’Jeg er taknemmelig for, at jeg blev grebet, da jeg havde allermest brug for det’

Sådan indledte Thomas sit opslag på Facebook kort tid efter, at han var blevet udskrevet fra Vejlefjord Rehabilitering. Få timer forinden havde han siddet ved bordet i træningslokalet ’Hånd & Arm’. Overfor ham sad Kirsten, der er ergoterapeut på Vejlefjord Rehabilitering. Thomas’ ’pufling’ – hustruen Ann – stod ved hans side. Sammen fik de lige de sidste ’instrukser’ med fra Kirsten, inden turen gik østpå: Hjem. Sammen.

Jeg skal hjem og gå op af havegangen. Den har nogle gode meter i sig,’ lød det fra Thomas, inden han og Ann fulgtes tilbage mod Thomas’ værelse, hvor kufferterne stod pakket og klar.

Sidste gang Thomas var hjemme, blev han kørt ned af havegangen på en båre, forklarede Ann. For enden af havegangen ventede den ambulance, der skulle køre Thomas på hospitalet til behandling for en blodprop i hjernen.

Hjernetræthed

Ankomsten til Vejlefjord Rehabilitering foregik også i liggende position på en båre. Blodproppen betød nemlig, at Thomas ikke alene var blevet lam i venstre side af kroppen og havde problemer med synet. Han mærkede også den hjernetræthed, der ofte følger med, når et menneske bliver ramt af en hjerneskade.

Jeg var dødhamrende træt, da jeg kom til Vejlefjord, og jeg havde et stort behov for at sove rigtig meget. Det var ligesom, der var noget, der skulle indhentes,’ siger Thomas.

Derfor husker Thomas også den første tid på Vejlefjord Rehabilitering lidt diffust, og den mentale træthed – som hjerneskaden har ført med sig – har ikke sluppet sit tag i ham. Det fortæller Thomas i telefonen to måneder efter, at han blev udskrevet fra Vejlefjord Rehabilitering:

’Noget af det jeg arbejder med er min træthed. Jeg bliver stadigvæk rigtig, rigtig træt – rigtig, rigtig hurtigt’

På Vejlefjord Rehabilitering blev Thomas introduceret til energiforvaltning. Med baggrund i den viden og med masser af øvelse disponerer han i dag velovervejet over sine kræfter. Hvil er blevet en nødvendig del af dagligdagen, fordi ressourcerne hurtigere bliver brugt op. Thomas prioriterer at bruge kørestolen fremfor at gå, hvis distancerne er lange, eller kræfterne skal bruges på noget andet. Det er hele tiden en afvejning, hvad der skal være energi til, fortæller han.

Genoptræningsplan til rehabilitering på specialiseret niveau

Mindre end en måned efter at Thomas blev ramt af en blodprop i hjernen begyndte genoptræningen på Vejlefjord Rehabilitering. Med en genoptræningsplan til rehabilitering på specialiseret niveau kom han, via sin hjemkommune, til Vejlefjord Rehabilitering på et såkaldt kautionsophold, der kan bevilliges efter Sundhedslovens paragraf 140.

’Mens jeg var indlagt på hospitale,t begyndte snakken at gå på, hvad der nu skulle ske. Hvilke muligheder for genoptræning fandtes der? I min omgangskreds blev det nævnt med stort flertal, at Vejlefjord Rehabilitering var et godt sted at komme hen. Så da jeg nåede så langt, spurgte vi min hjerneskadekoordinator, om det var en mulighed – og det var det, fordi min kommune har et samarbejde med Vejlefjord,’ siger Thomas.

Genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau henvender sig særligt til mennesker med en nyerhververet hjerneskade, der har komplicerede, omfattende, sjældne og/eller alvorlige funktionsevnenedsættelser af væsentlig betydning for flere livsområder som følge af skaden.

Det startede med ’Sara’

Genoptræningen af Thomas’ gangfunktion startede fra dag ét på Vejlefjord Rehabilitering. Det er en lang proces, der består af flere delmål. Derfor er det vigtigt, at indsatsten er en del af hverdagen på Vejlefjord Rehabilitering og ikke kun finder sted i træningssalen eller på fysioterapeutens briks.

’Den var helt gal. Jeg havde ingen fornemmelse af venstre ben overhovedet, så jeg kunne jo ikke selv futte afsted, når jeg for eksempel skulle på toilet. Der hjalp sygeplejerskerne mig op i det, der hedder en Sara Steady, så jeg kunne blive rullet ud på toilettet,’ fortæller Thomas.

Sara Steady er et forflytningsredskab, der er med til at understøtte den tidlige mobilisering. Med støtte og vejledning inddrager sygeplejersken aktivt patienten i at komme fra siddende til stående stilling. Evnen til at stå op og holde balancen i kortere tid trænes også.

Sara Steady er for længst parkeret. Det samme gælder Thomas’ kørestol. I hvert fald en del af tiden, fortæller han:

’Kørestolen har fået en skammekrog. Den er mere et sikkerhedsnet for mig nu. Jeg har den at klynge mig til, når jeg bliver træt eller ikke ved hvor lang en distance, jeg skal gå. Jeg holder nok fast i den lidt endnu – også selvom min søn er rigtig rar til lige at gå ved min side, når jeg skal et sted hen.’

’Du er frigivet’

Rehabilitering på specialiseret niveau er en tværfaglig og professionel indsats, hvor der ydes genoptræning indenfor både fysiske, psykiske og/eller sociale problemstillinger. Forløbet er intensivt og strækker sig over en tidsbegrænset periode. Målet er at (gen)skabe de bedst mulige betingelser for et selvstændigt og meningsfuldt liv. Et skridt på vejen dertil er at blive ’frigivet’. Det har Thomas bemærket:

’Noget af det største man kan opleve er at blive frigivet.’

En ’frigivelse’ markerer, at en patient nu er klar til for eksempel at foretage en forflytning selvstændigt og på forsvarlig vis. Det vil sige uden opsyn af personale. På Vejlefjord Rehabilitering oplevede Thomas at blive frigivet til at forflytte sig til og fra sin kørestol, til atter at spise normal mad og til selv at tage et bad igen.

Frigivelsen gav ikke kun Thomas en større selvstændighed i hverdagen på Vejlefjord Rehabilitering. Den betød også, at han i højere grad oplevede, at blive mødt med en forventning om at kunne mere selv. Det krævede lidt tilvænning, mindes han:

Jeg husker det som om, jeg nærmest var mandsopdækket den første tid. Der var hele tiden nogen omkring mig. Senere i forløbet kom der et større fokus på, at jeg kunne klare mig selv. Selvom det var en glidende overgang, så kunne jeg nogle gange tænke: Hov! Hvor blev fortidens luksus af? Jeg følte at den tid, hvor jeg blev båret på hænder og fødder forsvandt. Men jeg har klarsyn nok til at se, at det var et spørgsmål om, at gøre mig mere selvstændig.

Taknemmelighed

Thomas gik hele vejen op af havegangen, da han kom hjem. En hjemkomst der var præget af travlhed. Scanninger, samtaler og træningen i kommunens ambulante tilbud skulle alt sammen passes. Thomas måtte finde en ny rytme i livet:

’Det er dejligt at komme hjem til kendte rammer. Jeg har selvfølgelig skulle tillægge mig nogle nye mønstre for at klare hverdagen. Der står ikke længere en sygeplejerske klar, når jeg trykker på en knap. Og det jeg ikke kan lokke fruen til at gøre, står jeg jo selv for. Men vingerne kan godt bære.’

Stemmen i telefonen bliver stille et øjeblik.

’Jeg er taknemmelig for, at jeg blev grebet, da jeg havde allermest brug for det,’ siger Thomas berørt.

Betingelserne i Thomas’ liv blev med ét slag ændret, da blodproppen ramte. Hårdt og brutalt. Alligevel fylder taknemmelighed meget i samtalen med Thomas. Han fortæller, om den taknemmelighed han mærker over, at blodproppen kom, da han lå derhjemme og sov med Ann ved sin side – i stedet for at ligge alene på et hotelværelse, som Thomas ofte gjorde i forbindelse med sit arbejde.  Taknemmelighed over Anns hurtige reaktion, og den behandling han modtog på hospitalet. Og taknemmelighed over den tryghed, som han – på et sårbart tidspunkt i sit liv – oplevede på Vejlefjord Rehabilitering.

Men man skal også selv være villig til selv at kæmpe, mener Thomas:

Det kræver en indsats. Man kommer ingen vegne ved at forvente, at andre klarer det for en. Selvom Vejlefjord Rehabilitering består af ansatte med en specialiseret uddannelse og en stor vilje til at hjælpe til forbedring, mener jeg ikke, at jeg ville være kommet så langt uden også selv at have fundet viljen til at knokle. Man skal virkelig være klar på at være stædig og målsat – og også huske at sige sine ønsker højt. Ellers kan det dygtige personale jo ikke gøre deres bedste. Tak til dem alle!