Den sidste træning

På en klar efterårsdag hvor solen skinner om kap med træernes gyldne løv er det blevet Gittes tur til at tage afsked med Vejlefjord Rehabilitering efter otte indholdsrige uger. Udenfor den smukke, gamle træbygning hvor ergoterapien holder til mødes Gitte med Henriette, der er ergoterapeut på Vejlefjord Rehabilitering. Sammen bevæger de sig mod køkkenlokalet, hvor Henriette har planlagt en række praktiske opgaver. ”Et af Gittes mål for hendes ophold hos os har været at kunne indgå mere i det praktiske arbejde og husholdningen derhjemme” fortæller Henriette. Derfor har én af indsatserne været at skrælle grøntsager, hænge tøj op og lægge det sammen igen. ”Prøv at se Gitte” siger Henriette og finder mobiltelefonen op af lommen. En lille film af Gitte som med rystende hænder holder akavet fast på en gulerod med det yderste af neglene løber hen over skærmen. ”Du rystede simpelthen så meget. Kan du huske det?” spørger Henriette og Gitte nikker bekræftende. ”Det føltes, som om jeg fik stød i hele venstre side af kroppen, når jeg rørte ved noget koldt og vådt. Det var frygteligt ” forklarer Gitte og beskriver, hvordan den indsats Henriette har ydet med konkrete, brugbare råd og et nyt blik på tingene har haft stor betydning. ”Der er blevet sat nogle andre perspektiver på, hvordan ting kan løses. Det er fantastisk, fordi det er tanker, som jeg aldrig selv var kommet på” understreger Gitte tilfreds. Den behandling og træning af venstre hånd og arm som Gitte har modtaget kombineret med en medicinændring betyder, at hun i dag med stor sikkerhed kan udføre forskellige praktiske opgaver i et højere tempo end tidligere og uden i samme grad at være generet af voldsomme nervesmerter.

Ret dig op! Kig lige ud! Ned med skuldrene!

Nervesmerter og en lammelse af hele kroppens venstre side havde gjort Gitte afhængig af sin kørestol, og betød at hun kun i meget begrænset omfang gik omkring i sit eget hjem. ”Jeg turde ikke stole på mit venstre ben, og jeg kan stadig ikke mærke det nederste af benet. Jeg gik sådan helt foroverbøjet og lænede mig meget mod højre side” fortæller Gitte om sin gangfunktion, inden hun ankom til Vejlefjord Rehabilitering. Udviklingen har taget hende med storm.

Jeg kom i kørestol. Jeg går i dag”

siger hun ikke uden stolthed i stemmen. Og det er fortjent. I dag kommer Gitte i større omfang omkring med rollator eller krykstok og velvidende at kørestolen trods alt ikke helt kan parkeres så har træningen givet Gitte mod på mere”. Jeg går meget mere ret op nu. Den fysioterapeut som jeg har haft mest med at gøre – fantastisk pige – hun siger altid: ”Ret dig op! Kig lige ud! Ned med skuldrene!”. Det har jeg virkelig lyttet til, for så bliver det nemmere at gå. Det er en fantastisk følelse. Jeg har skullet lære det helt forfra, og jeg kan stadigvæk føle mig forkert, når jeg går rigtigt” griner Gitte og fortæller at fysioterapeuterne opdagede, at hun ikke løftede sin forfod ordentligt og derfor har brug for en skinne til at understøtte gangen

Psyken skal med

På Vejlefjord Rehabilitering har Gitte ikke kun modtaget tilbud om fysisk træning. Arbejdet med de psykiske aspekter ved en hjerneskade prioriteres lige så højt og derfor deltog Gitte på holdet ”Mental Balance”. Dog med et vist forbehold til at starte med. ”Jeg troede først, at det var noget pjat. Jeg vil alligevel ikke sige noget, og hvad skal jeg sidde og høre på de andre for, tænkte jeg. Men det var SUPER. Det har været guld værd! Da jeg havde været der første gang, snakkede jeg ligeså meget som de andre” siger Gitte der i fællesskabet oplevede en samhørighed ved at kunne spejle sig i andres erfaringer.” Jeg bliver stadigvæk ked af det indimellem. Selvfølgelig gør jeg det. Men jeg er kommet rigtig langt på grund af det hold. Jeg har fået mange tanker sat på plads, og jeg har fået mere selvtillid. Jeg tror mere på mig selv fordi…” siger Gitte og holder eftertænksomt en kort pause: ”Fordi jeg er jo mig selv stadigvæk! Selvfølgelig kan jeg stadig mange ting – bare ikke på samme måde som før”.

Det har været det hele værd

Grøn er håbets farve og netop grøn var også farven på træernes blade da Gitte i sensommeren ankom til Vejlefjord Rehabilitering. Fra sit lyse, højloftede værelse har Gitte nydt udsigten og de mange dyr i området. ”Det gør noget godt for sjælen. Jeg har fået ro i hovedet” konstaterer hun, og selvom træernes grønne blade er falmet ved Gittes afrejse er håbet om og troen på en vedvarende forandring fra en passiv til en mere aktiv livsstil på ingen måde visnet. ”Jeg har en plan sammen med neuropsykologen. Vi har lavet et skema, ligesom det vi får udleveret her hver uge. At min dag på den måde er struktureret har hjulpet mig enormt meget med at få overblik ” siger Gitte og fortæller, at samtalerne med neuropsykologen ligesom ”Mental Balance” har hjulpet hende til en accept af de ændrede livsvilkår uden af den grund at gå i stå i sin udvikling. Med i bagagen får Gitte også den rapport der er blevet udfærdiget under hendes ophold og en aftale om opfølgning med besøg i hjemmet fra Gittes hjemkommune er også på plads.

Jeg mener også selv, at jeg har knoklet for at nå det, som jeg har nået – selvfølgelig med stor støtte fra personalet. Jeg tog gerne otte uger mere på Vejlefjord Rehabilitering. Her er så rart at være. I er allesammen professionelle på en meget imødekommende måde og gør alt for at man skal føle sig velkommen. Den store opmærksomhed jeg er blevet mødt med – jeg har aldrig oplevet noget lignede! Det er lang tid at være væk fra familien – det er det. Men det har simpelthen været det værd.

siger Gitte og retter en særlig tak til det tværfaglige team, som hun har været tilknyttet under sit ophold.