Bare tanken om at skulle holde sig i ro og tage dybe vejrtrækninger i en hel time uden telefonen ved hånden, kan give ubehag hos mange unge. Alligevel vælger en del af de hjerneskaderamte unge på Ny Fjordbo at bruge en time hver tirsdag på at lade sig guide gennem vejrtrækningsøvelser, blide øvelser, meditation og afspænding.
”Jeg kan se, at det har en effekt. De bliver mere opmærksomme på deres vejrtrækning og deres krop. Yogaen kan give mere ro i nervesystemet og i tankerne,” siger yogainstruktør og SOSU-assistent Anette Søndergaard, der er ansat på Ny Fjordbo, Vejlefjord Rehabiliterings ungdomsafdeling.
Ny Fjordbo er et godkendt botilbud, der laver højt specialiseret neurorehabilitering af hjerneskadede unge mellem 15 og 30 år.
Yogatimen er blot en af mange aktiviteter, som de unge deltager i, mens de bor på Ny Fjordbo, hvor de er kommet for at blive rehabiliteret efter en hjerneskade og eventuelt at tage en treårig Særlig Tilrettelagt Uddannelse (STU), som Ny Fjordbo tilbyder unge med særlige behov.
”Der bliver stillet en del krav til de unge om træning og samtaler for at sikre, at de får et optimalt udbytte af deres ophold. De er jo også på de sociale medier med de krav, der er til at være der. Yogatimen giver de unge mulighed for at standse op, mærke sig selv og deres egne behov,” siger Anette Søndergaard, der har arbejdet med senhjerneskadede i mange år, heraf fire år på Ny Fjordbo.

Yoga med evidens for effekt

Med hendes ansættelse, har de unge nu mulighed for at dyrke den særlige form for yoga, der kaldes MediYoga. Det er en evidensbaseret yogaform, der oprindelig blev udviklet i sundhedsvæsenet i Sverige, og uddannelsen, som instruktør er forbeholdt sundhedsuddannede.
”MediYoga er en form for yoga, der arbejder på det fysiske, det mentale og emotionelle plan gennem blide øvelser og meditationer, som alle kan lave. Også selv om man sidder i kørestol,” siger Anette Søndergaard.
Oprindelig blev yogaformen udviklet til rygpatienter. Siden har forskning vist, at blandt andet også hjertepatienter har god effekt af MediYoga, der er integreret i kliniske behandlingsprogrammer på mere ned 350 hospitaler og sundhedsfaciliteter fordelt over hele Skandinavien, herunder på Ny Fjordbo.
”Yogaprogrammets øvelser skaber ro i centralnervesystemet og kan have en positiv effekt på fx blodtrykket. Vi arbejder med bevægelse og stræk omkring rygsøjlen, hvilket giver et bedre flow op til hjernen. Diagonale balanceøvelser styrker forbindelsen mellem højre og venstre hjernehalvdel,” fortæller hun.

En time i selskab med sig selv

Yogaundervisningen er et frivilligt tilbud til de unge på Ny Fjordbo. Både piger og drenge deltager.
Inden timen starter, lægger Anette måtterne klar på 1. sal i fysioterapien på Vejlefjord, hvor de unge kommer og lægger sig på måtterne, ofte uden at sige noget.
Indledningsvis guider hun dem gennem liggende dybe vejrtrækningsøvelser med lukkede øjne. Derefter skal de lave fysiske øvelser, hvor de samtidig har fokus på vejrtrækningen. Ofte rummer timen også meditationsøvelser, inden den afsluttes med 10-15 minutters afspænding af hele kroppen – alt sammen til rolig musik.
”Det er en terapeutisk yogaform, der har fokus på mental afspænding og indsigt i egen krop og sind. Det handler ikke om at kunne komme ud i alle mulige stillinger eller stå i de yderste stræk. Alle kan være med, også trods fysiske begrænsninger,” fortæller Anette Søndergaard.
”At pådrage sig en hjerneskade kan være et traume, som kroppen husker. Yogaen kan bidrage til at løsne op for blokeringer i kroppen, men det tager tid og kræver vedholdenhed. Begge dele kan være en stor udfordring for de unge,” siger hun.

Yoga – et frirum

Anette Søndergaard mener, det er vigtigt, at unge får et frirum, hvor de ikke skal præstere, træne eller være sociale.
”Jeg stiller ikke ret mange krav, og jeg går ikke rundt og retter på dem. Programmet varieres ikke ret meget fra gang til gang, for så er kroppen mere tryg og klar til at vende blikket indad.”
”Når timen er slut, skal de have lov at være i den ro, de mærker. Der er ikke behov for at sige så meget, og jeg spørger heller ikke, hvilken effekt de oplever, men jeg kan mærke på dem, at de giver slip og slapper af,” fortæller Anette Søndergaard.
Det er hendes håb, at yogaen og de dybe åndedragsøvelser bliver et integreret værktøj i den værktøjskasse, de unge har med sig den dag, de forlader Ny Fjordbo.
”Hvis de unge føler stress eller angst, kan de altid bruge åndedrættet til at få ro på. Tre dybe vejrtrækninger kan ændre en situation. Og åndedrættet har du jo altid med dig,” siger Anette Søndergaard.