På Ny Fjordbo får drømme lov til at bestå
Dagligt benytter hun sig af den viden og de redskaber, som hun fik med sig fra opholdet, og at Freja i dag er i stand til at leve et selvstændigt liv som universitetsstuderende tilskriver hun tiden på Ny Fjordbo.
Tilbageblik
Det står det hurtigt klart i samtalen med Freja, at naturvidenskab har en helt særlig plads i hendes hjerte. Men for få år siden var Freja tæt på at opgive sin drøm om at læse biologi på universitetet. I dag er hun studerende på 4. semester på deltid. ”Det er næsten på dato to år siden, at jeg var her,” konstaterer Freja, der nu kan se tilbage på den kolossale betydning, som et 14-dages forløb på Ny Fjordbo har vist sig at få for det liv, som hun i dag er i stand til at leve. ”Havde det ikke været for stedet her, så var jeg nok ikke flyttet hjemmefra og startet på universitet,” siger hun. ”Eller det kan godt være, at jeg var startet på studiet, men så var jeg stoppet igen efter kort tid, fordi det havde været for overvældende,” korrigerer Freja sig selv. ”Efter mit ophold på Ny Fjordbo fik jeg meget mere mod på at starte på tingene, og de redskaber jeg fik gjorde, at jeg også kunne blive i tingene. Man kan faktisk få sit liv tilbage, når man har været på Ny Fjordbo,” siger Freja.
Ramt af en flugtbilist
I 2017 gik den på daværende tidspunkt 17-årige Freja i 2. g på gymnasiet. Hun var en ambitiøs studerende, der levede et aktivt liv med venner, familie og adskillige timers fysisk træning om ugen, men det ændrede sig brat, da Freja blev påkørt af en flugtbilist og pådrog sig en hjernerystelse. Fra den dag af blev en invaliderende hovedpine og en uoverkommelig træthed uønskede følgesvende hos Freja, og hun så pludselig sig selv blive stamgæst hos den praktiserende læge, som hun tidligere kun sjældent besøgte. Frejas læge var en god ressource for hende og blev vedholdende ved med at henvise hende til behandling, udredning og forskellige undersøgelser hos specialister, men Freja oplevede igen og igen at blive sendt retur til egen læge uden en afklaring. Gradvist kom hun til at føle sig som en kastebold i systemet. I den tro at hun ’bare skulle tage sig sammen’ forsøgte Freja efter bedste evne at passe sin gymnasiale uddannelse, ligesom hun også fortsatte den hyppige og intensive træning. Indtil da var Frejas erfaring nemlig, at træning kunne fikse det meste. Da Freja et år efter skaden gik i 3. g forværredes hendes symptomer. ”Jeg mærkede et voldsomt smæld i hovedet en dag og blev sendt akut på hospitalet, men lægerne fandt aldrig en årsag. Fra den dag kunne jeg ikke tåle lys, og jeg kunne ikke tåle lyde. Jeg fik synsproblemer og var nødt til at have både polaroid solbriller og lydisolerende høretelefoner på. Jeg kastede op, gik ind i døre og begyndte at falde,” fortæller Freja. Med Frejas tilstand fulgte også et stort identitetstab fordi Freja kun i begrænset omfang var i stand til at følge med i undervisningen på gymnasiet. Det blev også vanskeligere at fortsætte som svømmetræner, og da Freja i stigende grad måtte trække sig fra sociale arrangementer, kostede det venskaber.
Postcommotionelt syndrom
Det lykkes Freja at bestå sin eksamen, selvom det holdt hårdt. Hun dumpede sit bedste fag og karaktererne tog et voldsomt dyk. Tiden efter eksamen blev på mange måder et stillestående vakuum for Freja, og tvivlen på fremtiden kom for alvor snigende. Den drøm Freja inden hjernerystelsen havde om at læse biologi på universitetet og på sigt blive hjerneforsker syntes ikke længere at være inden for rækkevidde. ”Jeg var ikke i stand til at flytte hjemmefra. Jeg kunne ingenting,” fortæller Freja, der i perioden forsøgte sig med forskellige former for arbejde samtidig med, at hun og familien stadig ledte efter en forklaring på, hvad det var, der havde ramt Freja. Til sidst kom Freja til en neurolog, der vurderede, at hun led af postcommotionelt syndrom og kommunen blev i højere grad involveret i Frejas situation. Postcommotionelt syndrom er en paraplydiagnose, der dækker over en række symptomer, der er opstået efter en hjernerystelse, og som ikke fortager sig indenfor det forventede tidsrum. ”Jeg fik af vide, at det er en form for kronisk hjernerystelse. At det er en permanent skade, som jeg har fået, fordi jeg ikke passede på mig selv og gav hjernen ro dengang efter påkørslen. Jeg havde simpelthen presset alt for meget på,” siger Freja konstaterende. Kommunens sagsbehandlere og den hjerneskadekoordinator, der var tilknyttet Freja vurderede, at hun var kandidat til en førtidspension. ”Men det var jeg jo ikke interesseret i. Jeg havde ikke lyst til at leve, med ikke at kunne noget resten af mit liv. Jeg ville gerne have det bedre,” understreger Freja. En af Frejas sagsbehandlere havde hørt om Vejlefjord Rehabilitering, og med hendes hjælp lykkedes det Freja at blive tildelt et ophold på Ny Fjordbo.
Intensivt forløb gav afklaring
Da Freja ankom til Ny Fjordbo startede to intensive uger med samtaler og undersøgelser hos neuropsykolog, træning og vurdering ved neurooptometrist og fysioterapeut, deltagelse i undervisning om energiforvaltning og udfyldelse af ugeskemaer. Herudover observerede det pædagogiske personale Freja i dagligdagen på Ny Fjordbo. Tilgangen til Freja var, at hun ikke måtte forsøge at skjule, hvordan hun havde det. ”En af de ting jeg rigtig godt kunne lide var, at personalet var meget direkte. Fysioterapeuten sagde, at hvis jeg forsøgte at skjule mine smerter, så fik jeg tæv,” fortæller Freja grinende og pointerer: ”Jeg havde jo netop lært at skjule mine smerter i de tre-fire år, der var gået. Det var bare blevet en naturlig del af min hverdag. Jeg skulle jo prøve at fungere som et normalt menneske. Så på Ny Fjordbo forstod de godt, at jeg havde brug for at blive holdt øje med, og de begyndte at lære mit system at kende”. Observationerne og træningen gav pote. Koblet med samtaler og undersøgelser hos neuropsykologen blev Freja klogere på sit nye jeg, og mange brikker begyndte at falde på plads. ”De fandt blandt andet ud af, at når jeg bliver træt så glemmer jeg ord, eller jeg bytter rundt på ord. Jeg lærte at ens krop kan blive ’pulsforskrækket’ og fik teknikker til, hvordan jeg kunne komme i gang med at træne igen på en skånsom måde. I dag træner jeg fire til fem timer om ugen, og det er passende. Jeg fandt ud af at struktur er afgørende for mit velbefindende, og da jeg startede på forløbet, kunne jeg nærmest ikke være indenfor uden at have solbriller på. Nu har jeg solbriller på, fordi jeg synes, at de er seje og ser flotte ud,” fortæller Freja.
Drømmen om universitetet
”De vidste jo godt, at jeg allerhelst ville på universitetet,” fortæller Freja. Derfor var det tværfaglige personale på Ny Fjordbo undersøgende på muligheden for dette undervejs i forløbet. Ved det afsluttende møde hvor resultaterne af opholdet blev gennemgået sammen med Freja og hendes forældre samt en sagsbehandler fra kommunen, blev der givet konkrete anbefalinger til, hvordan en flytning og opstart på studiet var realistisk. Med sig hjem fik Freja en rapport, der beskrev de resultater og vurderinger, der var kommet ud af Frejas forløb på Ny Fjordbo. ”Rapporten har virkelig været en døråbner. Den er meget konkret og anvendelig. På grund af den er der ikke længere nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig er så syg, som jeg siger, at jeg er. Det har jeg ellers oplevet mange gange tidligere,” forklarer Freja. Ved hjælp af rapporten har Freja blandt fået dispensation til at studere på deltid, hun har fået tildelt SU med handicaptillæg, hun har fået anbefalinger til boform, og hun har fået indblik i, hvilke studiemetoder hun med fordel kan benytte sig af.