden hjerneblødningen indtraf har Grethes vigtigste mål været at kunne gå uden hjælpemidler. Drivkraften er et brændende ønske om ubesværet at kunne passe haven i hjemmet på Sydfyn. Og så drømmer Grethe om igen at kunne bevæge sig frit rundt på Rhodos’ ujævne stræder. Ferieøen beskriver hun og hendes mand som deres andet hjem, og derfor var det en stor sejr for Grethe, da hun seks uger inde i sit ophold på Vejlefjord Rehabilitering kunne lade stokken stå på værelset, når hun begav sig ud i parken. Siden har hun ikke gjort brug af den.

”Jeg har stillet stokken ind i skabet,” lyder det bestemt fra Grethe.

Det er et par uger siden, at Grethe blev udskrevet fra Vejlefjord Rehabilitering. Nu er hun vendt tilbage for at fortælle om sin oplevelse af opholdet, og fordi savnet til stedet er stort, siger hun.

”Vejlefjord blev ved med at rumstere i mine tanker efter, jeg kom hjem. Jeg er fuld af taknemmelighed over, at jeg fik muligheden for at komme til genoptræning på det her sted. Det er én gang i livet, at man får sådan en chance, og det har simpelthen været guld værd. Jeg ville frygtelig gerne være blevet otte uger mere.”

Ved siden af Grethe sidder hendes mand Benny Rasmussen. Med jævne mellemrum udveksler de blikke. Rørte. Alvorlige. Kærlige. Drillende. Indimellem rækker Grethe ud og tager hans hånd. Hjerneblødningen, der uden varsel ramte hende en aften ved sengetid, kom som et chok. Ikke kun for Grethe. Også for Benny.

”Det hele var meget forvirrende. Jeg tænker stadig på, hvor hurtigt det gik. Da Grethe blev kørt afsted, var hun jo ikke særlig ramt. Hun gik selv ud i ambulancen med lidt støtte, så det var et chok, da jeg lidt senere kom ud på hospitalet og så, at hun var lam i hele venstre side.

Den uvished og stress som hjerneblødningen medførte har både Grethe og Benny mærket, men samtidig oplevede de også konsekvenserne fra hver deres perspektiv, siger Benny.

”Grethe var lammet fysisk, men jeg var lammet psykisk.”

Da Grethe blev udskrevet fra genoptræning fulgte kørestolen med hende hjem. Hun og Benny forsøgte at finde sig til rette i en ny hverdag med hjemmehjælp flere gange dagligt. For Grethe var det udfordrende, at være afhængig af andres hjælp. I fællesskab besluttede parret derfor, at de ville prøve at klare sig selv. Men det var hårdt, husker Grethe.

”Når jeg for eksempel kom i seng, kunne jeg ikke selv vende mig. Jeg måtte vække Benny om natten, når jeg skulle om at ligge på siden eller på toilet. Det havde jeg svært ved.”

Grethe fortsatte med ambulant genoptræning. Stille og roligt blev hun i stand til at gå kortere distancer med en stok at støtte sig til.

Grethe havde aldrig hørt om Vejlefjord Rehabilitering, da hendes praktiserende læge foreslog at skrive en henvisning til stedet.

”Jeg var fyr og flamme. Det var en ny mulighed for at blive mere mobil. Jeg ville rigtig gerne slippe af med min stok, og blive bedre til at spise med kniv og gaffel. Og det er jo lykkes. Det er helt fantastisk.”

Umiddelbart inden opholdets start meldte der sig alligevel en nervøsitet for, hvad tiden på Vejlefjord Rehabilitering ville byde på, men da Grethe først var ’landet’, forlod hun ikke stedet igen, fortæller Benny.

”Hun ville ikke hjem, så jeg måtte pænt komme på besøg.”

Grethes ophold gav også Benny mulighed for at fokusere lidt på sig selv. Særligt fordi han følte sig tryg ved, at Grethe havde det godt på Vejlefjord Rehabilitering, fortæller han.

”Jeg vidste jo, at Grethe var i gode hænder. Det var tydeligt at fornemme, at hun trivedes. Humøret var rigtig godt, og personalet var gode til både at inspirere og udfordre hende, så hun udviklede sig helt enormt.”

Grethe er enig.

”Jeg har været glad for at være her fra dag 1. Det er der mange, som kan skrive under på. De ansatte har betydet alt for mig. Nogle bliver man mere knyttet til end andre, men jeg har aldrig mødt så mange skønne mennesker på ét sted. Der er en fantastisk stemning. Det skinner tydeligt igennem, at de ansatte har det godt med hinanden, og det er noget, der smitter af på patienterne. Virkelig meget.”

Men det er ikke kun medarbejderne, der har gjort indtryk på Grethe. Det har samværet med hendes medpatienter også, fortæller hun.

”En ting er, at jeg har set mine egne resultater, men jeg har også været vidne til andres. Jeg har lige hilst på en, der sad i kørestol, da mit ophold startede. Nu går han rundt med stok. Tidligere i dag så jeg en anden, der har siddet i kørestol, siden han kom. I dag gik han hen til frokosten med en, der støttede ham. Det har været en glæde at møde andre i samme situation og se deres fremskridt. Det er kæmpestort.”

De mennesker – patienter såvel som ansatte – Grethe mødte under sit ophold på Vejlefjord Rehabilitering har gjort et uudsletteligt indtryk på hende, fortæller hun. Men kvaliteten af træningen, fremhæver Grethe også.

”Øvelserne og den måde træningen blev håndteret på var virkelig god. De ansatte er der bare 100 procent for dig. Det er ikke noget med, at man føler, de bare skal have det overstået, så de kan komme videre til den næste. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, hvordan man selv er som person. Det er et samarbejde, der går to veje. For mig har det været en positiv oplevelse.”

Siden Grethe blev ramt af hjerneblødningen, har hun fokuseret meget på den fysiske del af sin genoptræning. Derfor var deltagelse på holdet ’Kognitiv rehabilitering’ heller ikke Grethes favoritdisciplin på Vejlefjord Rehabilitering. I hvert fald ikke til at starte med. Men holdet åbnede både Grethe og Bennys øjne for de skjulte følger af en hjerneskade, og det har givet stof til eftertanke hos dem begge, fortæller Benny.

”Der er ingen af os, der har været gode til at sige fra i forhold til den mentale del. Derfor synes jeg, det er godt, at Grethe var med på holdet og blev fortalt, at der også kan være en anden side end den fysiske. At der er en årsag til, hun nogle gange kører træt og har minusdage. Det er vigtigt at blive opmærksom på, og det kan være med til at sætte nogle ting på plads.”

Undervisningen og samtalerne på holdet gav også Grethe indblik i, at hun ikke er alene med hendes oplevelser, og det har været en hjælp, fortæller hun. For eksempel da snakken faldt på mental træthed.

”Jeg fortalte, at jeg ikke synes, jeg kan være bekendt at sige: ’Ved I hvad, nu bliver vi nødt til at tage hjem, for jeg er træt’, når vi for eksempel er i byen. Det er svært, at man ikke helt er, som man har været tidligere, når man har haft en hjerneblødning. Men på holdet var der nogen, som fortalte, at de havde det på nøjagtig samme måde.”

Billeder af små naturskabte skulpturer toner frem på skærmen af Grethes mobil. Høje, ranglede, tykke, skæve, krøllede og mønstrede. Mere end 100 forskellige svampe mener Grethe, hun nåede at fotografere under sit ophold. Hver enkelt af dem har sit unikke udtryk.

Sygeplejersken Nina Bjerrum Birk var en af de medarbejdere på Vejlefjord Rehabilitering, som fulgte Grethe fra start til slut, og hun fik hurtigt øje på Grethes interesse for svampe. Nina bemærkede, at svampejagten motiverede Grethe til at gå flere skridt og udfordre sig selv motorisk. Derfor sammensatte Nina en mappe til Grethe, hvor hun kunne finde gode råd til svampejagt og hjælp til artsbestemmelse for på den måde at understøtte hendes mål om at blive mere mobil.

”Kære Grethe. Fortsæt jagten på svampe og på dine mål! Godt kæmpet. Al held og lykke i fremtiden. Kh Nina,” står der på den sidste side i mappen.

Og jagten fortsætter. Det bekræfter Grethe. Hendes blik er rettet mod nye mål, for selvom hun er nået langt, vil hun gerne nå endnu længere. Et skridt af gangen.

”I sidste uge lavede jeg en gangtest hjemme i haven. Langs vores garage har vi nogle 50 x 50 fliser, så der målte vi 10 meter op. Benny tog tid på hvor mange gange, jeg kunne gå frem og tilbage på seks minutter. Det viste sig, at jeg havde forbedret mig endnu mere i forhold til, da jeg stoppede på Vejlefjord. Det synes jeg er helt fantastisk.”